I dag for 50 år siden kunne man for første gang høre The Beatles i radioen. Det foregik i BBC-programmet ‘Teenager’s turn – Here we go’. Musikken blev optaget som det, vi i dag ville kalde live-on-tape foran et publikum, som allerede vidste, at nu skulle der hvines og dånes. Mini-koncerten fandt sted i Playhouse-teatret i Manchester og var optaget dagen før.
Pete Best var stadig på trommer, men nedtællingen til hans ufrivillige exit var begyndt, selv om pigerne forgudede ham. Brian Epstein forsøgte stadig at overtale George Martin til at give ‘the boys’ en chance og i starten af april stod den på et nyt gæstespil i Hamburg og et gensyn med Stu Sutcliffe samme sted. Det sidste blev det ikke til. Stu døde nogle dage inden hans gamle legekammerater ankom.
Små fjorten dage før havde de givet audition for en BBC-producer, der gav grønt lys til radiotransmission, hvis John sang i stedet for Paul. Han afleverede følgende memo til sin chef om gruppen: ‘Unusual group, not as rocky as most, more Country & Western with a tendency to play music’.
I BBC-programmet gav danseorkestret fra Liverpool tre sange: Chuck Berry’s ‘Memphis Tennessee’, Roy Orbison’s ‘Dream Baby’ og The Marvelettes’ ‘Please, Mr. Postman’. Den tidlige Lennon-McCartney-komposition ‘Hello, Little Girl’ blev også optaget, men ikke udsendt – ved den lejlighed. Ved genhøret slår det igen en, at det var til at forstå, at de omsider netop havde fået hevet et nej tak ud af Decca efter deres nytårsdags-audition samme år.
Tidens engelske topnavne var den hotte Cliff Richard, som lige i fire uger havde hitlistetoppet med ‘The Young Ones’. Han blev 3. marts fortrængt fra førstepladsen af Chubby Checker’s ‘Let’s Twist Again’, som holdt to uger, hvorefter Kenny Ball indtog samme position med ‘March of the Siamese children’. Jo, fremtiden var endnu ikke begyndt. Og den var ikke til at høre hin martsdag, hvor The Beatles fik de tarifbestemte 26 pund og 18 shillings for deres ulejlighed plus 2 pund og 18 shillings, som de selv havde lagt ud for togbilletterne…
BBC-optagelserne, ikke kun dem i marts 1962, fås både officielt og i en del udtømmende piratudgaver.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Det ér så sjovt, samt overraskende at gå på opdagelse, i de helt tidlige Beatles optagelser. Et kort øjeblik troede jeg, at den lille film var fra samme periode. Dem er der heldigvis mange mange af. Yeah! Yeah! Yeah!
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
Very interesting! Very terrible!!!
Hej Claes, godt at have dig som gæst på min blog.
Det ér så sjovt, samt overraskende at gå på opdagelse, i de helt tidlige Beatles optagelser. Et kort øjeblik troede jeg, at den lille film var fra samme periode. Dem er der heldigvis mange mange af. Yeah! Yeah! Yeah!