Yo La Tengo – blidhed og uro

1 Comment
Yo La Tengo – blidhed og uro

Tilbage i slut-firserne, dengang ‘indie’ ikke var en massebetegnelse, men et begreb, der signalerede både kvalitet og integritet, blev New Jersey-bandet, Yo La Tengo, kritikerkæledægger. Det er guitaristen og sangeren, Ira Kaplan, hans hustru, den syngende (og fremragende) trommeslager Georgia Hubley, og bassisten James McNew, blevet ved med at være. Med god grund.

Trioen har hele tiden haft potentialet til at blive den næste store ting, men det stringente har aldrig interesseret dem, så karriererådgivere går forgæves her. Det samme gør store pladeselskaber.

I den seneste udgave af Rolling Stone Album Guide (fra 2004 – og hvor vi dog savner en ny…) giver Rob Sheffield denne karakteristik af You La Tengo: “They experiment constantly, so all their albums have tracks that are too awful to even count as filler … they do folkie ballads, the do noise, the try endless guitar jams, they play around with keyboards and drum loops, they cover any song that pops into their heads, and they were great on The Simpsons…”

Yo La Tengo trækker både på Velvet Underground, Pearls Before Swine og Beach Boys: De har indspillet ‘Little Honda’, som den ville have lydt, hvis Brian Wilson var en punkrocker, og guitarinstrumentalnummeret, ‘I Heard You Looking’ (Vimeo-link) er lige så nervepirrende som det er smukt. Og de har engang akkompagneret en avisoplæsning, men de skriver også sange af en eksistentiel blidhed, som må være blevet hørt mere end en gang af Magnetic Fields, Fleet Foxes og Bright Eyes.

Det gør de også på deres nye og trettende studiealbum siden debuten i 1986. Det støjer – næsten – ikke, men alligevel går der gennem musikken en understrøm, en bevidsthed om, at selv den vokalharmoniserende skønhed (og Hubley og Kaplan synger sammen, så man forstår, hvorfor de ikke er skilt) gemmer på en ulmende uro – samme dobbelthed man finder i deres store 90′er-album ‘I Can Hear The Heart Beating As One’.

I den retning er Fade et af Yo La Tengos mest tilgængelige, mindst eklektiske albums uden af den grund at lægge sig i rockens midterrabat. John McEntire har produceret. Han har arbejdet sammen med bl.a. Bright Eyes og Teenage Fanclub og Tortoise.

De nye sange som den Portishead-beslægtede ‘Cornelia & Jane’ og den betagende blæserunderstøttede koda, ‘Before We Run’ (YouTube-link), er sange om at turde være sammen i hinanden uden at udslette sig selv. Og James McNew spiller, så man forstår, hvorfor han engang kaldte en soloplade for “a plea for tenderness”.

Der er en smuk, men aldrig pittoresk tysthed over denne musik, som er nærmest anråbende. Lyder det dumt? Det er fordi musikken faktisk siger mere end ord.

Yo La Tengo: Fade. Producer: John McEntire. Matador/Playground

OLE9942_promopic1

FØLG MIG OGSÅ FACEBOOK

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    arne schiøtt22. januar 2013 - 22:40

    Det er utrolig hvad en anmeldelse kan gøre. Igår kendte jeg ikke Yo La tengo. Det gør jeg nu, og har investeret i den nye CD “Fade”. Det er en uhyre smuk og lavmælt plade som vækker minder om Low og Tindersticks! Kan anbefales uden forbehold! Og tak til TB, som hjælper mig til at jeg kan holde mig up to date, med ny musik!

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top