Værsgo: Mere Kims til alle

Til næste år er der 40 år siden, Poul Bruun reddede Gasolin’ fra at gå i opløsning ved at lade Kim Larsen gå i et lille studie på Nyvej på Frederiksberg for at indspille sit første soloalbum. De andre var nemlig ikke særligt lune på Larsens projekt, og han var på sin side ret sur over, at de andre i Gasolin’ kasserede alt for mange af hans numre. Resultatet blev et kompromis, hvor de andre lod Larsen holde frikvarter som svajerdansk gårdsanger mod at det næste Gasolin-’album, på Larsens begæring, også blev engelsksproget!

Værsgo kombinerede nutid og tradition, så den sagde spar to til det meste. Og pladen endte, mod Larsens vilje, i en kulturministeriel kanon (læs begrundelsen her). Så alt i alt skulle man tro, at der til næste år var lagt op til en jubilæumsudgave af format. Sådan ser det foreløbig ikke ud. I hvert fald er Værsgo med i den stak nye remasters, som Sony netop har sendt på gaden efter samme model som tidligere EMI.

Det vil sige fornyet lyd, varierende fra lidt bedre til ret meget bedre, nydelige booklets med sangtekster, men ingen historier om pladerne og tiden og (næsten) ingen bonusnumre. Efter sigende er no nonsense-udstyret på ordre fra kunstneren. Tja, af og til er beskedenhed ikke en dyd. I hvert fald ikke en diskografisk sådan.

Værsgo introducerede Thomas Grue og naturtalentet Søren Bernbom (der har sin egen plade på vej) og er stadig så uforlignelig i sin ubestikkelige gåen-mod-strømmen , at der ikke kan siges meget mere, men sagtens lyttes.

Ellers er Sony-bunken noget mere uegal end den konkurrerende kollegas. Først og fremmest fordi det daværende CBS’ frygt for at støde Larsen fra sig endte med at give ham fripas til den karrieremæssige dukkert i USA.

Genhørt uden al den positionering, der foregik fra både Larsen-lejren og pressen dengang, er det Kim Larsen & Yankee drengene fra 1978, der holder bedst. Der er over disse sumpede indspilninger et jeg-skal-gi-dig-skal-jeg drive, der forunderligt nok får Larsens Walbye-engelsk til at lyde naivt, men helt igennem uopstyltet. Musikalsk lyder det lidt, som hvis Allman Brothers mødte et guitarløst Gasolin’. Og en ballade som ‘This is my life’ er og bliver en rørende sang. Pladen var tilegnet Grundtvig, Little Richard og Leadbelly. Det lyder som andet end skolelærerkruk.

Derimod har de efterfølgende Joe Delia-producerede Jungledreams og Sitting on a time bomb bestemt ikke haft godt af lagringen. Overspændte, maskinelle og så forhippede på at være moderne, at de var umoderne, før de udkom. Blip-båt uden dobbeltbund. Undtagelsen er en kuriøs, men ikke ueffen udgave af Dylans ‘Tangled up in blue’. Og genhørt i dag kan man på ‘Rock ‘n’ roll city’ gennem klichémuren godt fornemme, hvor hjemløs hjemmefødingen Larsen faktisk følte sig i denne “town without pity”.

Larsen dumpede i USA, udtalte han senere selv. Den Nils Henriksen-producerede 231045-0637 fra 1979 finansierede opholdet i USA. Personnummerpladen indledes med instrumentalstykket ‘Moderne tider’, der lød alt andet. Snarere som et smukt Matador-outtake af Bent Fabricius-Bjerre, men det var Larsens måde at ophøje nostalgi til tidløshed på. Og selv om man kan indvende, at musikken på resten af albummet er lidt for præget af al det nymodens isenkram, enhver rockstjerne med respekt for sig selv skulle investere i dengang, gør det ikke noget, når resten er så fjong. Sange som ‘Dagen før’, ‘Ud i det blå’ og Tommy Bas’ ‘Sikken en følelse’ er årgangs-Larsen.

Lidt uden for nummer er Wisdom is sexy, som i EM-guldåret 1992 var Larsens tilbagevenden til CBS/Sony efter Midt om natten og Medley-millionerne. Sidste år forsøgte pladens producer, Kim Hyttel, i sin ufrivilligt underholdende, deprimerende revanchistiske selvbiografi at gøre Wisdom is sexy bedre end den er. Naturligt nok. Den er bare ikke særlig god. Som helhed.

Den hidsige produktion klæder faktisk det bandsat tætte band: bassisten Henning Pold, trommeslageren Hans Fagt og keyboardtalentet Ørva, der kombinerede ufortyndet punkenergi med flabet jazzrockattitude. Og sange som ‘Gør mig lykkelig’, ‘Hvis jeg vidste’ og bonusnumrene: Den indtagende ‘En sønderskudt pingvin’ (hvor han lyder som hvis Steffen Brandt lød som Kim Larsen) og det udviklingsironiserende ‘Fagre nye verden’ minder om, at det kunne være blevet en større plade, hvis ikke størrelsen på Larsens ego for en gangs skyld var løbet om hjørner med ham.

Men som han synger: “Mig og mit publikum vi kommer hele vejen rundt…” Sandelig. Og heldigvis. Tak for også denne svingom. Hvornår kommer så det store bokssæt med mere Kims til alle?

Sonys remasterserie, inklusive 5 Eiffel, er koordineret af Charlotte Paludan og remastereret af Jørgen Bo Behrensdorf.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK