Würgler væbner sig til anti-krig

Kommentarer slået fra

Der efterspørges fra tid til anden mere stillingtagende sange, ja, nogen undrer sig endda over, at tider som disse ikke får protestsangere til at stå i kø ved meningsautomaterne på samme måde som i 70′erne.

Personligt savner jeg ikke den plakattydelige versekunst, der havde alt for let ved at skelne ven fra fjende uden nuancer. Der var noget trygt og ret frelst ved det meste af den gammeldags protestsang.

Arne Würgler er, med rette eller urette, blevet selve symbolet på den tid. Det er rigtigt, at nogle af hans sange fra dengang ikke tåler genopførelsen i de nye tider, men det, man ofte glemmer, når man taler om Würgler som forældet stilikon, er, hvor ægte hans engagement altid har været.

Hvad enten han sang om folkeskolen eller EF, så var den dybfølte bekymring på de umælende og undertryktes vegne altid til stede i hans sange. Det er den stadig, skal jeg hilse og sige.

Det kan man høre på den cd med to nye numre, han netop har fået udgivet. Emnet er ikke overrendt af danske musikere: Afghanistan og vores krigsførelse derovre. Eller som det hedder på militærteknokratisk: Vores engagement.

Würgler har skrevet nye ord til gammel musik. ‘Små bange pindsvin’ bygger på Carl Nielsen og Harald Bergsteds ‘Solen er så rød, mor’ (og har Charlie McCoy på mundharpe), og på ‘Støt vore drenge’ har Nils Tuxen været tilbage i middelalderen for at hente inspiration til sin instrumentale underlægning til Würglers vers.

‘Små bange pindsvin’ virker bedst. Würgler lyder, som om han står vagt i samme stue som lytteren. Han sætter sig ind i den hjemvendte soldats traumer og tanker. Denne er “konstant på vagt og undgår al kontakt” efter at have været i Helmand, hvor “frygten frøs min hjerne bort”. Og hvor fremmedgørelsen er livsfarlig.

Som man kan læse, er rimene ret håndfaste, men ikke uden virkning. Især fordi vi hele tiden har den idyliserende, arketypisk danske originaltekst kørende i baghovedet: “Hvad laver vi dog her, små bange pindsvin står på rad. Hvad er det dog vi ser?”

Singlens andet nummer har ikke nær samme nærvær. Den virker skrevet til en demo af den slags, der ikke findes mere herhjemme. En strofe lyder: “Krigen vil dømme os en dag, blod kan ikke vaskes af”, og omkvædet “Støt vore drenge. Bring dem hjem” har en pudsig overraskelseseffekt. Men resten af sangen er mere velment end original: “En statsminister i afstemt sorg/skam over hele Christiansborg…”

“Vi får aldrig fred med vold” synger Arne Würgler. Og det er jo så rigtigt, at det somme tider godt kan være forkert.

Det har Enhedslistens Frank Aaen på det seneste jo måttet sande. I den vedlagte pressemeddelelse anbefaler han udgivelsen med ordene: “Det er vigtigt, at ikke bare politikere, men også danske kunstnere blander sig i debatten om krigene. Derfor hilses Arne Würglers sange mere end velkommen.”

Ikke et ord om Libyen.

Arne Würglers nye udspil stopper næppe diskussionen for og imod tidens påfaldende mangel på protestsange, men hans stemme er i hvert fald ikke ladet med løst krudt.

Arne Würgler: Små bange pindsvin/Støt vore drenge. Cope Records/VME

Et overskud fra salget af sangene tilfalder HKKF, Hærens Konstabel og Korporal Forenings Livline, til de hårdest ramte soldater fra krigen.

Ukrediteret pressefoto.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top