Wergeløst VM

Kommentarer slået fra

I tirsdags burde TV2 have forsynet sportsindslaget fra kl. 8.10 til 8.12 med skiltet ’breaking news’. For første gang længe afviklede de en historie uden de sproglige klicheer, der har hærget VM-dækningen: ’Schweizerne hænger med koklokken’, Nordkoreas hold består af ’nordkoreanske krigere’, japanerne er ’blå samuraier’, og miseren omkring de fornedrede franskmænd beskrives som ’hanefight’ og ’galehus’. Hane og galer, fik I den derude? Så hellere Ekstra Bladets ’Ris til egen røv’ efter nederlaget til Japan.

For VM er jo ikke bare tåkrummende billeder af Tomassons brændte chancer eller de ultra slow-replays, der gør spillet mere fascinerende end det hidtil har været. Det er også ord. Kampdækningen er per definition dobbeltbemandet, uden at DR og TV2 tilsyneladende har gjort sig tanker om, hvad referenten skal med medkommentatoren. Det giver ikke bare sig selv. For at få det samspil til at fungere er det afgørende med et uudtalt hierarki eller det naturbegavede samspil (Werge & Frimann, hvor er I?). Journalisten har bolden og kan så give den videre til eksperten, som fortæller os, hvad vi ikke selv kan se.

DR har radiospeakeren Henrik Liniger i Sydafrika. Han stoler ikke på billedforbindelsen, så han taler kampen ihjel. Ved sin side har han fodboldkyndige Jan Kalborg. Han lyder som et tørt taktikmøde, og taler om ’dyb organisation’ som om det er noget alle ved. På TV2 er Flemming Toft sig selv og tak for det. Intet erstatter ægte sorg og glæde.

Kollegaen Thomas Kristensen har måske nok håndbold som spidskompetence, men formidler fodbold så usentimentalt, men alligevel begejstret og vidende, at det ikke er til at forstå, hvorfor Erik Rasmussen sidder ved siden af. Han lyder som et leksikon, der fylder for meget. Og besidder ganske enkelt ikke musikalitet nok til at være bisidder. Jeg vil hellere vide, hvorfor der bliver spillet eller ikke spillet som der gør end afliringer af i denne sammenhæng ligegyldig fodbold-besserwissen.

Nu, hvor VM for alvor er begyndt, trænger to spørgsmål sig derfor på: Hvornår sender TV2 Troels Bech i kamp? Og kan de p.t. stærkt reklameanpriste piller mod den åbenbart truende folkesygdom, halsbrand, mon også bruges mod sproglig forstoppelse?

Denne tv-anmeldelse står også at læse i Politiken Søndag.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top