Tina Dickow bliver ikke væk

Kommentarer slået fra

Hatten af for lanceringen af Tina Dickows nye cd. Forsiden ryddet på GAFFA og de store morgenaviser kunne ved selvsyn berette om det nye fotogene liv som tilflytter på Island med barn, musikermand og samtalekøkken med udsigt til åbne vidder eller er det bare en forstad med langt mellem husene?

Bagsiden ved den slags uniforme forskræp er, at det er den samme historie, der fortælles i en grad, så man undrer sig over, om der er mere at komme efter, når vi når til selve musikken.

Where do you go to disappear er Dickows første egentlige album i fire-fem år, alt efter hvad man tæller med i en produktion, der ikke følger den slagne karrierelandevej, men har mod til med mellemrum at stoppe op, iagttage og revidere sig selv.

‘Craftmanship and poetry’ hed et nummer på hendes kunstneriske og kommercielle gennembrud, Count to ten. Udtrykket går igen på titelnummeret på hendes nye album. Denne gang er der mest af det første og ikke for meget af det sidste.

Først og fremmest er det en klangligt frapperende plade. Vekselvirkningen mellem det semi-symfoniske og singer-songwriter-fingerspillet er holdt sikkert i ave til gavn for begge udtryk af Dickow og hendes mand, Helgi Jónson. Smagfuldt er et andet ord. Og dermed er vi ikke så langt fra småkedeligt. Det er måske efterrationalisering, og fordi jeg har læst for mange artikler, men de to virker, som om de kender hinanden for godt. Det gør de selvfølgelig, men musikalsk er det ikke altid befordrende. Og omhuen for detaljerne har det med at spænde ben for impulsiviteten.

Nu hører jeg ikke til dem, der synes, at nye plader partout skal rive benene væk under en og rive sindet i laser – sådan hører man jo sjældent musik. Derfor er pladens problem ikke, at den ikke udfordrer, men at den simpelthen er to-tre ens numre for lang. De samme udtryk gentages og finpudses, så de er lige ved at ende som iPod-musak. Ikke mindst fordi nogle af rytmesporene lyder som forlagte lydfiler fra Laid Backs overskudslager. Den mappe, der er mærket ‘Bakerman’.

Heldigvis bliver Tina Dickow ikke helt væk i sin nye tryghedszone. Det forbløffende ved hende er stadig, at hun ikke lyder, som hun ser ud. Der er bestemt ikke noget høstakblond og lillepiget over den mol-farvede stemme, der er fuld af dyrekøbte erfaringer og har et register, der både tillader udfoldelse af sort tvivl og en hengivelse, der hele tiden er på nippet til at slippe selvkontrollen. Som hvis Joni Mitchell blev klonet med Anne Linnet. En original stemme, som ydermere synger et engelsk, så man tror, hun drømmer på sproget.

Dickow er bedst, når hun synger mest direkte og undgår det private. En sang som ‘The world is perfect’ er for indforstået, hvorimod ‘The time of our lives’ rammer lige midt i hukommelsesskiven i sin hyldest til den fortid uden hvilken, der ikke er nogen fremtid.

En ny sagte ømhed titter frem i et vignetagtigt nummer som ‘The tip of the iceberg’, og på ‘Point of no return’ fortæller hun, hvordan modgang gør stærk. Uden at sige det så banalt.

Pladens mest vellykkede nummer er den flotte, poparrangerede og meget Bowie-britiske ‘You wanna teach me to dance’ (YouTube-link), hvor det eneste, Tina Dickow ville, ikke var at danse, men bare at få lov til at varme bænken på sin måde:

“I was never much of a dancer
I keep the rhythm to myself
my groove is my heartbeat
take tempo from no one else
my mind is my dance floor
my feet they never get sore…”

Nu har hun mødt en mand, der vil have hende ud på det gulv. Mon det lykkes for ham at få hende ud på vulkaner…

Tina Dickow: Where do you go to disappear? Producere: Tina Dickow og Helgi Jónson. Finest Grammophone/A:larm.

Coverfoto: Martin Dam Kristensen

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top