Udråbstegn ved Ane Cortzen

Kommentarer slået fra

Må anmeldere anmelde hinanden? Nu gør jeg det i hvert fald.

På DR2 har Ane Cortzen siden februar anmeldt tv i programmet TV!TV!TV! Udråbstegnene er ikke mine, men programtitlens, men der er grund til dem, for hun er vært i et seværdigt program.

Styrken ved programmet er også dets svaghed: Det er så værtsafhængigt, at det bliver en smagssag. Og Ane Cortzen gør ikke noget for at lefle for seerne. Hendes afblegede ydre er omvendt proportionalt med hendes meninger.

På den anden side ville det ikke være DR2, hvis der ikke blev eksponeret selvfedme og mediepolitisk smagsdommerkorrekthed.

Mandag var temaet dating-programmer. Sjovt var det, at Ane Cortzen udstillede sig selv som det friske kød i ”Dagens mand”. Og TV2’s ansvarlige på området, Gitte Madsen, havde en pointe, da hun sagde, at programmerne ikke handler om selve parringen, men om løbetiden, men hældte ellers tungt vand ud af ørerne.

Ane Cortzen har selv sagt, at godt tv først og fremmest er underholdende. Det kan hun selv være. Men hun glemmer ikke, at underholdning også er holdning.

Og det er her, hun bliver DR2-forudsigelig. F.eks. kan hun ikke lide ”Go’ Morgen Danmark”. Surprise! For Ane Cortzen ses det program bedst med ryggen til. I stedet for en smart dom, afsagt med ryggen til, havde det været mere givtigt at få belyst om programmets ønske om at få yngre seere er lykkedes.

Svaret er nemlig ikke så ligetil. De yngre værter har nok gjort deres, men man har ikke turdet kaste stamkunderne over bord. Sikkert fordi de unge er i skole eller på Facebook eller begge dele.

Derfor er det stadig programmet, hvor man får tips til påskesilden for så efter nyhederne at opleve studieværten bede sine gæster holde igen med ord som blowjob af hensyn til seerne – de unge eller de ældre? – hvorefter hun selv medvirker i et rødmende forstadie til tantrisk sex.

For nogle år siden ville man på DR2 have hyldet sådan en programflade som postmodernistisk, Ane Cortzen.

Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens Politiken.

Pressefoto: Bjarne Bergius Hermansen/DR ©

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top