Vaccinen virker stadig

Kommentarer slået fra

For halvandet år siden på denne plads var jeg begejstret for The Vaccines, men også i tvivl om gruppens holdbarhed. Det er jeg nok stadigvæk, for så meget nyt bringer de ikke til torvs i deres charmerende og energiske genopdagelse af lige dele punk og tidlig rock, men indtil videre er de et stik i armen på dem, der ikke tror, at rocken ikke kan reproducere sig selv uden at lyde som en gentagelse.

Lyder det som det rene tomgangssnak? Sådan lyder gruppens andet album, Come of age, ikke.

The Vaccines er en gruppe af den slags, der laves for få af nu om dage. Økologisk og alligevel alt andet end fodformet. Og nu med et sikrere greb om sangene og arrangementerne. Det er lige før det er raffineret. Lige før…

Den gode sanger Justin Young sidder sammen med med-guitaristen Freddie Cowan forrest, når The Vaccines træder sømmet i bund og indtager allerede kendt land som om de har aldrig hørt eller set det før. Forfriskende og til tider rent ud forrygende.

The Clash møder Jonathan Richman, mens Bob Dylan og Ray Davies (hør bare den eksplosive indledningssang) ikke kan lade være med at blande sig.

Guitartemaerne med masser af 50′er-associationer udvider melodierne og omvendt. Og sangene handler om det, de skal handle om: Teenagere, teenageikoner (YouTube-link), håbefuldhed på trods og i bund og grund en hyldest til almindelighedens muligheder i en verden, hvor det bizarre alt for tit løber med opmærksomheden.

Som Justin Young synger: “I’m not magnetic or mytical/I’m suburban and typical/but I got it, i got it…”

I dén grad.

The Vaccines: Come of ages. Producer: Ethan Jones. Columbia/Sony

PR-foto: Roger Sargent

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top