Van er stadig my man

Gennem et par år har der været lukket ned for Van Morrisons officielle hjemmeside. Angiveligt på grund af gentagne, heftige hacker-angreb. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hackerne mon ‘bare’ er nogle af de mange, der gerne vil tættere på manden, og derfor forsøgte, om de kunne knække koden ad den vej.

Under alle omstændigheder har siden i nogen tid været genåbnet, og nu udsender Van The Man sit 34. studiealbum. Om det er fordi sangene er indspillet “hjemme” i Belfast eller fordi han nu udkommer på Blue Note skal jeg lade være usagt, men Born to sing: No plan B er et album, der tydeligere end længe viser, at han har sine rødder i jazzen og at han sørger for at give dem rigeligt med frisk vand. ‘Close Enough For Jazz’ hedder et af numrene, et charmerede stykke indolent bigband-swing, som kunne være et af dem, som hans far, Belfast-skibsværftsarbejderen, i sin tid hjembragte efter indkøb i den lokale specialimportbutik.

Det var sådan han, lille Ivan, første gang hørte Sidney Bechet, og sådan han hørte Howling Wolf, og vidste, at “that was it”, som han udtrykker det i et, efter Morrisonske forhold, uddybende interview i det seneste nummer af Mojo.

Van Morrison spiller selv alt sax hele vejen igennem på pladen, og han spiller ligesom han synger – afsøgende, kærtegnende og bønfaldende.

Det er sådan set det samme hver gang – stemmen, der river hjertesorger op med rode, melodierne, der lyder som selvudløsende variationer over det samme tema om lidelse og uforløst lyst, isprængt øjeblikke af naturstridig optimisme, der rammer lytterens øre på samme måde som øjet blændes af lykke ved det overrumplende møde med en lysning i en skov, der ellers tog sig så endeløs labyrintisk og mørk ud.

Det kan godt være, at han er branchens sureste løg, men hans stemme kan stadig få mig til at tude af taknemmelighed over, at den ikke er forstummet. I Mojo-interviewet kommenterer Morrison i øvrigt sit ry: Nej, han har aldrig været vred, kun frustreret…

Born to sing… har vel ikke helt de samme melodier som foregeående plader som Magic time og Keep it simple, men han fortsætter – sammen med tangentspilleren Paul Moran, blæserne Alistair og Christopher White samt guitaristen Dave Kerry, bassisten Paul Moore og trommeslageren Jeff Lardner – den tilbagespoling til sine oprindelige inspirationer, som han genoptog for alvor på Back to top fra 1999. En ny sang som ‘Pagan heart’ er f.eks. endnu en genrehengiven genopdagelse af ‘Hoochie Coochie Man’. Og ja, det handler igen om sjælen og hjertets ro midt i verdens materielle uro. Handler igen om at påkalde sig den elskendes opmærksomhed, som på den indledende ‘Open The Door (To Your Heart)’. Det kan være svært, når man som Morrison i den grad vægrer sig ved at sælge sig selv på det til enhver tid givne markeds præmisser.

Tre af disse nye, vokalimproviserende sange klokker ind omkring otte minutter. Og vil givet virke bedre live end her, hvor en sang som ‘Going Down To Monte Carlo’ truer med at gå i stå midtvejs, og ‘kun’ hives hjem på ren og skær og ubestikkelig musikalitet

Ja, køber man Van The Man, køber man hele pakken og den indeholder også lukkede, ja, forseglede rum.

Det er her, musikken kommer ind. Into the music hedder et af hans albums. ‘Into the mystic’ hedder en tidlig sang. De handler begge om det samme, at fortabe sig for at finde sig selv. Nøglen har enhver, der kan lytte. Også til sig selv. For dermed at lære at forstå hjertets uartikulerede tale, som et af hans 70′er-album hed.

Så fordybet/forgabt var jeg i musikken, at jeg ikke lagde mærke til, at  iTunes-mekanikken fik det nye album til at glide lige over i næste cd. Ud af højtttalerne kom ‘Brown eyed girl’, og det lød ikke, som om der var gået 45 år! Hvis han var politiker, ville man tale om sammenhængskraft. Det er han heldigvis ikke, men dét har han…

Van Morrison: Born to sing: No plan B. Producer: Van Morrison. Blue Note/Universal.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK