Charlie Watts: 70 år på stikkerne

Charlie Watts, som torsdag med velklædt værdighed fylder 70, spillede ikke rock med Rolling Stones, da han sidst var i Danmark, men jazz. Sådan var det også første gang, han var på disse kanter. Dengang gik han som nyuddannet reklametegner og grafisk designer med seriøse planer om at skabe sig en karriere her. Han boede i Randers i 1961-62, hvor han i sin fritid spillede sammen med nu afdøde Holger Laumann i bandet Safari Jazz og Kardinalerne.

Hjemme i fødebyen London havde Watts inden afrejsen til det jyske siddet ind med Blues Incorporated. Kapelmesteren Alexis Koerner lokkede ham tilbage med løftet om et fast job, og sikkerhed i ansættelsen har altid betydet en del for Watts; måske en reminiscens af en arbejderklasseopvækst med en far som lastbilchauffør.

Blues Incorporated var husorkester i en klub i Ealing. Der hang alle mulige og umulige håbefulde ud. Blandt andre Mick Jagger og Keith Richards, som dannede Rolling Stones, der spillede i pauserne i klubben. Watts lod sig ved årsskiftet 1962-63 efter talrige inklinationer omsider overtale til at afløse den senere Kinks-trommeslager Mick Avory.

Siden har han været medlem af Stones, der på deres hjemmeside præsenterer ham som selve hjerteslaget i gruppen. Samtidig er der højt nok til loftet i det orkester til, at man kan se Watts citeret for at mene, at »jazz er min lidenskab. Det er den musik, jeg virkelig vil spille. Stones er blot et irriterende tidsfordriv.«

Selv om udsagnet ikke er ment ironisk, er det ikke det samme, som at han ikke har givet sig selv fuldt i Stones-sammenhænge. Et arbejde er et arbejde, og det passer man. Han er kendt for aldrig at tabe fatningen. Hans kombination af stoisk ro, tør humor og en velpointeret, effektskyende spillestil har i perioder været den samlende, livsnødvendige konstans i det mere eller mindre kreative krukkede kaos, Stones altid har udgjort.

Bortset fra en nedtur i 80’erne, hvor alkohol og stoffer truede med at gøre Charlie Watts til selve billedet på den depraverede rockstjerne, han ellers foragter, har han overlevet berømmelsen ved aldrig at lade sig mærke af den. Groupier og hedonisme har han ladet Jagger og Richards om. Han har været gift med sin Shirley siden 1964.

Og så har jazzen for Watts været en konstant påmindelse om, hvad der satte ham i gang med at spille. Som den autodidakte trommeslager engang har udtalt: »Jeg vidste ikke, hvad fanden Charlie Parker spillede. Jeg kunne bare godt lide den måde han gjorde det på.« Jazzgiganten fik i 1964 hovedrollen i Charlie Watts’ tegnede hyldestbog Ode to a flying Bird.

Fortiden i reklamebranchen er også kommet Stones til gode. Watts’ covertegning til albummet Between The Buttons er i dag ikonografisk. Og de sidste mange år har det været Watts, som i samarbejde med Mick Jagger, står for gruppens koncertscenografi.

Sideløbende med Stones er det blevet til en ganske præsentabel jazzkarriere. I 70’erne spillede han med Stones’ oprindelige pianist Ian ‘Stu’ Stewart i boogie woogie-bandet Rocket 88, og siden udgav han med egen kvartet et par plader med jazzstandards.

I 2004 fik han konstateret strubekræft, men er nu erklæret rask. Og har de senere år brugt en del penge og energi på diverse større orkestre, bl.a. The Charlie Watts Tentet. Her har han vist talent som bigbandarrangør og komponist, bl.a. af en suite tilegnet kollegaen Elvin Jones, og sidste år fik han Radioens Big Band op på stikkerne ved en koncert i København.

Charlie Watts er helt sikkert ikke foruroliget ved meddelelsen om, at Mick Jagger er i færd med at danne et nyt band som supplement til Stones, der ellers rygtedes på landevejene igen for at fejre næste års 50 års jubilæum.

Han har nemlig altid været et hjemmemenneske, og nyder dagligdagen i den landsby, hvor fruen driver et stutteri og han pusler med sine fuldblodsbiler i millionklassen. »Jeg hader at tage hjemmefra,« har han sagt. »På den led er det et lidt upraktisk job, jeg har valgt, for jeg elsker jo også at spille…«

PR-foto af APA/Zeppelzauer

Capac fejrer også rullestenen.