Vi er dem de (andre) unge ikke vil lege med

Midt i en beattid giver ordet til en gæsteblogger:

Forleden udgav Aura Dione sit andet album (du kan læse en anmeldelse her). Mange unge jubler og taler om, hvordan de altid har elsket hendes musik. Det er løgn. Hvis man spillede en sang fra hendes foregående album, Columbine, for dem, ville ingen af dem kunne genkende hende. Efter en tur gennem autotunen tilsat en håndfuld elektroniske lyde er den fine sangfugl med de smukke tekster forvandlet til en Lady Gaga-klon, der er nøgen på sit cover. Øv.

Autotuningen og elektropoppen har for længst overtaget hitlisterne. ”Der produceres udelukkende dårlig popmusik i dag,” og ”musikken var bedre, da vi havde en joint i den ene hånd og en ung pige under den anden,” kunne man fristes til at sige. Men det er måske også løgn. Der produceres masser af fremragende musik i dag – måske endda bedre.

Jeg er nået til et punkt i mit sekstenårige liv, hvor jeg kan anbefale musik til min egen far. Med al respekt for ham og hans viden er det svært at opdage de indiebands, der huserer i ‘undergrundsmiljøet’ – et ‘undergrundsband’ kan dog ironisk nok sagtens spille i Store Vega.

Halvdelen har godt nok været en af P3′s Uundgåelige, men helt ærligt. Hvem har ikke det? Navne som The Vaccines, Gotye, Florence and The Machine og Sia er i mine øjne nogle dem, der kendetegner god musik i dag – ikke Medina, Burhan G eller Rasmus Seebach. Nu vil jeg ikke misforstås. Der jo begrænset hvem, der slår de gode drenge Paul Simon, Sting, The Doors og The Jayhawks.

Som du nok har regnet ud, findes der stadig mange unge (undertegnede er en del af denne gruppe), der stadig kan spotte autotunen og den mainstreammusik. Vi er dem, der hører Bob Dylan på vej til skole, Sting på vej hjem fra skole og The Rolling Stones på vej i byen. Dem, der ved, at ‘The Sound of Silence’ er en sang af Paul Simon. Dem, der kan høre forskel på Paul McCartney solo og så The Beatles. Vi foretrækker tekster som ”To die by your side is such a heavenly way to die” frem for ”Fuck hvor jeg dog synes, det er synd for dig”. Tæerne krummes, når én af ens bedste veninder siger: ”Ej, hvorfor hører du allerede sådan noget jule-sigøjnermusik?”, når man hører Bob Dylan. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Der findes ikke mange af os – gid der gjorde. Men vi er der! Og vi skal nok beskytte den gode musik – selv om de andre unge ikke vil lege med os!

Amanda Bille Olsen