Young Flowers i nyt vand

Kan det betale sig at gå over åen efter vand? Det spørgsmål kan den engelske rockjournalist Kieron Tyler fra Mojo ikke have stillet sig, inden han gik i gang med at lave sin netop udsendte kompilering af Young Flowers. Eller også svarede han ja. Det sidste lyder som det mest sandsynlige, når man gennemhører disse to cd’er med et af de første danske bands, der både delte tidens psykedeliske vision og som samtidig var så teknisk kompetente, at luften ikke gik af fantasiballonen, når først den var sendt til vejrs.

Samtidig var de ikke så virtuose, at de distancerede sig fra deres publikum. De tog os med på opdagelsesrejsen i stedet for at lade os stå tilbage på jorden i vores lugtende afghanerkåber og udtrådte ørkenstøvler, måbende op mod rockguderne.

Sådan havde de selv haft, da de første gang stødte hovedet mod den nye rockmur, Jimi Hendrix og Cream var ved at bygge. De opdagede, at muren på Harry Pottersk vis åbnede sig og førte indad, udad og opad for den, der troede nok.

De første kim til Young Flowers blev sået, da The Defenders i maj 1967 varmede op for Hendrix i Falkoner Centret. Defenders-guitaristen Jens Dahl og -trommeslageren Ken Gudman havde bagefter svært ved at komme ned på jorden. Her var jo en vej ud af den popfælde, der havde klappet om The Defenders. Sammen med den jazzopfostrede bassist, Peter Ingmann, brugte de ‘the summer of love’ på at øve sig og sprang så ud som Young Flowers ved Festival of flower children i Falkoner Centret 10. september samme år. Som opvarmning for Traffic. De faldt ikke igennem, men hold kæft hvor spillede de højt.

Det blev de ved med, og live fik Marshall-forstærkerne om muligt endnu et hak, da Dahl forlod gruppen efter singledebut’en ‘Like birds’. Hans afløser, Peer Frost, var en lige så formidabel guitarist, men lige den tand mere nysgerrig og musikalsk vovet, som gjorde en forskel.

Den nye dobbelt-cd rummer begge bandets studieplader fra 1968 og 1969, det meste af musikken til Jens Jørgen Thorsens Henry Miller-filmatisering ‘Stille dage i Clichy’ og så en håndfuld liveoptagelser.

Det er nemt nok at høre, hvor Young Flowers havde inspirationen fra. Wah wah-pedalen var endnu ikke så fladtrådt, så den var det sidste teknologiske skrig sammen med phasing, og et Cream-nummer som ‘Tales of brave Ulysses’ har Young Flowers hørt mere end en gang ligesom Mike Bloomfields guitaristiske tour de force på East-West er forbillede for ‘April 68′.

Peter Ingemann har aldrig haft verdens største stemme og han er ingen Jack Bruce, men han formår faktisk på både engelsk (til Walt Whitmans ‘Leaves of Grass’-digte!) og især dansk at lyde både indædt og inderlig. Oppe i træet, der sidder han sgu. Og der er masser af plads på grenen, som aldrig knækker.

Mens den improvisatoriske side af Young Flowers er et velbeskrevet blad, minder denne udgivelse om, at bandet faktisk var ret gode Dylan-fortolkere. Live-versionen fra Århus Stadionhal af ‘Tonight I’ll Be Staying Here With You’ kunne bestå en blindfoldtest som The Band, og ‘Down Along The Cove’ fra Blomsterpistolen har en Louisiana-sumpet mystik og sejt Ken Gudman-spil. Der må lettes på hi-hatten. Og Ingemann kan det der med at lade sin basgang være en melodi i melodien.

Trioens andet album viste formens begrænsninger, men også at bandet i tidens generøse ånd forsøgte at åbne sig. Indforskrevet blev en del medhippier, syrepedalen blev trådt i bund og notorisk er flipperiet på ‘Kragerne vender’, men man var ikke bleg for at indforskrive specialarbejdere, når det krævedes. F.eks. er honky-tonk-klaveret på ‘Won’t You Take My Place In The Queue’ trakteret af det unge vidunderbarn, Tommy Seebach Mortensen.

Skjules kunne det ikke, at blomsterne hang lidt med hovedet, da et nyt årti meldte sin ankomst. For Peter Ingemann indebar det en mere forpligtende intensivering af det samarbejde, der allerede var indledt med sangeren og sangskriveren Niels Skousen. ‘Hey Princess’ var et af deres numre, der endte med at løbe ud i sandet, da Young Flowers efter en uforløst turne til Canada og USA aldrig fik indspillet et tredje album. Nu genopstår det i al sin remastererede elektricitet som et live outtake fra ’69 (i øvrigt for anden gang, for Karma’s live-cd fra 2002 præsenterede de fleste af denne nye cds liveoptagelser). For diskofile feinschmeckere er det værd at notere sig, at ‘Hey Princess’ året efter i akustisk udgave med delvis dansk tekst var et af de første numre, Skousen & Ingemann spillede live – en version kan høres på jubilæumsudgaven af Herfra hvor vi står.

Alt i alt: Blomsterpistolen er stadig skarpladt og kragerne nægter at vende. Om jeg kan lide det? Mand, jeg er syg.

Young Flowers: Take warning – the complete studio recordings. Compilation produceret af Kieron Tyler og Mark Strafford. RPM/Cherry Red Records.

PS: Indehavere af cd’en Young Flowers 1968-1969, udgivet af PolyGram i 1987, vil nikke genkendende til størsteparten af nyudgivelsens track list. Desværre er de engelske liner notes ikke så fyldestgørende som Claus Rasmussens på 1987-udgaven. Til gengæld er lyden mere dynamisk. Der kom også mere eller måske snarere mindre officielt en lidt dubiøs kompilering, Sound Gallery 1967-70, i 1999. Karma’s 2002-cd rummer også liveversioner, som ikke er med her. Den komplete Young Flowers-boks har vi stadig til gode, Peter Ingemann…

PPS: Og så er det lidt sært, men også ganske smukt, at pladens omslagsfoto viser gruppen med Jens Dahl som guitarist. Han medvirkede trods alt kun på singlen.

Pladen kan købes her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK