Udkants-tv fra velfærdets hjerte

Kommentarer slået fra

TV2’s regioner lever ikke op til fordommene om kun at dække personfikseret lokalpolitik, stramaj på biblioteket og snerydningsproblemer. Faktisk leverer de tit tv i øjenhøjde, som de landsdækkende kanaler kunne lære af.

Seneste eksempel er Lorry, som p.t. kører en serie om samfundets stedbørn, fra langtidsarbejdsløse til fattige indvandrerfamilier. Udkantsdanskerne lige om dit næste hjørne. ”Uden for døren” har man kaldt serien. Sikkert efter Kim Larsens sang om, at »der er ingen kære mor for lille Søren, når man havner uden for døren …«.

Journalister e-l-s-k-e-r historier om folk i nød. Skulle man tro dem, udgør posedamerne en af de dominerende befolkningsgrupper. Den slags socialromantik ser Lorry-serien ud til at undgå.

Vi mødte den midaldrende Michael Hartvigsen, arbejdsløs maskinarbejder på femte år, fraskilt, minimal kontakt til børnene og med køkkenbordet belagt med tomme øldåser. »Det har noget med håbløshed at gøre,« forklarede han sit drikkeri.

Alligevel havde han en tro på bedre tider. Som han sagde: »Når man kører op ad bakke, så må man da på et eller andet tidspunkt ramme toppen.«

Vi forlod ham, da han uden jubeloptimisme, men fortrøstningsfuld, påbegyndte et dagaktiveringsforløb på Kofoeds Skole. »Så har man da noget mellem hænderne« som han formulerede det. Og tilføjede: »I stedet for alle de teoretiske foredrag om forhold på arbejdsmarkedet«.

For at det hele ikke skulle ende som åben research til en Erik Clausen-film besøgte Lorry værestedet, Fundamentet. Her beskrev en nydelig mand, hvor kort der kan være fra at være inde i varmen og til at havne uden for døren, »diskvalificeret, vist bort«, som Larsen synger. Manden talte om sig selv. Han havde været mellemleder, blev skilt og røg ud af systemet. Nu kæmper han sig vej ind igen.

Nogen vil mene, at han og maskinarbejderen burde have fået mere journalistisk modspil. Måske, men journalistik handler også om at lytte, så vi andre kan få ro til at se.

Denne tv-anmeldelse kan også læses i dagens Politiken.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top