50 år i dag: Dylans første

5 Comments

I dag er det 50 år siden, Columbia Records udsendte det første studiealbum (af til dato 34) med Bob Dylan. Pladeselskabet var, som det hed i bagsidenoterne, “proud to introduce a major new figure in American folk music.” Det er faktisk en af de plader, der bliver bedre med årene. Ikke at jeg hørte den, da den kom – det var der ikke mange, der gjorde, men den kan sagtens høres som et stikordsregister til alle senere Dylan-plader. Okay, han var ung og fuld af attitude, og lyder somme tider lidt komisk, når han skal lyde desperat, dødsfikseret og verdenserfaren, men produceren John Hammond havde fat i fremtiden de to dage i november i 1961, hvor Bob Dylan blev til.

Forhistorien er kendt, men så god, at den nok tåler gentagelse: Da Dylan i 1960 forlod Minneapolis for at tage til New York City var det ikke kun for at få en bid af det største æble i verden, men for, som en anden pilgrim, at aflægge sit idol, Woody Guthrie, et besøg. Guthrie var ramt af den arvelige, uhelbredelige nervesygdom, Huntington’s Chorea, som han endte med at dø af i 1967. Inden da nåede Dylan og han at blive venner eller måske snarere åndsfæller. Venskabet underspillede Dylan ikke over for sin nye omgangskreds i NYC. Det øgede hans kunstneriske kreditværdighed i et folkemusikmiljø, hvor kindkyssene og omfavnelserne hang lige så løst som knivene i ærmerne og de kollegiale bagtalelser.

Udefra lignede det et stort broderskab, men konkurrencen om at komme frem var benhård i de knopskydende coffee houses og klubber i Greenwich Village, hvor tidens trubadurer søgte efter tidens tone der først i 60′erne, hvor dobbeltmoralen, småborgerligheden, xenofobien over for de sorte og Den Kolde Krig  endnu udgjorde dagens (u)orden.

Dylan levede på nas, da han ankom til New York. Han overnattede på udtræksottomaner eller på stuegulvet hos bohemer, der var generøse – både med hvad de havde i køleskabet og på bog- og pladereolerne. Dylan, som hidtil kun havde ejet tegneserie­hæfter hjemme i Hibbing, Minnesota, sugede verdens­litteraturen til sig. ”Det føltes næsten, som om jeg kendte forfatterne, som om de havde boet i min baghave…” skriver han i sine erindringer, Chronicles. Mens hans største forelskelse var den uudtømmelige folkemusik. Den gengældte hans følelser og blev springbræt til hans egne sange, som han først og fremmest skrev, fordi han manglede dem. Eller som han formulerer det: ”Hvis jeg ville blive ved med at spille, var jeg nødt til at inddrage en større del af mig selv…”

Den kejtede, generte, men allerede dengang ret selvbevidste Dylan rendyrkede Guthrie-konceptet og videreudviklede det efter alt at dømme fra en ældre kammerat, Ramblin’ Jack Elliott, som var Guthries fortrolige. Jack endte med at tage det pænt, fordi han ikke satte livet ind på det. Det samme kan man ikke sige om en sanger som Phil Ochs, som kom fatalt i klemme, da Dylans karriere kom i ustoppelige omdrejninger.

Målrettetheden manglede altså ikke noget, men det kneb med at skaffe sig ørenlyd. I september 1961 varmer han op for de mere kendte Greenbriar Boys på in-stedet, Gerde’s Folk City. Den 29. i samme måned bringer New York Times en trespaltet anmeldelse under rubrikken ‘Bob Dylan: A Distinctive Stylist.’ Anmeldelsen skal komme til at betyde lige så meget for Bob Dylan som Jon Landau’s ‘Jeg har set rockens fremtid’-anmeldelse senere kommer til at betyde for Bruce Springsteen.

