Tur/retur med Seatrain

Da jeg var pædagogstuderende hippie, var et af mine yndlingsorkestre amerikanske Seatrain. De var gode både til kædedans og som akkompagnement til de endeløse kander af te, vi tømte.

I denne måned for 40 år siden udkom deres tredje album, Marblehead Messenger. Og ved genhøret bliver jeg bekræftet i, at Seatrain fortjener at blive genopdaget. Gruppen er med i Politikens Store Rockleksikon fra 2004, men røg allerede i starten af 90’erne ud af diverse Rolling Stone-leksika og –pladeguides.

Helt ufortjent. Mens ikke så få af deres samtidige lyder både corny og forældede, har Seatrain stadig en egen tidløs vivacitet over sig. Ikke mindst fordi de ikke nøjedes med at være en vældig kapabel countryrockgruppe, men stod ved deres første kærlighed til jug band music og den østamerikanske spillemandstradition.

Bandets musikalske identikationsfaktor er violinisten Richard Greene, som uden at overspille alligevel er her, der og alle vegne på sangene.

Marblehead Messenger er opfølgeren til gruppens andet, noget mere hit-fyldte album, som bare hed Seatrain. Det gjorde debutalbummet også, men stavet Sea Train, og for at det ikke skal være for let, var den plade faktisk ikke deres debut. Det var Planned Obsolescence fra 1968. Af kontraktlige grunde udkom den under navnet Blues Project, det centrale band, som Seatrains stiftere kom fra, og som også leverede mandskab til Blood, Sweat & Tears.

Al det vidensnørderi bliver dog ligegyldigt, når musikken spiller. På nogle områder er Seatrain Jethro Tull med cowboystøvler, for fløjtenisten Andy Kulberg (1944-2002) var en stor inspiration for Ian Anderson med sit følsomme blend af Charles Lloyd-lignende jazz og folk.

Mens Greene fik toget op i fart, var Peter Rowan med sin Tim Buckley-lyse stemme den, der huskede at holde ind til siden og beundre den smukke udsigt, han fremmanede med sine universelle hjemstavnssange.

Rowan kom fra Earth Opera, et andet yndlingsorkester. Han fik siden en fornem karriere i grænselandet mellem country, singer-songwriterrock og bluegrass; et vidt område, som Seatrain tog de første, afgørende skridt til at udforske.

Seatrain var i øvrigt det første band, George Martin producerede efter The Beatles!

Marblehead Messenger er, sammen med dets forgænger, senest blevet genudsendt på One Way Records i starten af 90’erne. Kun deres femte og kedeligste album fås på iTunes og Spotify.

De er en længere søgetid værd.

Illustration: Ukrediteret foto hentet fra bagsiden af Marblehead Messenger med fra v. Richard Greene, Lloyd Baskin, Larry Atamanuik, Peter Rowan, tekstforfatteren Jim Roberts og Andy Kulberg.