Vaccinen virker stadig

For halvandet år siden på denne plads var jeg begejstret for The Vaccines, men også i tvivl om gruppens holdbarhed. Det er jeg nok stadigvæk, for så meget nyt bringer de ikke til torvs i deres charmerende og energiske genopdagelse af lige dele punk og tidlig rock, men indtil videre er de et stik i armen på dem, der ikke tror, at rocken ikke kan reproducere sig selv uden at lyde som en gentagelse.

Lyder det som det rene tomgangssnak? Sådan lyder gruppens andet album, Come of age, ikke.

The Vaccines er en gruppe af den slags, der laves for få af nu om dage. Økologisk og alligevel alt andet end fodformet. Og nu med et sikrere greb om sangene og arrangementerne. Det er lige før det er raffineret. Lige før…

Den gode sanger Justin Young sidder sammen med med-guitaristen Freddie Cowan forrest, når The Vaccines træder sømmet i bund og indtager allerede kendt land som om de har aldrig hørt eller set det før. Forfriskende og til tider rent ud forrygende.

The Clash møder Jonathan Richman, mens Bob Dylan og Ray Davies (hør bare den eksplosive indledningssang) ikke kan lade være med at blande sig.

Guitartemaerne med masser af 50′er-associationer udvider melodierne og omvendt. Og sangene handler om det, de skal handle om: Teenagere, teenageikoner (YouTube-link), håbefuldhed på trods og i bund og grund en hyldest til almindelighedens muligheder i en verden, hvor det bizarre alt for tit løber med opmærksomheden.

Som Justin Young synger: “I’m not magnetic or mytical/I’m suburban and typical/but I got it, i got it…”

I dén grad.

The Vaccines: Come of ages. Producer: Ethan Jones. Columbia/Sony

PR-foto: Roger Sargent

FØLG MIG PÅ FACEBOOK