Townshend: Apple er en vampyr

1 Comment

Pete Townshend levede op til sit ry som en af rockens mest veltalende, intelligente og branchekritiske stjerner, da han i går var den første foredragsholder i en årligt tilbagevendende foredragsrække, tilegnet den banebrydende alt for tidligt døde radiovært og producer, John Peel, for hvem musikalsk nysgerrighed og fordomsfrihed var et mantra.

Who-bossen havde ladet guitaren blive hjemme, men han havde taget riven med. Og uden at synge ‘Won’t get fooled again’ var han især ude efter Apple og iTunes. Han betonede, at han selv var bruger og absolut ikke maskinstormer eller fremtidsstopper, men anklagede Apple for som en digital vampyr at holde sig i live ved at suge blod ud af musikken.

iTunes står for mere end 75 procent af al lovlig downloading. Det er på tide for Apple at betale lidt tilbage, mente Townshend. Det kan Apple gøre ved f.eks. at ansætte en række mentorer og rådgivere fra det, han kaldte den døende pladebranche. Disse folk kunne rådgive kunstnere på de områder, som de gamle pladeselskaber tidligere havde som deres naturlige ansvarsområde: Redaktionel vejledning (A&R), finansiel støtte, kreativ nursing, forlagsvirksomhed, marketing og distribution samt royalty udbetaling. Nu om dage tager Apple sig kun af de to sidste ting, sagde Townshend.

Han gik i dybden med en række af tiltagene. Bl.a. foreslår han direkte betaling til kunstnerne uden mellemhandlere, og at der på iTunes oprettes et lukket fildelingsforum til gensidig inspiration for kunstnerne. Han mener også, det vil være gavnligt både for musikken og i sidste instans for Apple, hvis firmaet stillede plads til rådighed for ukendte kunstnere, der ad den vej kan gøre opmærksom på sig selv.

Læs hele Townshends tale her.

Apple var ikke de eneste, der måtte stå for skud. Pete Townshend angreb også musikpiraterne på det, han kalder det lovløse internet. Hvis nogen “forestiller sig, at noget, jeg har skabt, skulle være gratis tilgængeligt for dem … så står det skralt til med menneskelig moral og social retfærdighed.”

Tørt tilføjede han, at “folk, der downloader min musik uden at betale for den, lige så godt kan komme og stjæle min søns cykel nu de er i gang…” Og nævnte alle piratargumenterne om at selv ulovlig download i sidste instans gavnede ham som musiker. Den form for argumentation “svarer til,” sagde Townshend, “at man skærer kroppen til for at den kan passe til tøjet i stedet for omvendt.”

Samtidig medgav Townshend, at han som rig rockmusiker var i en privilegeret position, men netop den gør, at han føler sig forpligtet til at råbe op.

Mod slutningen af sin tale kom han ind på det dilemma, som holder pirateriet i live: “En kreativ person vil foretrække at få sin musik stjålet og nydt istedet for at blive overhørt. Dette er dilemmaet for enhver skabende sjæl: Han eller hun vil foretrække at sulte og blive hørt i stedet for at spise godt og blive ignoreret.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top