Velvet og Nico op fra undergrunden

Da denne blogger var ung og mindre tung, var jeg hang-around i adskillige poporkestre. Et af de allerførste hed Fair Sex. Ja, smart navn, ikke? Vi nåede aldrig at spille offentligt, men øvede på guitaristens fars arbejde. Faderen var betjent eller sådan noget i Kirkeministeriet, så i weekenderne og efter lukketid ‘lånte’ vi et mødelokale og Frederiksholm Kanal genlød af sære, ukristelige lyde. De fleste af os i bandet var bedre til at spille håndbold end rock, betydeligt bedre endda, men det afholdt os ikke fra at udforske mulighederne. Vi kunne nogle numre af Spencer Davis Group og The Who samt selvfølgelig ‘Spoonful’ og ‘Summertime’. Under fremførelsen af de sidstnævnte slap vi gækken løs i noget, vi kaldte improvisation. Lange, endeløse forløb og jeg bidrog efter bedste evne med at lade min stålkam køre op og ned ad de ministerielle vinduesruder.

Det lød … nå, ja, som stålkam mod glas.

Jeg håber ikke nogen piratoptog det.

Jeg blev bragt tilbage til dengang det var før, fordi jeg netop har været igennem de seks cd’er på en såkaldt 45th Anniversary Super Deluxe version af The Velvet Underground & Nico, bananpladen blandt venner. To af pladerne rummer liveoptagelser fra The Valleydale Ballroom i Columbus fra 1966, samme år som Fair Sex kulminerede. Åbningsnummeret fra hin novemberaften i Ohio, det næsten halvtime lange ‘Melody laughter’, lyder kun marginalt bedre end os i Kirkeministeriet, men de får dog spillet sig op i løbet af nummeret, hvis man kan sige sådan om en musik, der henter sin dynamik fra en rugende, suggerende og sugende monotoni. Og som skylder en gruppe som The Fugs ikke så lidt, bortset fra at Lou Reed og John Cale tog sig selv noget mere alvorligt. Og havde mere renlivet rock i årerne, plus det andet.

Genhørt i dag er det mest chokerende ved selve studiealbummet hverken sangenes dystre enkelthed eller den afskrællelige Andy Warhol-designede banan, men hvor fjernt bandet var fra det, der foregik ovre, hvor det sneede – i Californien. Åbningssangen, ‘Sunday morning’ er det nærmeste vi kommer hippie-idyl. Og en popsang. Resten er fra et New York, kun få kendte. Bohemer, wannabes, groupier, forfatterspirer ventede på at berømmelsen skulle ramme den som det kick, alt for mange allerede var begyndt at få af nålen. Mørkere end mørkt. Ingen røgelse, men en masse røg af den slags, der kun var sjov i starten. Velvet Underground var forbi det sjove.

‘I’m Waiting for the Man’ synger Lou Reed som om han kender ham alt for godt. Og selv om der i dag kan være noget næsten komisk kitschet over Nicos absolut undskyldelige tykke tyske accent, er det svært at le  af hendes kranke skæbne. Hun var den urimeligt fotogene chanteuse i bandet, Reed var guitaristen, John Cale var den intellektuelle og Sterling Morrison og Maureen Tucker var arbejdsmændene. De spillede ikke minimalistisk af valg, men fordi de, bortset fra Cale, ikke kunne andet. Og i kulissen virkede Onkel Andy som en slags mentor eller var han bare endnu en groupie, der fik udlevet sine egne popstjernedrømme gennem bandet?

Albummet var ingen succes. Højeste placering på Billboard-listen var nummer 171. Siden er det som bekendt blevet en klassiker og stildannende. Det er ikke svært at høre hvorfor (selv om albummet ikke er mit foretrukne med VU). Bag al det depressive kæmper en livsvilje for at trænge igennem og når det lykkedes, er det så smukt som når en blomst gennemtrænger asfalten.

Det er ikke første gang, pladen genudsendes. Allmusic Guide opremser henved tredive genudgivelser gennem årene. Så sent som i 2002 kom en omhyggelig deluxe-udgave, bestående af både mono- og stereoversionen plus singler og uddrag fra Nico’s soloplade, Chelsea Girl.

Her, ti år senere, kan man så investere i en ultranørdet, boglignende udgave, der må siges at være udtømmende. Ud over selve det vist nok re-remastererede studiealbum (i stereo og mono) og hele Nico-pladen (som fortsat fremstår som en smuk faretruende blanding af uskyld og alt for megen erfaring) indeholder sættet som sagt liveoptagelser af gruppen i sin vorden samt de i samlerkredse legendariske og ofte bootleggede, bestemt ikke uinteressante Scepter-demos. Lyt f.eks. til en forrygende, nærmest Jefferson Airplane-agtig udgave af ‘Run, Run, Run’. For slet ikke at tale om en højspændingsfyldt ‘Miss Joanie Lee’ fra en øvesession i The Factory. Den vildskab fik Velvet Underground aldrig helt op til overfladen, da de gik i studiet.

Det hele indpakket, med et ikke alt for lovhudlende Richie Unterberger-essay, som et coffee table-værk, så fashionabel og pyntelig som Velvet Underground bestemt ikke sigtede efter at blive i deres korte, hektiske levetid. Og ja, bananen kan igen skrælles.

Det bliver svært at se, hvordan 50 års-udgivelsen kan toppe dette bokssæt.

The Velvet Underground and Nico: Andy Warhol presents The Velvet Underground and Nico. Compilationproducer: Bill Levinson. Polydor/Universal. 6cd.

PS: Og så er det altid tankevækkende at se, hvor uforbeholdent yngre generationer modtager en gruppe som Velvet Underground. Jeppe Krogsgaard Christensen anmelder sættet i Berlingske her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK