TV-2 PÅ NODER og samlet i en boks – skulle det nu være nødvendigt? Er deres sange ikke kendt af nutidens unge før og nu, rigtige mænd og tidens kvinder samt andre yndlingsbabes, fra Skanderborg Station til Månen via Jakobshavn og Voldum? Det korte svar er joeh. Det lidt længere finder du herunder.
For et nodehæfte med 50 af de største TV-2-sange og bokssættet Bag duggede ruder i anledning af sidste års 30 års jubilæum (!) er så god en anledning som nogen til at blive mindet om, hvor meget musik, der faktisk er i Steffen Brandts sange. Eller rettere: Hvor udvidede de bliver ved den kreative nærkontakt med trommeslageren Sven Gaul, bassisten Georg Olesen og guitaristen Hans Erik Lerchenfeldt. Det er minimalisme, ja, men presset til det maksimale på den mest afslappede og alligevel totalt disciplinerede måde. Fra The Beatles over Motown og Stax-soul til disco og David Bowie og retur. Det er, som det hedder i en tidlig sang: »Pop til den fremtid vi har fået efterladt … pop når vi tvivler og pop når vi tror…«
Og det har det faktisk været næsten siden dengang der ind på de internetløse avisredaktioner i 1981 tikkede en telefax om, at Danmark nu endelig havde fået TV-2. En del journalister troede, der var tale om den længe ventede og omdiskuterede konkurrent til Danmarks Radio. Den måtte vi vente yderligere syv år på.
I mellemtiden havde TV-2 etableret sig som en moderne, betydeligt mere velklædt, men (lige så) folkekær pendant til både Gasolin’ og Shu-bi-dua.
Det var dog ikke til at forudse, da en gruppe med usexede navn, Taurus, albumdebuterede i 1978 med Whatever happened to the sixties. Svaret var, at tresserne var forbi. Det havde de været et stykke tid. Taurus spillede det, der hed progressiv rock. Det måtte gerne være indviklet, for så var det nok kunst, var tidens mantra. Gruppen var på udgivelsestidspunktet allerede et andet sted. Indspilningerne var halvandet år gamle, men pladeselskabet krakkede. Så nu udkom lp’en på Gnags-selskabet Genlyd – uden at give genlyd.
VED ÅRSSKIFTET 1980/81 var Taurus blevet til TV-2. Navnet hævdes at være en forkortelse af Taurus version 2. Men TV-2 og Taurus havde kun musikerne fælles. Brandt havde et bijob som keyboardspiller i Kliche, en gruppe, der virkelig iklædte sig tidens tonedragt. Inspirationen fra Kliche var tydelig på TV2-debut’en, men man skulle bare løbe titlerne på pladen igennem for at se, at der var noget originalt på færde. Alene titlen. Fantastiske Toyota. Hvad fanden betød det? Og betød det overhovedet noget? Det gjorde sangene i hvert fald. De var det, anmeldere kalder civilisationskritiske og satiriske på en alt andet end cirkusrevyagtig måde.
Der var fart på 80’erne og på TV-2, som kunstnerisk blev breaking news i 1983 med Beat, et album, som vakte opmærksomhed med moderniseringen af operetteklassikeren, ’Admiralens Vise’, som naturligvis hed ’Popmusikerens vise’, men det var en sang som netop ’Bag duggede ruder’, der afslørede, at TV2 ikke kun var sikkert behersket form, ikke kun et intellektuelt forsøg på at klone new wave og Shu-bi-dua, men havde noget mere på hjerte, meget mere. Om svimlende forelskelser, om kolde stuer, varme følelser og om en ensomhed større end denne verden. Og hvad var nu det? De kunne jo levere ørehængende refræner uden at skamride fladtrådte popklicheer, men tværtimod genopfinde dem. Den balancegang har Brandt og bandet mestret lige siden.
Plader som Nutidens unge og Rigtige mændgider ikke høre mere vrøvl gav dem »pop, succes og stjerner på«. Sangene ramte ikke bare tidsånden. De var med til at skabe den. Og med Nærmest lykkelig nøjedes Brandt i 1988 ikke med kun at være iagttager til den mærkværdighed, vi kalder det moderne samfund, et slaraffenland for drømmere og drømme, men også for populister og kynikere.
