Younger than yesterday genhørt

3 Comments

På søndag fylder David Crosby 70. I 1967 blev han smidt ud af The Byrds, men nåede samme år at sætte sit skæve fingeraftryk på albummet Younger Than Yesterday, som altid er et genhør værd.

I FEBRUAR 1967 var Crosby på besøg i London. Naturligvis kiggede han forbi Abbey Road, hvor kollegaerne fra The Beatles havde travlt. De var ved at færdiggøre Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club. Crosby blev anbragt på en stol mellem to køleskabsstore højttalere, mens beatlerne hvisketiske- fnisede inde bag studiets glasrude.

Nu skulle han lige godt falde på røven, ham fra det pressen kaldte de amerikanske Beatles. Og lidt efter fyldtes rummet – og Crosbys hoved – af den spritnye, totalt form- omvæltende »A Day In The Life«. Hagen endte nede på maven af Crosby. Han havde aldrig hørt magen til sang, avantgarde og pop i ét.

Og så alligevel ikke, for Crosby havde ingen grund til at bøje hovedet, da han forlod Abbey Road for at tage ud og spise hos sin nye ven, Hollies-sangeren Graham Nash. The Byrds havde netop i Los Angeles færdigindspillet albummet Younger Than Yesterday, der tog afsked med den begrænsende rolle som fanebærer for folkrocken.

Pladebranchen havde ved lyden af Roger McGuinns 12-strengede Rickenbacker-guitar, stemt i et ringende lyst E, fået øre for rockens økonomiske potentiale. Det kunne The Byrds om nogen tale med om, og det gjorde de på deres nye single »So You Wanna Be A Rock & Roll Star«:

Sell your soul to the company who are waiting to sell plastic ware
And in a week or two if you make the charts the girls’ll tear you apart

Det er først og fremmest en ørehængende uptemposang med McGuinns varemærkeguitarfigurer, med noget så dengang eksotisk som sydafrikaneren Hugh Masekelas trompet i toppen og et omkvæd af den slags, ingen hitliste lukker ude. Sangen er vist skrevet som en besk kommentar til datidens boyband, det prototypiske popprodukt The Monkees, men The Byrds synger også om sig selv. Bandets meget arbejdsgivervenlige pladekontrakt betød nemlig, at Younger Than Yesterday var dets fjerde album på under to år. Rene Elvis-forhold. Omvendt havde gruppen så opslidende interne magtkampe, at musikerne på den måde kom af med overtrykket.

YOUNGER THAN Yesterday er en plade, som hænger sammen på grund af de musikalske modsætninger. Den afspejler det kreative kaos, hangen til en ny form for sensitivitet og viljen, men ikke altid evnen til at møde verden fordomsfrit, som kendetegnede hippiegenerationen lige før voksenverdenen bankede på. I den ene ende McGuinn og til dels Chris Hillmans sikkert turnerede sange af det, vi i dag ville kalde mainstreamorientering – med tydelige ekkoer af The Beatles, men også båret af dette særlige amerikanske udsyn. Tag f.eks. en sang som Hillmans ‘Have You Seen Her Face’. Eller de steder, hvor det senere Byrds-medlem Clarence White som gæstemusiker diskret foregriber gruppens senere forvandling til countryrock.

I den anden ende David Crosbys eksperimenterende, meditative sange med zitar, tablaer, båndloop og hele klangmenageriet. En sang som ‘Mind Gardens’ er i dag lige ved at være en parodi, men den meget følte, men ikke følende ‘Renaissance Fair’ og den rent ud eksistentielle ‘Everybody’s Been Burned’ er musik af den slags, der overskrider sin egen tid.

De sange blev til uden de andre i gruppen. Som endte med at blive enige om, at nok havde de ikke noget at lade hinanden høre, men det dummeste svin hed David Crosby. Med til historien hører, at McGuinn i det glimrende Byrds-bokssæt, der kom i 2006, erkender, at det først senere gik op for dem, at de havde smidt kreativt guld på porten.

Crosbys ufrivillige exit i efteråret 1967 var i virkeligheden ikke uvelkommen for ham. Han kom fremover til at skændtes frugtbart med Graham Nash og ikke mindst Stephen Stills. Selv om Crosby medvirkede på ca. halvdelen af den næste Byrds-lp, erstattedes hans billede på forsiden af et billede af en hest. Eller som America sang nogle år senere – ‘A Horse With No Name’.

The Byrds: Younger than yesterday. Producer: Gary Usher. Cover: Frank Bez & Watts Design

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

3 Comments

  1. comment-avatar
    Jens-Emil Nielsen10. august 2011 - 12:04

    Hører altid “Sweetheart At The Rodeo” på det gamle B&O-anlæg fra 60´erne i sommerhuset.

  2. comment-avatar
    Carsten Rydzy12. august 2011 - 00:06

    Roger McGuinn blev en gang spurgt om hestehovedet på omslaget skulle erstatte David Crosby, hvortil Roger McGuinn svarede “Nej, så skulle vi have bragt den anden ende af hesten”, kan ikke huske,hvor citatet er fra, men historien er god. Ja, Clarence White var en fabelagtig guitarist, opdagede ham i 1996 via en bassist i vort tidligere band og siden har jeg forsøgt at aflure tricks fra ham og James Burton, med nogle held, fandt ud af at min Telecaster ikke har brug for alle pedalerne

  3. comment-avatar
    Torben12. august 2011 - 09:00

    :-)

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top