Tirsdag den 4. september 1962 fløj The Beatles med deres nye trommeslager ned til London. Alene transportmåden var et signal om, at nu ville Brian Epstein have forrentet sin investering. Nu skulle det være. Og ved 14-tiden var det sandhedens time i Abbey Road-studierne. George Martin havde en sang klar som deres nye single. Beatlerne kunne ikke genkende sig selv i ’How Do You Do It’. Den lød lidt for meget som Cliff Richard, men de indspillede den pligtskyldigt efter først at have omarrangeret den.
’Love Me Do’ og ’Please Please Me’ var et par af de andre sange, de forsøgte sig med, inden Martin inviterede dem ud at spise, før de vendte tilbage for fornyede forsøg med ’How Do You Do It’ (YouTube-link) og, skriver Mark Lewisohn i The complete Beatles chronicle, hen ved femten takes af ’Love Me Do’. Det stod for Martin klart, at Ringo Starr var bedre end Pete Best, som han jo i juni havde hørt i en langsommere og længere version af ’Love Me Do’, men så meget bedre var han heller ikke. Ringo havde en tendens til at hænge. Han tabte tempo.
For at være på den sikre side – ikke af musikalske, men af økonomiske grunde – hyrede Martin derfor den rutinerede studiemusiker Andy White til den 11. september, hvor debutsinglen skulle i hus, hvis den skulle nå ud under julesalget. Han fortalte ikke The Beatles, at de den dag ville få et midlertidigt medlem. Til gengæld fortalte de ham inden da, at det der med ’How Do You Do It’ kunne han godt glemme. De sagde det ikke på den måde. Dertil var respekten for stor og de var for unge, men Martins instinkt og erfaring sagde ham, at det ikke nyttede at gennemtrumfe noget, så Gerry & The Pacemakers endte med at få deres første hitlistetopper med den sang, i øvrigt i Beatles-arrangementet. Så den blev da i Liverpool, som Paul senere konstaterede.
Ringo blev til sin store fortrydelse forvist fra trommesættet og betjente maracas og tamburin, da The Beatles indspillede det, der var ment som den definitive version af ’Love Me Do’.
Ian McDonald ser sangen som “standing out like a bare brick wall in a suburban sitting-room”.
Sangen havde Paul skrevet det meste af tilbage i 1958. Senere mente han generøst, at Lennon havde skrevet halvdelen. Det mente Lennon nu kun, når royaltyafregningerne kom ind.
Hvor om alting: Sangen havde Everly Brothers som forbillede, både melodisk og i den tostemmige forsang, men besad også et svagt countrykrydret blues-præg, forstærket af Johns mundharpe. The Beatles havde i sommeren 1962 ved en koncert i New Brighton været opvarmning for amerikaneren Bruce Channel. Han havde da et mindre hit med ’Hey Baby’, hvor mundharpen spillede en hovedrolle. I omklædningsrummet gav Channels mundharpist, Delbert McClinton, nybegynderen Lennon nogle fif. Han var en god elev.
’Love Me Do’ var derimod ikke en sang, hvor trommerne spillede den store rolle, så bagklogt er det ikke til at forstå, hvorfor Martin investerede så meget energi i den side af instrumenteringen. Det fortæller på den anden side en del om, hvor usikker han var over at betræde nye musikalske områder (og hvor nervøs han var for udgiftsoverskridelser). Derfor selerne og livremmen. Ironisk nok, og måske af mentalhygiejniske grunde, endte Ringos udgave af ’Love Me Do’ med at kunne høres på de første optryk af det, der blev bandets første single, med ’P.S. I love you’ som b-side – ved senere genudgivelser og på debutalbummet er det dog Andy White, der spiller. Med Ringo på tamburin.
Nu skulle der gøres noget ved salget af ’Love Me Do’, der udkom på single i Storbritannien den 5. oktober.
Her var det ret handy, at Brian Epstein jo selv rådede over en mindre nordengelsk butikskæde. Nogle hævder, at han købte i nærheden af titusind eksemplarer af singlen. Det er nok lige i overkanten, men givet er det, at pladen altid var til at få i NEMS. Sydpå var det sværere at skaffe sig ørenlyd. Det efterår skulle The Beatles konkurrere med ’Sheila’ med Tommy Roe, Little Eva’s ’Locomotion’, skrevet af Carole King, hvis egen ’It Might As Well Rain Until September’ tegnede til at blive et pænt hit, Four Seasons’ falsetpophymne ’Sherry’ og ’Let’s Dance’ med Chris Montez plus den faste garde med Cliff og Elvis, hvis ’Return To Sender’ bliver årets storsælger.
Radioen var dengang nøglen til success, men ikke mange pladevendere faldt for The Beatles. »Amatøragtige« lød en af kommentarerne, når EMI’s sang-pluggere kom ud og præsenterede singlen. Langsomt, men sikkert krøb den dog op ad listen, og nåede sin højeste placering som nr. 17 – to år senere blev ’Love Me Do’ nr. 1 i USA og i 1982 hittede den igen i England, nu på en fjerdeplads.
‘Love me do’ er ikke i sig selv en stor sang, faktisk lidt af et småbanalt øvelsesstykke, men dens symbolværdi kan ikke overvurderes. Som McCartney senere sagde: “In Hamburg we clicked. At the Cavern we clicked. But if you want to know when we ‘knew’ we’d arrived, it was getting in the charts with Love Me Do. That was the one. It gave us somewhere to go.”
Så det gjorde de! Og tog os andre med. Det var jo selve lyden af de svimlende kaotiske følelser, der både gjorde det uudholdeligt og muligt at leve.
Okotober og november 1962 vil dog gå over i historien som andet end de måneder, hvor The Beatles for første gang blev hitlisteplaceret. Cuba-krisen fik en hel verden til at holde vejret, en atomkrig mellem stormagterne USA og Sovjetunionen var i en kort, højintens tid en realistisk risiko, efter at et amerikansk spionfly havde afsløret raketramper på Cuba. Russerne forsikrede, at der ikke var tale om offensive våben, men amerikanerne var ikke begejstrede for at have en tidsindstillet trussel parkeret i deres egen baghave, og krævede ramperne fjernet.
Sovjet nægtede, ministerpræsident Khrusjtjov bankede sin sko i bordet ved FN’s generalforsamling, men USA iværksatte en blokade og erklærede, at alle skibe på vej mod Cuba med raketter ville blive opbragt. Tilslut tabte russerne nervekrigen og bøjede sig. Love me do, indeed.
Beatles-eksperten og musikeren Per Wium (og sangeren Jacob Speake) markerer i november jubilæet ved en række koncertforedrag. Se her.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
