70: Karsten Vogel i fuld vigør

Karsten Vogel, som fylder 70 i dag, har et motto – »uvished forlænger vejen«. Det har han fulgt, siden han på alt- og sopransaxofon, sammen med sin bror, Henrik, i de tidlige tressere gjorde sig bemærket på jazzscenen. Da Vogel allerede dengang kunne se det fornuftige i at kombinere det uortodokse og løsslupne med netop fornuften, gav oprørsåret 1968 for ham både pladedebut på Hugh Steinmetz-udgivelsen Nu! og titlen som cand.art. i dansk sprog og litteratur fra Københavns Universitet.

Bortset fra en kortere ansættelse på Sankt Annæ fik datidens gymnasieelever ikke glæde af hans evner. I hvert fald ikke i den retning, men året inden havde han, inspireret af sin fascination af The Who og Mothers Of Invention og sin kærlighed til navne som Charlie Parker, Albert Ayler, Paul Desmond og John Tchicai dannet Burnin’ Red Ivanhoe, alle tiders originale danske bud på et band, der med sin egen, studentikost spexagtige humor fik de stenede hippier ud af fåreskindskåberne, når Tingel-Tangelmanden og Medardus bød op til fri dans.

Burnin’ Red Ivanhoe udsendte som de første herhjemme et dobbeltalbum, deres debut M144, i 1969, og var hele tiden på nippet til et gennembrud i England, hvor især anmelderne hørte noget, de ikke havde hørt før. I 1972-73 var det slut – sådan da; talrige gendannelser fulgte (Link til en time af en 2007-koncert på YouTube). Sammen med bl.a. Kenneth Knudsen dannede Vogel fusionsbandet Secret Oyster, der de følgende fem år satte strøm til jazzen uden at tage strøm på den. Jazzrock er en utilstrækkelig forkortelse for gruppens musik, som også gav genlyd i udlandet. Gruppen indspillede også musik til Flemming Flindt-balletten, Vidunderlige kælling, og varmede op i udlandet for bl.a. Captain Beefheart og Herbie Hancock.

Efter at ’Østersen’ var lukket – men kun på klem, spillede Vogel i en række konstellationer i ingenmandslandet mellem jazz og rock, parallelt med en stribe instrumentalværker, der er blevet kaldt »stilistisk grænsenedbrydende og besværligt grænseoverskridende.«

Vogel har altid næret stor kærlighed til Færøerne, og naturen deroppe har, ifølge Politikens Jazzleksikon, formet hans spillestil i retning af »det udtryksfulde, lidt forrevent-klagende.«

I mangfoldigheden af udtryk fortjener Birds of Beauty at blive nævnt. Bandet flyver i dag i en ny inkarnation. Og efter årtusindskiftet har et samarbejde med multiinstrumentalisten Robin Taylor tager fart. I 2011 udsendte Vogel børnepladen, Eventyrium, som lå langt fra ’Åh Abe’-stilen, men var ordløse musikalske fortællinger som skabt til at sanse og danse.

Den gamle litteraturstuderende har ellers altid elsket ordenes musik. Et af de mest frugtbare Burnin’-samarbejder var det med Povl Dissing på lp’en, 6 elefantskovcikadeviser, hvor han satte musik til bl.a. Inger Christensen, og i 1980 indledte Vogel et årelangt samarbejde med Frits Helmuth. Første udspil var H.C. Andersen-fablen, ’Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans døtre’. Og siden tonsatte Vogel ikke kun kongenialt, men også udfordrende Helmuth, så denne ofte blev mere end et ekko af sin far. Et slående bevis findes på cd’en Voksne viser, hvor Vogel har tonsat Ebbe Rodes antikrigstekst, ‘En af de få’.

Vogels mangeårige virke som en udiktatorisk, men alligevel bestemt kapelmester udviklede hans logistiske evner i en grad, så han i 1993 følte sig fristet til en stilling som diskotekschef i DR. Han blev i stolen i fire år – uden at saxofonen samlede støv. Det er med den aktuelle Bibzoom-debat in mente tankevækkende, at Vogel, som sand avantgardist, allerede dengang var ude med ideen om offentlig adgang til diskotekets musik. Projektet havde arbejdstitlen DAMASK, men blev på skrivebordet.

Folkelighed er ikke det første ord, der melder sig, når man siger Karsten Vogel, men fordomme er til for at blive brudt. I 1997 afløste han i en periode legenden Jørn Hjorting som vært i nationalinstitutionen ’De ringer – vi spiller’. Og fik rig lejlighed til både at demonstrere sin lydhørhed og improvisationskunst. Han var lidt af et hit hos hr. og fru Danmark.

Det var han til gengæld ikke, da han i 1978 og 1982 medvirkede i Dansk Melodi Grand Prix som komponist og akkompagnatør for henholdsvis Daimi og Peter Belli – manden, der i sin tid meldte afbud til at synge de sange, Vogel havde skrevet med Niels Erik Wille; afbuddet førte til dannelsen af Burnin’ Red Ivanhoe, som siden aldrig helt har været opløst.

Lige før jul færdigindspillede bandet således musikken til en ny cd, der udkommer senere i år. Nu i forynget udgave med bl.a. Aske Jacoby. Kernen i bandet og tråden tilbage udgøres dog stadig af Kim Menzer og Karsten Vogel.

Vogel er på listen over modtagere af statens livsvarige kunstnerydelse. Det manglede bare andet med hans livsvarige dedikation til kunsten. Om den hersker ingen uvished.

Fotos: Eric Klitgaard © (øverst) og Mette Kramer Kristensen

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK