You are here: Home / Musik / 50 år med You’ve Really Got A Hold On Me
50 år med You’ve Really Got A Hold On Me
9. november 2012 // Kommentarer slået fra
Åh, alene starten: “I don’t like you, but I love you”. Det er jo sådan den også kan være – kærligheden, når den belejrer bevidstheden som en besættelse, mod bedre vidende. Og sunget af William ‘Smokey’ Robinson, så det lyder som om erkendelsen næsten er ubærlig.
I dag er det 50 år siden han sammen med The Miracles udgav singlen ‘You’ve Really Got A Hold On Me’.
Smokey var på forretningsbesøg i New York – han var som måske bekendt allerede tidligt med i ledelsen af Motown – og på radioen nonstop-spillede de Sam Cooke’s ‘Bring It On Home To Me.’ Det var inspirationen. Resten sørgede Smokey (og hans anden forsanger, Bobby Rogers), guitaristerne Edie Willis og Marv Tarplin, pianisten Joe Hunter samt Benny Benjamins trommer for hjemme i Detrot, hvor sangen blev indspillet i oktober 1962.
Sangen oprindelig b-siden til en single, hvor ‘Have A Happy Landing’ var tænkt som den melodi, der skulle forsikre, at den millionsælgende ‘Shop Around’ fra 1960 ikke havde været engangsmirakel. DJ’s på toneangivende radiostationer ville det imidlertid anderledes. De vendte simpelhen pladen om, og ‘You’ve Really Got A Hold On Me’ endte som nr. 8 på Hot 100 og som nr. 1 på Billboard’s R&B-singleliste samme vinter.
Efter nytår 1963 fik en lovende ung Liverpool-gruppe fat på singlen som specialimport, og begyndte at spille sangen ved sine stadig flere koncerter. Den 18. juli samme år gik The Beatles i studiet med den. John var forsangeren, og indspilningen var en af de fire coverversioner på albummet With The Beatles, som gruppen gjorde til sine egne og som samtidig tjente som plakatsøjle for sort popmusik.
På den plakat står Smokey Robinson med nogle af de største typer.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
