Trio con amore

3 Comments

ebtIMG_5824

Koncerter har det nu om dage med at være trættende. Publikum er der ikke for at opleve noget, der er større end dem selv, men for at befolke et socialt rum på samme tyranniserende, egocentriske måde som man oplever det andre steder. Man giver sig ikke hen, men snakker højrøstet, både med sidemanden og i mobilen. Især ved stadionkoncerter er det svært at forstå, hvorfor folk betaler store summer bare for at høre sig selv, når der nu står på billetten, at taletiden om jeg må sige tilhører en anden.

Netop derfor er det en lise, at der stadig findes steder som den velsignet usmarte Frederiksberg-cafe Bartof. Her tilbragte jeg torsdag aften sammen med ca. 100 andre, der var kommet for at lytte til Everybody’s Talking uden af den grund at tage bandet for pålydende. Der blev lyttet og medlevet, men uden spor andægtighed.

Everybody’s Talking er en trio bestående af Jimmy Colding, Lars Maasbøl og Billy Cross. De to førstnævnte spiller i Zididada, men Cross, han er, nå ja, the Billy Cross. Eller som han selv sagde: “I ved vist ikke hvem jeg var.” De to andre havde efter eget udsagn hægtet sig på Billy Cross’ efterårsturne. Så var tonen ligesom slået an. Selvironi, Hausgaard-tør humor (Maasbøl) og godmodig omklædningsrums-mobning parres hos ET med en afslappethed, der ikke er det samme som mangel på disciplin. Eller på musikalske ambitioner.

Med de vokale og guitaristiske færdigheder trioen besidder, ville det være naturligt at indlemme sange fra både Everly Brothers og Crosby, Stills & Nash-kataloget i repertoiret, men det ville også være for oplagt. På samme måde som bandet var på fornavn med adskillige af tilhørerne, således spiller de kun kendte sange. Men der er ikke dømt røvballekopi. Istedet bød aftenen på en spændvidde fra en højtflyvende “Blackbird” (som Crosby, Stills & Nash i øvrigt lige har indspillet til et oldies-projekt) over en ret tjekket “Mighty Quinn” til en overraskende, mørk og magisk udgave af Pink Floyd’s “Wish You Were Here”. For sig selv stod et Herb Alpert-agtigt arrangement af “How Deep Is Your Love” med Maasbøls mund i rollen som Tijuana-trompet.

Stemningen var, som musikken og stedet, fortættet og intim. For nu at bruge en eufemisme. Eneste anke: De spiller for få Poco-numre.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

3 Comments

  1. comment-avatar
    billy cross6. november 2009 - 12:23

    Thanks Torben. Nice to read an intelligent review again.
    kh bc

  2. comment-avatar
    hhsiig7. november 2009 - 19:48

    Tak for link.

    HH / Mod Strømmen

  3. comment-avatar

    [...] andet album diskede op med gæstemusikere som verdensbassisten Niels Henning Ørsted Pedersen og guitaristen Billy Cross. Siden rendyrkede Laban sin stil, og 1984-85 forsøgte duoen at skabe ørenlyd på det [...]

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top