Trille næsten samlet i en boks

DA TRILLE i 2005 fyldte 60, var vi nogle, der efterlyste, at hendes samlede værker fik en boksbehandling. Nu, hvor hun kan modtage folkepension, udkommer så bokssættet Hele balladen. Bedre sent end aldrig.

Sættet rummer syv af hendes plader for Peter Abrahamsen på Gyldendals ExLibris, som videreføres af Edition Wilhelm Hansen. Af en eller anden grund er Stille folk fra 1974 imidlertid ikke med. Måske fordi pladen oprindeligt udkom på Metronome, men udeladelsen er ærgerlig, fordi pladen er essentiel. Den intonerede nemlig Trilles transformation fra at være bare endnu en folkesanger til en kontemporær og unik sanger og sangskriver.

Hele vejen akkompagneret af meddigtende musikere som Øjvind Ougaard, Hugo Rasmussen, Ole Fick og Ken Gudman.

Selv om jeg har noteret mig, at hun bakker op om genudgivelsen ved at holde foredrag, tror jeg Trille alias Bodil Gudrun Nielsen vil betakke sig for en decideret revival. Hun er hverken en Poul Kjøller eller Brødrene Olsen, men så meget sig selv, at hun i 1988 frivilligt forstummede som sanger og sangskriver.

OGSÅ DENGANG var markedet mest til ungdom. Og ironisk nok blev der mindre plads til Trille på grund af en ny generation af sangerinder, der havde fundet fornyet selvværd ved at udenadslære hendes Hej Søster, 1976-lp’en, der både blev Trilles gennembrud og kunstneriske åg, lydsporet til kvindefrigørelse, batiklilla bleer, og bh-løs fællesdans.

Pladen blev genudgivet 25 år senere. Det var ikke titelsangen, der stod stærkest ved genhøret, men’Mors lange cykeltur’, et nænsomt, poetisk signalement af alenemoderen; søstersolidarisk ville nogen mene, men det er en kliche, som Trille aldrig har givet næring. Der er ikke adgang forbudt for mænd i hendes musik. Tværtimod. Eller som Ole Fick skriver i sine liner-notes: “På scenen var jeg af og til nødt til at vende mig om mod min forstærker og fumleskrue lidt på knapperne for ikke at røbe, at jeg, selv efter at have spillet sangene i en årrække, endnu en gang blev dybt rørt.”

Trille er følsom, men aldrig sentimental og skriver sange, der lyder, som bliver de skabt, mens hun synger dem. Joni Mitchell på dansk med samme svaghed for jazzen, men uden krukkeriet og selvsmageriet.

SÅDAN LØD TRILLE ikke, da hun som nybagt student for sjov spillede guitar på spillestedet Kontoret. Cy Nicklin fra Cy, Maia & Robert så stjernekvalitet i den klare diktion, pandehåret og de kloge, men sårbare dådyrøjne. Via ham kom hun i kontakt med tidens popentreprenør Thøger Olesen, og hendes tolkning af Jesper Jensens dengang vildt kontroversielle ’Øjet’ udløste blasfemianmeldelse og automatreaktioner fra datidens moralsk selvretfærdige.

Op gennem 70’erne og 80’erne etablerede hun sig som alt andet end en døgnflue med en stribe dybe og dybt originale plader om ensomhed, forelskelsens selvforglemmelse og kærlighedens flygtighed. Altid har jeg længsel hed en af dem med en typisk og sigende titel. I hendes sange kan man både finde rav og opleve storm for nu at parafrasere en af de smukkeste af slagsen.

Da hun stillede guitaren endegyldigt over i hjørnet i husmandsstedet nede på Næstved-kanten, kastede hun sig på fuld tid over prisbelønnet tv-produktion og børnedramatik og har siden undervist i at fortælle eventyr.

Det er man som bekendt bedst til, når man har levet sin egen virkelighed fuldt ud. Trille har fået sine blå mærker og skrammer undervejs, men hellere det end risikere at blive en sten, som hun synger et sted.

PS: Når nu man har bekostet det store bokssætudtræk med booklet og det hele, er det en skam og helt uforståeligt, at sangteksterne ikke er genoptrykt. De kan nemlig sagtens stå for sig selv i al deres traditionsbevidste modernitet. Jajaja, jeg ser godt, at de kan downloades fra www.exlibris.dk, men det bliver aldrig det samme, når man skal udfylde profilnavn og password. Den slags er i direkte modstrid med tilgængeligheden i Trilles tekster.

Hør Trille i DR P1′s Besøgstid her.

Illustration: Forsiden af boksen, foto af Susanne Mertz, layoutet af John Ovesen.