Wilco og et tralala, der gør ondt
24. oktober 2011 //
Da Jeff Tweedy efter seks år i 1994 gjorde den ramsaltede countrygruppe Uncle Tupleo til fortid, stillede han ikke af den grund cowboystøvlerne. Han trådte bare ind i nutiden med Wilco, som nu er aktuel med sit ottende studiealbum, The whole love.
Selv om det kan forkomme meget lidt anmelderagtigt, er det meget svært at være andet end helhjertet begejstret for denne alt andet end halvhjertede plade.
Tweedy er, sammen med den fint pointerende bassist John Stirratt, og den innovative, men aldrig indviklede multikeyboardspiller Mikael Jorgensen, hovedstemmen i en musik, der kun til nød kan forkortes alt country.
Vi er stadig på landet, men ikke i et frilandsmuseum. Maskinparken er up to date og står ikke og ruster. Som altid med Wilco lyder de med deres loop-iblandede guitarrock som en meget selvstændig hybrid af Radiohead på en dag, hvor studenterhuen ikke partout skal flashes, og de stilbeslægtede, mere rustikke Jayhawks (som Tweedy har spillet en del med). Farfisa-orgler og Neil Young-guitarer fuldender indtrykket af en musik, der er lige så eklektisk som elektrisk.
Sangene handler om det, alle gode sange handler om – kærlighed og hvordan vi finder ind og ud af den. Tweedy synger med en stemme, der er både mørk og melankolsk og skærende smuk. Tom Petty har altid været en af hans nære musikalske slægtninge. Hør bare ‘Born alone’. Eller se den her.
Det samme, om end godt forklædt, har The Beatles været. En sang som ‘Sunloathe’ kunne have været med på Abbey Road og et sted er der en sampling, der lyder som noget fra ‘Yellow Submarine’.
Tweedys tæft for skridsikre refræner viser sig på en melodi som ‘Dawned On Me’ om det nærmest uundgåeligt selvpineriske i, at elskende altid forsøger at vende tilbage til forhold, der er fortid. For at skabe sig en stakket nutid. Aldrig har et tralalala lydt så smertefuldt.
I en verden, hvor iTunes og nu Spotify er godt på vej til at vænne os af med at betragte albums som helheder, er Wilco’s ‘The whole love‘ et smittefarligt sted at starte, hvis man vil have genoptaget sin afhængig af musik, der hænger sammen ved netop at besynge en verden, hvor alt for lidt efterhånden hænger sammen.
Ukrediteret pr-foto hentet her.
Anmeldelsen er skrevet til Geiger og kan også læses der.
