Varer diamanter evigt?

3 Comments

Cliff Richard er i England det nærmeste showbiz kommer en kongelig, så det var forventeligt og passende, at han optrådte foran Buckingham Palace i anledning af dronning Elizabeths tronjubilæum. Men jeg tænkte nu mit, da han sang ‘Devil Woman’ med linjerne »She’s just a devil woman, she’s gonna get you from behind …« Tankerne gik til Diana, prinsessen, der gjorde det britiske kongehus så populært som aldrig før, men som angiveligt blev mobbet af sin svigermor, så denne i medierne blev dæmoniseret som den onde svigermor.

Ved koncerten sås Lady Di kun i et sekundkort filmklip. Ellers var den tid bortretoucheret i en kavalkade over seks tiår med en regent, som sønnen, Dianas eksmand, beskrev som indbegrebet af »kærlighed og tolerance«, en kvinde, der har »holdt hovedet koldt og passet sit arbejde.«

Med andre ord: Vi overværede et spektakulært reklamestunt, ikke kun for jubilaren, men for det hårdt prøvede monarki. Og fik endnu engang bevist, at rock ikke længere er en modkultur. Men showet var så medrivende og godt filmet, at det var som at være der selv. Krydret med nærbilleder af et titusindtalligt publikum, som demonstrerede, at britisk excentricitet lever og har det godt. Festoriginalerne stod i kø for at slå sig løs og fik Distortion til at ligne blasert stådans.

Med slottet som videoillumineret bagtæppe fik en velholdt og velsyngende Tom Jones den royale loge til at sejle op ad åen, Elton John var Elton John, Annie Lennox overraskede ved stadig at være eurytmisk, Robbie Williams var en skarpsleben Mack The Knife, og oppe fra taget sang Madness ‘Our house’, så det var som om hele det atomiserede Commonwealth blev inviteret til te på slottet. Den gloriøse kolonitid blev også hyldet i et ufrivilligt patetisk indslag, hvor ‘Sing’, en ny (og nu hitlistetoppende) hymne af Andrew Lloyd Webber og koncertarrangøren Gary Barlow, i højstemte toner forsøgte at fremstille kolonitiden og dens efterbyrd som et ædelt humanistisk og klasseløst verdenssamfund (YouTube-link til officiel video). Barlow modtager nok en orden for sin indsats. Vi andre nøjedes med en dårlig smag i munden.

Dronningens mand var på hospitalet, så hun havde sit at tænke på, selv om man aldrig ved, hvad hun tænker bag den mutte mine. Hun lagde ikke handskerne, når hun klappede – kortvarigt – på en aften, hvor så meget og så mange klappede.

Ville man have en utekstet originalversion sendte BBC naturligvis det hele. På TV2 Charlie kommenterede og simultantolkede Ulla Terkelsen og Keld Heick. De var ikke ganske kompatible. Heick kommenterede med den viden og sikre timing, man husker fra hans tid som grandprix-kommentator. Terkelsen virkede i tidnød, var ikke helt så skarp, som hun plejer at være og var på grænsen til pinlig, da hun ikke greb Heicks hjælpende hånd, da hun kom til at sige, at Elizabeth tiltrådte i 2012 og blev kronet i 2013.

Det var dog for intet imod, hvor majestætsfornærmende det ville have været, hvis Paul McCartney havde givet sangen om, at »her majesty’s a pretty nice girl but she doesn’t have a lot to say…«

Mandag aften virkede det, som om Elizabeth II havde bestemt alt de sidste 60 år.

The Diamond Jubilee Concert, TV Charlie og BBC Entertainment, mandag.

Du kan finde en liste over de optrædende her.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

3 Comments

  1. comment-avatar
    capac6. juni 2012 - 11:06

    Jeg håber, du får det indlæg trykt i Politiken! Velskrevet!

  2. comment-avatar
    Torben Bille6. juni 2012 - 11:55

    Tak. Det er i avisen i dag. Lettere forkortet.

  3. comment-avatar
    capac6. juni 2012 - 14:12

    Sådan! :)

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top