TV-2 skal bæres herfra

Og pludselig kan det hele hænge sammen uden at man påskønner det nok: Deltagelse i Beatles-symposium som afslutning på den fremragende udstilling på Koldinghus, TV-2 og Showtime højt opskruet på repeat i ipotten i stillekupeen, hvor jeg læser om Brandt i Ud & Se. Udenfor kører Danmark forbi, så vinterbrunt, gråt og smudsigt, at det bare er om selv at lægge farver på.

Kun få grupper er så danske som TV-2, kun få danskere så danske som Steffen Brandt, kærlighedens besynger og besværger, poppens sidste store tvivler, der har skrevet en sang, der hedder ‘Shakespeare i amerikansk politik’ og som kan få Randers Station til at lyde som et password til poesien og drømmene.

Det er med TV-2 som med det intercitytog, de lige så aarhusianske Gnags engang hyldede: Det bringer os fra her til der. Og som regel til tiden og (næsten) uden svinkeærinder.

Toget som metafor får kød og blod i sangen ‘En stil med emnet død’: “Det der endeløse savn/det er et tog, som kører langsomt forbi”. Og det er jo sådan det kan være, mærker jeg efter, mens vi og tiden af uvisse grunde holder stille mellem Nyborg og Odense.

I andre af sangene kommer toget op i fart og bliver en elektronisk evighedspuls, som trommeslageren Sven Gaul både forlyster sig med at løbe op og med at holde i gang. Han og bassisten Georg Olesen er de hemmelige stjerner i dette band, hvor det er alt for længe siden guitaristen Hans Erik Lerchenfeld har taget ordet og beholdt det længere et par takter.

Jeg har læst mig til, at nogle af mine kollegaer ikke synes så godt om pladen. De synes, den ligner de foregående for meget, ikke kan leve op til dengang klasselæreren gik, bruden blev kysset og kvinden kom – kortvarigt – ned på alle fire. Med andre ord: Anmeldermodtagelsen har været så blasert og positionerende som den plejer. Ude i folkedybet er der derimod ingen tvivl: Der er p.t. showtime øverst på hitlisterne, både dem for fysisk salg og for download.

Anmelderne går galt i byen, fordi de glemmer gruppens præmis: TV-2′s katalog er ikke kun en række albums af varierende kvalitet (men med høj laveste fællesnævner). De udgør een lang sang, udsat for forskellige variationer, tempi og temperamenter. Man kan også på dette nye album sagtens fordybe og fortabe sig i associationerne til Kliche, Depeche Mode, en lineær udgave af Talking Heads og få The Beatles til at møde David Bowie, men det er og bliver TV-2 med Steffen Brandt som både brand og momentvis brændende.

‘Fuck den kærlighed’ var næsten for indlysende som første singlevalg og radiolandeplage, en af disse bon mot-poprundgange, som TV-2 kan servere ad libitum. Men der er meget andet på albummet.

F.eks. den showstoppende ballade om ‘Den dag min elskede kommer hjem’. Over en melodi, der kunne være en opdatering af en af Svantes viser, bekender sangeren: “Jeg er en drømmer/den sidste tilbage/efter at John Lennon er død/men jeg vågner op igen/når min elskede kommer hjem…” Bortset fra at dansklæreren i mig siger, at der hverken er noget, der hedder vågne op eller ned, er følelsen ikke til at undgå. Virkelighedsfornægtelsen, håbet og den helt urimeligt fortærende længsel har ikke siden Povl Dissing været udtrykt så hudafskrabet på dansk.

Og så er det ikke længere relevant at tale om Steffen Brandt som ham, der gemmer sig i tvetydighed og subtil ironi. I virkeligheden er han altid lige om hjørnet, hvis man gør sig den ulejlighed at blive stående i venteposition lidt.

På parforlis-sangen ‘Bæres herfra’ er “drømmen lukket/fremtiden spærret af”, men undervejs i sangen bliver jeg mere og mere sikker på, at han lige så godt kan synge om de to, der bor i ham selv: “Du ser mig i skyggen jeg ser dig i lyset”. Tilbage bliver et højdepunkt, som viser sig at være et nulpunkt: “Du er alene på jorden/du er den største, selv kærligheden/er overvundet…” Et sted at begynde fra.

Smukkere startblokke findes ikke end på albummets afsluttende, nej, afrundende sang, ‘Vandfald’, en psalmisk perkussiv, keyboardbaseret ballade med ulmende guitar og ulmende uro. Engang bad Brandt os om at kysse det satans liv. Nu hedder det: “Græd for livet, mens du kan det/i morgen er det måske for sent”. Og der trækkes en lige linje til en af pladens andre sange, det meget personlige møde-med-døden i ‘Go tur hjem’.

Sådan er det med Steffen Brandt og TV-2. De hænger sammen, med sig selv og med tiden. Både den, der er gået, men altid kommer tilbage, og så den, der står og banker på.

Og så længe sendeforholdene er så gode, er der for mig at høre ingen grund til at brokke os.

TV-2: Showtime. Producere: Thomas Troelsen, Frederik Thaae & Kristian Vad. Universal.

Cover-design: Jo Dam Kærgaard