60 i dag: John Mellencamp
7. oktober 2011 //
På samme måde som Mogens Krogh må have forbandet, at han skulle toppe i samme årti som Peter Schmeichel, således stod John Mellencamp også længe i skyggen af Springsteen. Noget uretfærdigt, for selv om Mellencamps karrierehåndtering ikke altid har været lige heldig, er han som sanger og sangskriver vokset fra bare at være sympatisk til at være et brand af kød, blod og indignation i sig selv.
I dag fylder han 60. Mellencamp demonstrerer ikke så fotogen muskelkraft som Springsteen, men skriver rundere og mindst lige så sangbare kompositioner om små skæbner med store forhåbninger. Det var hos Mellencamp, violinisten Lisa Germano trådte sine rockbarnesko, og violinen er stadig lige så vigtig for ham som guitaren. Det så man ved koncerten i juni i Vega. Og så bæres hans organiske band af en spilleglæde, man ikke kan koncipere sig til i selv den mest kreative marketing-afdeling.
I 2009 gav han sig selv en rund fødselsdagsgave på forskud med 4cd-sættet On the rural route 7609. Det er et monumentalt værk, som giver et dækkende tværsnit af sangerens egenskaber. Man kan indvende, at det gør sig bedst på de sofaglasborde, hvor Mellencamp aldrig har gjort sig umage med ikke at sætte rande, men det fylder i hvert fald lige så meget som sangeren gør i denne bloggers bevidsthed.
Bokssættets booklet – som er en hel bog på bøttepapir – starter og slutter med ord af Tennessee Williams, dramatikeren og forfatteren, som vidste lige så meget om livet i Midtvesten som Mellencamp. Williams har talt med de døde på kirkegården. Og hvad sagde de til ham: ‘”Live, live, live, live, live!” It’s all they learned. It’s the only advice they can give – just live … Simple! A very simple instruction.’
Den har John Mellencamp altid fulgt helt og fuldt.
Fin artikel og god intro til dem som endnu ikke kender Mellencamp. Jeg har alt med springsteen og det meste af Mellencamp, men må nok indrømme at det oftest er Mellemcamp som jeg spiller. Springsteen kan let henfalde til at virke for storladen og kalkuleret (undtagen på Greetings..,The wild..,Nebraska, Tom Joad og Devils and dust) mens Mellemcamp virker mere ægte og organisk. Den nævnte box er fantastisk, omend lidt skuffende rent tidsmæssig, i det de fire CD´er kun er 41,47,60+49 min. Der kunne således sagtens være to timers musik mere på de samme CD´er. Men måske ønsker han ikke at lave en box, som er så komplet, at det går ud over enkeltstyks-salget? Sidste plade (CD) fra hans hånd: “No better than this” er stærkt anbefalingsværdig. Den er produceret af T Bone Burnett, hvilken borger for en skæv og organisk lyd. At den endvidere er lavet i mono, er kun med til at gøre den mere charmerende.