50 i dag: Dodo følger sin egen recept

Kommentarer slået fra

dodo portræt 1

Forleden kunne man på Facebook se følgende besked fra Dodo Gad: »Hurra!!!! Min sang, ’Bennys Bossa’, er blevet streamet og downloadet over 2000 gange … tror jeg ta’r ud og køber mig et marcipanbrød for de penge, jeg får for det …« Opdateringen viser tre ting: At Dodo alias Maria Charlotte Gad ikke ’kun’ spiller op til 80’er-dansanter med Dodo & The Dodos. At hun som alle moderne musikere er nødt til at mobilisere lidt (galgen)humor for at kunne møde den nye markedsvirkelighed, og at hendes bossanova-ficering af Benny Andersens sange er en succes derude, hvor anmeldelser ikke tæller så meget som anmelderne helst vil tro.

De fleste danskere hørte første gang Dodo uden at vide, at det var hende. I 1986 var hun som vital sanger på Jarl Friis-Mikkelsen og Michael Bruuns ’Re-Sepp-Ten’ med til om muligt at øge den nationale fodboldfeber før VM i Mexico yderligere nogle grader. Den storsælgende sang endte på toppen af hitlisten, men den var vigtigere end hende, der sang den.

Studenten fra Aurehøjs sprogligt-musiske linje havde sunget kor for folk som Lotte Rømer og Nanna og havde i 1985 taget en bifagseksamen i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, men var mere og mere til den popmusik, hun spillede sammen med sin kæreste og senere ægtemand, Jens Rud, i Copyright. Bandet var i absolut stilfærdighed albumdebuteret i 1983, og tog i 1985 navneforandring til Dodo & The Dodos.

Det var dengang, man kunne slå igennem ved at optræde på tv. Det gjorde Dodo & The Dodos i november 1986 med sangen ’Giv mig hvad du har’ i en grad, så datidens toneangivende musikmagasin, MM, kårede orkestret til ’Årets nye håb’ – ikke alle læsere var enige. Og da debutalbummet udkom i marts 1987 var anmelderne ene om ikke at kunne høre kvaliteterne.

På to år solgte den cd og den efterfølgende omkring 500.000 eksemplarer. I alt er der solgt over 1,5 millioner plader med bandet, så mon ikke der er blevet råd til nogle kasser med Ritter Sport undervejs? Genhørt i dag er sangene forbløffende holdbare. Det fængende går hånd i hånd med det sofistikerede i Michael Bruuns produktion, og Dodos mørke, sensuelt ladede stemme er så meget anderledes end de mange flinke elever af Anne, Sanne & Lis-skolen, som dengang kappedes om medieopmærksomheden.

Dodo & The Dodos lod sig dog ikke rive med af medgangen. De passede på sig selv og hinanden. Og da de blev indhentet af de anderledes lydende 90’ere, forsøgte musikerne ikke at hænge på eller lære sig hiphop. I stedet for at blive hægtet af, langtidsparkerede de i et vigespor. Dodo blev mor, tog siden en lærereksamen fra Zahles Seminarium og arbejdede bag katederet i fire år ind i årtusindskiftet, men der var mange derude, som stadig drømte om en ’Sømand af verden’ og som havde det som ’Bambi om glatis’.

Et comeback var uundgåeligt. Bandets sjette album kom i 2008. Uden at blive den store sællert blev det for mange, ikke mindst bandet selv, en påmindelse om, at musik kan overleve skiftende konjunkturer.

Siden har Dodo & The Dodos givet hen ved 50 koncerter om året. Dog i noget mindre regi end dengang de i efteråret 1988 koncertdebuterede med koreografi og kostumer af Jean Voigt.

I 2011 debuterede Dodo som solist med det Jens Rud-producerede album ’DodoBennyBossa’, hvor hun med umiskendelig jazzaccent fortolker Svante og andre folkekære Benny Andersen-skabninger, og gør det med den stemme, der stadig får en del af os til at vågne. Også om dagen.

PR-foto: Miklos Szabo

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top