Truckernes Teddy fylder 70

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at teenagedøtrene ikke altid er helt oppe og ringe over de profiler, deres far skriver til disse sider. Af og til overraskes man dog. Som da jeg ved morgensamlingen fortalte om Teddy Edelmann, der i morgen fylder 70. Navnet sagde ikke fruen det fjerneste. Yngste datter derimod stemte straks i med en ordret gengivelse af ’Himmelhunden’, Edelmanns Giro 413-evergreen.

Da Edelmann i 1984 hittede med Calle Sands fordanskning af Hasse Anderssons ‘Änglahunden’ var det en påmindelse om, at ikke hele Danmark lyttede til danskrock:

Omvendt skulle ingen komme og fortælle vesterbrodrengen, hvad der var op og ned på rock.

I de sene 50’ere var Teddy Edelmann nemlig blandt de første herhjemme til utæmmet, uskolet og ude på narrestreger at få rocken til at rulle som anderumpet frontfigur i bands som Teddy & Little Freddy and His Rockboys, Teddy & The Caravans og Ready Rockboys, der fyldte dansegulvene i Kødbyen og Kvindernes Alkoholfri Forening i Lyrskovgade (ved siden af det nuværende Vega). Og i 1962 blev han, noget misvisende og en kende forsinket, kåret til Nordens Cliff Richard.

Selv så Edelmann senere tilbage uden nostalgi: »Man fandt på en masse pladder. Ikke noget med at det var indstuderet … man fik en eller anden skør ide, og så gjorde man det bare. Man lagde ikke så meget i, om det var kunstnerisk forsvarligt, som man måske gør så meget ud af i dag.« fortæller han i bogen Dansk Rock ’n’ Roll.

Som andre i sin generation fik han det hårdere, da rocken fik studenterhue på. Han skrev ikke selv sange, og fik aldrig så langt hår. 60’erne oplevede han fra sidelinjen, men i 1970 fandt han sammen med den ferme guitarist Chano Tietze og den basspillende producer, John Friis. Edelmann havde nogle år før overgivet sig til countrymusikken, som stod godt til hans stemme, der aldrig har været smurt til skønsang. Han besidder samme autenticitet og mangel på berøringsangst over for sentimentalitet som en anden jævnaldrende asfalt-cowboy, Peter Abrahamsen.

Teddy, Chano, Jan (Pedersen, trommer) & John var stilbeslægtede med John Mogensen og Peter Belli. Musikalsk en slags forgænger for Dalton. Sange som ‘Jeg vil bo på Vesterbro’ og ‘Ikke flere penge – fyret fra mit job’ var venstrevredet socialrealisme med jukeboks- og bodegaappeal. Og nåede noget længere ud end både Røde Mor og Benny Holst & Arne Würgler.

Succesen med ‘Himmelhunden’ gav kortvarig Poul Kjøller-lignende kultstatus, og han lagde sangstemme til Erik Clausens rocksanger i filmen Rocking Silver – meget passende holdt Clausen en uhyre veloplagt tale ved fødselsdagsfesten. Den er lagt ud på YouTube. Edelmann deltog i Melodi Grand Prix i 1992 med ‘Går det ikke, så går det nok’.

Siden årtusindskiftet har aktiviteten tilpasset sig alderen, men Edelmann er blevet et levende ikon i den danske trucker-kultur og countrypladen Never ending songs kan anbefales. I 2006 vendte han tilbage til udgangspunktet med cd’en Ready Teddy.

Her hylder han en af de hunde, der er sikret evigt liv i rockhimlen: ‘Hound dog’.

Omtalen kan også læses i dagens trykte udgave af Politiken.