Tim Hardin hitter 30 år efter

I dag er det 30 år siden Tim Hardin døde. Han er et klassisk eksempel på en sanger og sangskriver, hvis sange lever længere end deres ophavsmand.

Da Hardin døde, var det længe siden, han havde været en af de nye lovende singer-songwriter, der nævntes i samme åndedrag som Paul Simon, Tim Buckley og James Taylor. Hardin døde af en overdosis. Han bukkede under for et eskalerende heroinmisbrug, som allerede begyndte tidligt i karrieren.

Tim Hardin blev rubriceret som folk. Selv kaldte han sig jazzsanger. Og noget er der om det. Hans mørke, følsomme stemme swinger med en egen melankoli så man mere hører Billie Holiday end Bob Dylan.

Hardin blev opdaget af Eric Jacobsen, en banjospiller, der endte med at producere Lovin’ Spoonful. Jacobsen prøvede at få ham ind på Columbia Records, Dylans selskab, men mødet mellem den intenst hashrygende Hardin og de slipseklædte pladeselskabsfolk var for meget af et kultursammenstød.

Hans debutalbum endte derfor på Verve Folkways, et mere elitært selskab. De havde store forhåbninger til Hardin. Han viste sig selv at være sin karrieres værste fjende.

Tim Hardin gjorde alt til kanten og tit ud over den. Han drak vildt, spiste vildt, elskede vildt, deprimeredes vildt, kæderøg og så videre. F.eks. købte han engang en hyacint-parfume som han syntes om. Så meget at han købte flere flasker og sprayede hele sit hjem til.

Samtidig var han lystløgner og mytemager. F.eks. påstod han, at Ray Charles havde kaldt ham “the third light of the blues”. Lightening Hopkins var det første lys, Ray det andet.

Men i sangene samlede han det hele og mere til. Han både gemte sig i dem og foldede sig ud i dem.

Det opdagede andre hurtigt, og selv om han udgav en række soloplader, lever han videre som stjernernes sangskriver i sange som “Green Rocky Road” (Fred Neil), “If I Were A Carpenter” (Bobby Darin, Four Tops og som “Hvis jeg nu var arbejdsløs” med Peter Belli), “The Lady Came From Baltimore” (Scott Walker og herhjemme planket af Lollipops som “Sussy Moore”) samt ikke mindst “Reason To Believe” der blev et af Rod Stewarts første hits. I kuriositetsafdelingen kan nævnes, at Nico indsang hans “Eulogy To Lenny Bruce”.

Han optrådte på Woodstock. Da var hans blomst allerede ved at visne.

Opsamlingsalbummet Hang on to a dream – The Verve Recordings er et godt sted at starte.

Foto: David Gahr