Trio con amore

Koncerter har det nu om dage med at være trættende. Publikum er der ikke for at opleve noget, der er større end dem selv, men for at befolke et socialt rum på samme tyranniserende, egocentriske måde som man oplever det andre steder. Man giver sig ikke hen, men snakker højrøstet, både med sidemanden og i mobilen. Især ved stadionkoncerter er det svært at forstå, hvorfor folk betaler store summer bare for at høre sig selv, når der nu står på billetten, at taletiden om jeg må sige tilhører en anden.

Netop derfor er det en lise, at der stadig findes steder som den velsignet usmarte Frederiksberg-cafe Bartof. Her tilbragte jeg torsdag aften sammen med ca. 100 andre, der var kommet for at lytte til Everybody’s Talking uden af den grund at tage bandet for pålydende. Der blev lyttet og medlevet, men uden spor andægtighed.

Everybody’s Talking er en trio bestående af Jimmy Colding, Lars Maasbøl og Billy Cross. De to førstnævnte spiller i Zididada, men Cross, han er, nå ja, the Billy Cross. Eller som han selv sagde: “I ved vist ikke hvem jeg var.” De to andre havde efter eget udsagn hægtet sig på Billy Cross’ efterårsturne. Så var tonen ligesom slået an. Selvironi, Hausgaard-tør humor (Maasbøl) og godmodig omklædningsrums-mobning parres hos ET med en afslappethed, der ikke er det samme som mangel på disciplin. Eller på musikalske ambitioner.

Med de vokale og guitaristiske færdigheder trioen besidder, ville det være naturligt at indlemme sange fra både Everly Brothers og Crosby, Stills & Nash-kataloget i repertoiret, men det ville også være for oplagt. På samme måde som bandet var på fornavn med adskillige af tilhørerne, således spiller de kun kendte sange. Men der er ikke dømt røvballekopi. Istedet bød aftenen på en spændvidde fra en højtflyvende “Blackbird” (som Crosby, Stills & Nash i øvrigt lige har indspillet til et oldies-projekt) over en ret tjekket “Mighty Quinn” til en overraskende, mørk og magisk udgave af Pink Floyd’s “Wish You Were Here”. For sig selv stod et Herb Alpert-agtigt arrangement af “How Deep Is Your Love” med Maasbøls mund i rollen som Tijuana-trompet.

Stemningen var, som musikken og stedet, fortættet og intim. For nu at bruge en eufemisme. Eneste anke: De spiller for få Poco-numre.