MIDT I EN BEATTID

Et udbombet herretoilet i Pits Club i Minneapolis spiller en af hovedrollerne i Nick Hornbys 2009-roman, som nu er kommet på dansk som ‘Juliet, Nøgen’. I Jan Hansens lydefri oversættelse.

Til Minneapolis er Duncan og hans kæreste/kone Annie draget på noget, der for Duncans vedkommende er en pilgrimsfærd. På toilettet skal hans store helt, sangeren og sangskriveren Tucker Crowe, nemlig efter sigende have haft en så sindsomvæltende oplevelse i 1986, at han helt holdt op med at spille. Siden har der været tavshed omkring Crowe. Er han død, lever han som eneboer, hvor blev han sidst set? Det er nogle af de essentielle spørgsmål, der undfanges i de rygtesmedjer, som trives på nettet og hvor Crowe er råstof og konge på en og samme gang. Og de opdigtede svar findes en masse samme sted.

Duncan er en af hans disciple, og ved mere om ham end Crowe selv. Enhver rocknørd vil føle sig afklædt og storunderholdt af Hornbys nye roman, som synger videre på den sang, han intonerede på ‘High Fidelity’, en sang om rockens evige effekt mod alderdom og mental mug.

Efterhånden ved Annie også en del om Crowe, men undrer sig mere og mere over sit forhold til Duncan. Han er sådan en, der stort set er holdt op med at arbejde, men kan alle katalognumrene på de japanske presninger med Tucker Crowes afgørende album, ‘Juliet’. Annie får nok af den der særlige form for rock, som ikke handler om musikken, men om at kunne kontrollere myter, som om de var facts. Og hun er træt af at være husholderske i a man’s world. Hun er i færd med at forlade Duncan, ligesom der ud af intet begynder at cirkulere en hidtil ukendt demooptagelse af sangene, der endte på albummet ‘Juliet’, heraf bogtitlen.

Annie beslutter at træde i karakter og vise, at hun også kan mene af det, der ellers er mændenes domæne: rockanmeldelser af døde eller så godt som døde kultfigurer. Til en speciel Crowe-portal anmelder hun ‘Juliet, Naked’ til Duncans store fortrydelse, for hun er god. Bedre end ham.

En dag kommer der så en mail til Annie fra en afsender, der hedder det samme som en figur i en Dickens-roman, og begges liv bliver anderledes. Helt anderledes.

Nick Hornby rammer tonerne helt rent. Også de pinagtigt tåkrummende og falske. Han ved, hvad det vil sige at være musikalsk frimærkesamler. Og tilhængere af alt og alle fra Nick Drake til Jeff Buckley kan ikke undgå at føle sig ramt.

Det er en vittig, bidende og varm, men også lidt kuldslået bog om, hvad der sker, når fortiden og skæbnen spiller en et puds. Og virkeligheden viser sig at kunne synge sin helt egen gråhårede sang.

PS: Hornbys Wikipedia-opslag på Tucker Crowe er altså ikke sandt. Til gengæld er Wikipedia leveringsdygtig i et dækkende handlingsreferat af romanen, men bogen er bedre.

Bogen er udkommet på Lindhardt & Ringhof og kan bl.a. købes her.