I avisen kan man læse, at Dylan sikkert ikke er for enhver smag, men “his music-making has the mark of originality and inspiration, all the more noteworthy for his youth”. Anmelderen, Robert Shelton, påtager sig rollen som ubetalt lobbyist for de dylanske forhåbninger og kvaliteter. De sidste havde den legendariske talentspejder og producer John Hammond dog allerede haft øre for i et stykke tid, men NYT-anmeldelsen bliver et afgørende incitatement til at skrive en kontrakt med Dylan, som vil få to procent i royalty for hvert solgt eksemplar af sin debutplade, men ingen garanti for at CBS/Columbia vil udgøre mere med og af ham. CBS havde på deres side naturligvis førsteret til Dylans plader de næste fem år. Kontrakten var standard. Det samme var debut-lp’en, som på bagsiden genoptrykte Sheltons anmeldelse.

Dylan havde – ret præcist – selv beskrevet musikken for Hammond som “some stuff I’ve written, some stuff I’ve discovered, some stuff I stole…” Resultatet er en meget traditionelt klingende plade med kun to, ret traditionalistiske, selvkomponerede sange. Og succesen er til at overskue. Pladen udkom, mens twist-bølgen toppede i USA (link til Rolling Stone-historie).

I oktober 1961, en måned før pladen bliver indspillet, giver Dylan koncert i en mindre sal i det prestigiøse Carnegie Hall-kompleks. Billetterne koster to dollars stykket. Ca. 53 mere eller mindre betalende tilskuere overværer koncerten. Og da Bob Dylan udsendes et halvt år senere, kommer albummet ikke på hitlisten. Pladen sælger små fem tusinde eksemplarer det første år. Og Dylan må vente lidt med at få de ønsker opfyldt, som han nævner i omslagsnoterne – hvis pladen skulle hitte: “I would buy a couple of motorcycles, a few air-conditioners and four or five couches…”

Men en mere personlig Dylan var ved at træde karakter. Han havde skrevet sange allerede hjemme i gudsforladte Hibbing. Pludselig virker det som om sangene begynder at skrive sig selv. Som om sangene hele tiden har været der, men først nu er rede til at komme ud i det fælles åbne. Uanset hvor lukkede de kan virke ved første aflytning. I april 1962 synger Dylan på Gerde’s en sang, som for folkemusikkendere – og dem er der mange af i den klub – lyder som en behændig ommøblering af den gamle slavesang, ‘No More Auction Block’ (YouTube-link); blandt folklorister også kendt som ‘Many Thousand Gone’- Dylan kalder sin version for ‘Blowing In The Wind’.

Teksten bliver senere på foråret trykt i det toneangivende, folk-puristiske tidsskrift Broadside. Og indspillet af Peter, Paul And Mary. Resten er som bekendt historie. Og ikke kun rockhistorie.

Coverfoto af Don Hunstein/Columbia/Sony

PS: På hans officielle Bootleg Series volumes 1-3 kan man i øvrigt høre Dylan med en tidlig liveudgave af ‘No More Auction Block’.

PPS: Jeg redigerede og bidrog i 2001 til antologien Dage i Dylan, som stadig er til at få.

Min yngre kollega CAPAC markerer også dagen.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

5 Comments

  1. comment-avatar
    Claus120. marts 2012 - 09:41

    @:Torben, har du læst Dylans Chronicle Volume One, og kan du anbefale den? den er fra 2004, og så vidt jeg kan læse mig til, er der flere på vej, men ved du hvornår volume 2 udkommer, det kan jeg nemlig ikke lige finde frem til?

  2. comment-avatar
    Claus120. marts 2012 - 09:43

    Ov, jeg overså at du citere fra bogen….

  3. comment-avatar
    Torben Bille20. marts 2012 - 10:11

    Chronicles er et must! Hvornår to’eren udkommer? Svaret blæser i vinden:-)

  4. comment-avatar
    Claus120. marts 2012 - 11:26

    OKAY ! jamen så er der vist ikke noget at tage fejl af. Vi må i det mindste håbe, og gå ud fra, at Volume 2 kommer.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top