50 år med James Brown på The Apollo

2 Comments

JAMES BROWN! Smag på navnet. James Brown. Det lyder som et pseudonym eller en tegneseriefigur, men James Brown har altid været en af de mest flamboyante og virkelige skikkelser. Han blev født som skindød i 1933, men kom hurtigt efter det og trak indtil 1. juledag 2006 vejret, så det tog pusten fra de fleste.

Aldrig har han været mere levende og kropsligt nærværende end på scenen i The Apollo Theatre i Harlem i dag for 50 år siden, onsdag den 24. oktober 1962.

Aftenens og Browns faste indpisker, Lucas ’Fast’ Gonder, er ikke i tvivl. Brown er »Mr. Dynamite«, »The hardest working man in showbiz«, »Mr. Please Please himself« … De 1.500 hengivne tilskuere er heller ikke i tvivl. Ind på scenen, med umisforståeligt vrikkende underliv, på ben, der går som piskeris, kommer en ikke særlig høj, nærmest undersætsig mand, der får salen til at gå i selvsving. James Brown har taget kontrol. Også over en soulmusik, der forener showbiz og disciplin med et kropssprog, der søger mod klimaks, så ingen er i tvivl om meningen, og alligevel er det hele et show, et sceneri, kontrolleret til yderste spids af den lillefinger, der næsten usynligt markerer musikkens kirurgisk præcise breaks. Alligevel råber ingen narrefisse dernede i salen, hvor de ellers ikke lyder, som om de finder sig i ret meget.

DE ER MED, de er på, de vil ikke af. For hvorfor skulle de det, når det er James Brown, The Famous Flames og The James Brown Band, der styrer »The Nighttrain«, pumpende fuld af østrogen, testosteron og adrenalin, ud i natten, ud i fremtiden, væk fra dette nu, og så alligevel altopslugende til stede netop der, på den scene, i det rum, der storsveder af sex og sandhed. Aftenen blev foreviget på bånd. Men det var ikke med pladeselskabets gode vilje.

James Brown havde simpelthen lejet den legendariske teatersal, fordi der nu skulle ske noget. Han havde haft pæne hits og markeret sig som et uslebent alternativ til soulcroonere som Nat King Cole, men han var endnu ikke på højde med Ray Charles. Med andre ord: Han solgte for lokalt, og for få hvide købte hans musik.

Brown var ikke i tvivl om markedsstrategien. Han gav ca. 300 shows om året, og derude i koncertland blev han kronet som konge hver aften. Hvorfor så ikke lave et live-album? Hvorfor, replicerede pladeselskabsbossen Syd Nathan. Han troede ikke en meter på, at man kunne få folk til at købe noget, de allerede havde set. Da Live At The Apollo begyndte at sælge, måtte han tro om.

PLADEN varer ikke engang 32 minutter, og tempoet veksler mellem det næsten umenneskelige til tiggende, bønfaldende, intim ultraslowmotion, men der er over musikken noget aldrig hvilende, som vil den selve evigheden mellem to seje blæserriffs. Som om dette gjaldt livet og retten til at leve det fuldt ud – samtidig med koncerten meddelte Sovjetunionen, at man ikke havde tænkt sig at følge USA’s ultimatum om at tilbagekalde de skibe, der fragtede atommissiler til Cuba, og verden var tættere på en atomkrig end nogensinde før eller siden.

Det eneste, der eksploderede den aften, var en koncertsal på 253, West 125th Street i New York City.

Live At The Apollo satte en ny standard. Pladen fik Rolling Stones til at ønske, de var negre. Og den blev fødselshjælper for 70’ernes funkbølge(r). Uden Brown ingen Sly Stone eller George Clinton, Bootsy Collins og Parliament-slænget, for slet ikke at tale om hele rap- og hiphop-kulturen. Man skal aldrig forklare en forretningshemmelighed, men James Brown har engang røbet en del af formlen: »James Brown is a concept, a vibration, a dance. It’s not me, the man. James Brown is a freedom I created for humanity…«

Uanset hvem der er inde i James Brown: At se ham på en scene er at forstå selve meningen med det ofte stillede spørgsmål »What is soul?«

Let me here ya say yeah!

James Brown: Live At The Apollo. Producer: James Brown m. Joe Nolan. King.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

2 Comments

  1. comment-avatar
    Lars Kjær24. oktober 2012 - 13:46

    Tak for påmindelsen om en af de koncerter man klart gerne ville have været til!

    Ikke for at være for pernittengryn, så har du på en fiffig måde fået kombineret George Clinton og Bootsy Collins i en og samme person med navnet George Collins, men alt skal være dig tilgivet, da Bootsy jo også spillede med James Brown.

  2. comment-avatar
    Torben Bille24. oktober 2012 - 13:48

    @Lars Kjær: Godt set. Retter nu. Tak.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top