DER HAVDE VÆRET tilløb til den udvikling. På Rigtige mænd… handler en af de smukkeste sange, ’Eventyr for begyndere’, om ikke at snakke kærligheden ihjel, men gøre noget ved den. Bemærk i øvrigt i den sang, at det er kvinden, der kommer med den opfordring. Mere nede på alle fire var hun altså heller ikke. Og Nærmest lykkelig er en lang beskrivelse af, hvad der kan ske, når kærligheden overdøver forstanden, når man kysser det satans liv. Risikoen er, at det kysser igen. Den risiko har altid været værd at løbe. Også i selskab med TV-2.
De mere personlige, men aldrig navlepillende eller ugebladsafslørende sange har siden fundet deres faste plads på TV-2-sendefladen sideløbende med skamløse popperler som ’De første kærester på Månen’ og ’Der går min klasselærer’ samt dobbelttydige, alternative fædrelandssange som ’Kom lad os brokkke os’ og ’Det er Danmark’, og på den seneste cd, Showtime, er TV-2 nok blevet ældre, men herrekvartetten går stadig mere med charme- end støveklud. TV-2 laver på fjerde årti musik om, for og til alle os, der »hellere vil til Paris og se Venedig og dø end at vente hele livet i en byggemarkedskø…«
I en tid, hvor man, som de synger, »skal helt op til Gud for at finde uopdyrket land«, insisterer de midt i al den hvide overfladestøj på en musik, der måske ikke lyder sådan, men faktisk er »blues for store, blues for små, det er blues for os alle, der går med bluesen udenpå.«
Til gengæld skylder de os – heldigvis – stadig det ultimative boksæt. For nok er Bag duggede ruder labert less is more-layoutet og konevenligt formatteret (siger min kone), og nok rummer sættet kraftfulde remasters af alle studiealbums (inkl. The Beautifuls, men ingen Taurus nu vi var i gang), mærkelige, ikke altid lige langtidsholdbare remixes og en dvd med den meget repræsentative 2011-koncert fra Shepherd’s Bush Empire, men er det ikke lidt snoldet med tre booklets kun med bevares, glimrende, mindefremkaldende billeder?
Borte eller beskedenheden har nemlig taget den sammenhængende/karriereoverflyvende tekst for slet ikke at tale om ord fra Steffen Brandt himself om sangene og deres betydning – det fortæller han dog om på pladeselskabets hjemmeside? Og hvad med sangteksterne (som dog findes på bandets hjemmeside), demoerne, hvad med outtakes, hvad med… mine damer og herrer? Meget kan man kalde TV-2, men snoldede har de aldrig forekommet mig. Hvorfor så netop nu?
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
2 Comments
Klaus29. oktober 2012 - 09:04
…”kraftfulde remasters” – det lyder ikke rart?
arne schiøtt2. november 2012 - 14:36
Normal hylder jeg ikke opsamlingsplader, men gør en undtagelse med TV2´ 2cd-compilation. Dette skyldes at TV2 har et så stereotyp udtryk, at det kan være svært at kende forskel på de forskellige melodier. Spiller man alle deres numre, uden sang kan det således være svært at sige hvilken melodi der er tale om, og fra hvilket album! De har ikke Dylans evne til at være mangfoldig. Der er således ikke to af hans 35 album, som er ens. Som sagt, i modsætning til TV2, som har udgivet 30 plader, der mere lyder som 3-4 plader.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
…”kraftfulde remasters” – det lyder ikke rart?
Normal hylder jeg ikke opsamlingsplader, men gør en undtagelse med TV2´ 2cd-compilation. Dette skyldes at TV2 har et så stereotyp udtryk, at det kan være svært at kende forskel på de forskellige melodier. Spiller man alle deres numre, uden sang kan det således være svært at sige hvilken melodi der er tale om, og fra hvilket album! De har ikke Dylans evne til at være mangfoldig. Der er således ikke to af hans 35 album, som er ens. Som sagt, i modsætning til TV2, som har udgivet 30 plader, der mere lyder som 3-4 plader.