Viskinde kan ikke få nok af Bob
2. november 2011 //
Jeg ved ikke, om Peter Viskinde skal se Bob Dylan i aften i Herning, men oddsene er gode. Viskinde spiller nemlig i Ikast i morgen. På den anden side kan han sagtens have det lige som mig. Dylan er ikke et anliggende, man deler med tusinder af fadølshujende fans i en overdimensioneret håndboldhal. Dylan er en sindstilstand. Evigt foranderligt, et mentalt barometer, vi fik indopereret dengang vi troede verden kunne forandres.
I modsætning til undertegnede, som ‘kun’ bærer Dylan med mig, hvor jeg går – hvad enten jeg har glemt min iPod eller ej – kan Peter Viskinde synge sig ind og ud af Dylans sange. Det har han gjort tidligere. Ja, på 2010-albummet fortolkede han ‘Corinna Corinna’, ‘Love Minus Zero’ og ‘Don’t Think Twice’.
I august udgav Viskinde Can’t Escape From You, et helt album dedikeret til Dylan. Han vender ikke op og ned på Onkel Bobs sange, men er heller ikke en lydig nevø, der ærefrygtigt bare kopierer. Og heller ikke en intellektuel, der som f.eks. Bryan Ferry prøver at se, om han kan komme nærmere hemmelighederne ved at distancere sig.
Dylan er som bekendt, hvad man gør ham til. Og Viskinde gør ham til sin med sin varme, autentiske stemme, der nok føler, men aldrig indbyder til føleri.
Det er i al blog-korthed en troværdig og fremragende plade, som også gør Viskindes ganske lille band ære. Det er ikke så meget en udlægning som en blotlægning af, at Viskinde har brugt Dylan som både sårheler og stifinder, når det brændte på i hans liv.
Lad mig fremhæve den stoute, rytmisk tunge ‘She Belongs To Me’, og hans version af ‘Is Your Love In Vain’. Her spiller Viskinde den guitarbårne intro, Billy Cross aldrig blev bedt om at spille på originalversionen, der druknede i Alan Pasquas orgel. Orgel er der til gengæld ingen mangel på, når Lasse Nyrup intonerer ‘I Threw It All Away’ som den salme, den også er. Og når Viskinde synger “I must have been mad/I never knew what I had/Until I threw it all away…” synger han ikke bare et slidt refræn, men et helt liv.
Kun ‘Like A Rolling Stone’ virker lidt for tryk seksten-forceret. Ligesom titelsangen bliver alt det, resten af pladen ikke er – en lidt anstrengt kopi. Til gengæld viser datteren Maria Viskonti som gæstesanger på en smagfuldt arrangeret ‘Every Grain Of Sand’, at far ikke kun sang højt fra ‘De små synger’, dengang hun var barn.
Peter Viskinde kan ikke få nok af Bob. Og når han synger ham sådan her, rager Peter meget mere end en meter.
Peter Viskinde Band: Can’t Escape From You. Produceret af bandet. Mix: Steffen van Norde. Poplick Records.
Illustration: Cover malet af kunstneren
PS: En fin designmæssig finte er etiketten til selve cd’en, som er planket efter den navnkundige røde Columbia-label.
Kunsten ved en god anmeldelse, må være at kunne skrive meget om et produkt med få ord. Det er lykkedes her til fulde. F. eks. finder jeg det godt at man ikke blander hans karriere i Big Fat Snake ind i anmeldelsen da den jo intet har at gøre med hans nye solo-plade. Jeg deler selv TB´s begejstring for pladen, hvor især titelnummeret er særdeles fremragende. Men det som, især fik mig til at skrive denne kommentar er TB´s tanke om at fordi man er Dylan-tilhænger, så behøver man partou ikke at overvære alle “mesterens” koncerter.
Jeg selv har alt med Dylan og elsker det (omend han nok satte min kærlighed på prøve i 80´erne). Men jeg er ikke i Herning i aften, da jeg faktisk i højere grad nyder hans musik her hjemme i vores dejlige hus på landet. Med Dylan i ørerne, rødvinen i hånden og blikket rettet ud mod skoven og markerne, opnår jeg en lykke jeg ikke kan finde i de store koncerthaller. Nå nu må jeg løbe, skal lige høre den nye CD fra en anden Dylan-discipel, nemlig Johnny Madsen. Mon ikke snart TB skriver lidt om den og ham!
Min største respekt for hvad Torben Billes gennem årene har skrevet om og gjort for musikken i almindelighed og dansk musik i særdeleshed. Og stort kompliment til Viskinde for måden at tolke Dylan-sange på. Skal selv ud at høre ham og bandet live – endnu en gang – i aften i Ikast.
MEN kan ikke lade være med at tænke på, om denne forhåndsindtagede modvilje mod koncerten med Knopfler og Dylan i Boxen kunne skyldes, at anmelderne undtagelsesvis selv skulle betale for billetten…….
@Bente: Jeg betaler selv for mine billetter, og det har jeg gjort, siden jeg holdt med at dagbladsanmelde omkring årtusindskiftet. I øvrigt har billetten aldrig stået for mig som fryns, men som et arbejdsredskab, der skal sætte en koncertanmelder i stand til at udføre sit arbejde. Præcis som anmelderplader. At jeg har fået begge dele ‘gratis’ gennem årene har efter min bedste overbevisning ikke sat sig spor i mine meninger og eller frihed til at have dem.
Og, Bente, når man selv skal betale for at komme ind, betyder det ikke, at anmelderen selv betaler. Det gør hans eller hendes arbejdsgiver. Naturligvis.
Omvendt har du da helt ret, at anmelderne for sjældent sætter sig i det betalende publikums sted, når de oplever. Om de vil gøre, hvis de ikke fik såkaldte gratis plader/billetter er en trossag.
Og på samme måde skal der som betalende publikummer af og til en del til at indrømme, at man har spildt sin tid og sine penge.
@Bente: Jeg fornemmer ikke nogen modvilje til Dylan/knopfler-koncerten hos TB, blot at Dylan fylder så meget i sindet hos TB at en koncert mere eller mindre, med Dylan, ikke ville gøre en forskel! Som du ser af min ovn. kommentar var jeg heller ikke i Herning, trods min store kærlighed til Dylan, og jeg har da altid selv betalt mine billetter! I øvrigt er det da ganske naturligt at anmeldere får deres billet betalt af arbejdsgiveren. En taxa-chauffør betaler jo heller ikke selv benzinen når han kører med kunder!