West Side Napoli

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive så vild med (den kgl.) ballet, at jeg faktisk kan genkende nogle af solodansere, men sådan er det. Og min indre gadedreng fra Sydhavnen må leve med det. Ballet er jo selve balancegangen mellem det vægtløse og det jordbundne, mellem drømsk poesi og en kødelighed, der er alt andet end parfumeret.

Dog har jeg (endnu ikke?) lært at sætte så meget pris på Bournonville-traditionen, som jeg har læst, at man skal. Så ethvert tilløb til at underminere den vil jeg pr. definition hilse velkommen. Sammen med Sorella Englund har balletmester Nikolaj Hübbe nyfortolket “Napoli”, balletten som Hübbe i forestillingsprogrammet selv kalder en “sakrosant perle”. Hvis man hører til dem, der – med rette – ser “Napoli” som turistvenligt kulturelt arvegods på linje med Den lille Havfrue og anden kagedåset egnet kitsch, så får man (læs: jeg) et chok, når tæppet går på Gl. Scene.

I Maja Ravns i bogstaveligste forstand bjergtagende scenografi er balletten nemlig flyttet fra 1800-tallets romantisk-naive forestilling om Italien og italienerne som uskyldens og oprindelighedens moderland til 50′ernes Napoli, komplet med mafiosi, ludere, alfonser, morliller og verdens bedste danser, Thomas Lund, i forrygende drag. Inspirationen siges at være hentet fra de neorealistiske italienske film, men der er også en god del West Side Story over foretagendet. Man kan indvende, at de som altid – for koreografien er den gamle lurmærkede – mest gebærder sig gennem første akt af Teresina og Gennaros drabelige kærlighedshistorie, men spektakulært, det er det.

Og i anden akt bliver det endnu mere seværdigt. Det er, som måske bekendt, der, hvor Gennaro udfrir den druknede Teresina af kløerne på Golfo, havdybets konge. På et så at sige levende azurblåt bagtæppe danser Gitte Lindstrøm og Ulrik Birkkjær sig væk fra døden og tilbage til den evige kærlighed. Det er, skal vi nøjes med at sige, ret overvældende. Smukt – også på grund af Louise Alenius’s nye musik. Og troværdigt på den naturstridige måde.

Helt så radikalt er der ikke gået til værks i tredje akt. Det er stadig mest en, bevares, formidabel opvisning i spring- og dansediscipliner. Der har altid været lidt gymnastikopvisning over denne sidstedel, som til gengæld her ikke slutter med den ufrivilligt komiske køretur i den blomsterkransede kærre. Næh, det unge par vinker Prinsessen holder fridag-farvel siddende på en Vespa-scooter. Lige som resten af forestillingen virker det ikke som et faux pas.

Medvirkende til den nye nutidighed var også, at publikum den aften (i onsdags) jeg så den ikke mindst bestod af en både meget synlig og meget medlevende (læs: højrøstet) skare af tørklædeihyllede teenagepiger af anden etnisk herkomst end Bournonville og de fleste af os andre gråhårede. Det gav liv.

Den fornyede Napoli spiller til og med lørdag 28.11. I hvert fald i denne omgang.

Billedet, taget af Costin Radu, er hentet som pressebillede fra Det kgl. Teaters hjemmeside.