75 år: Buddy Holly in memoriam

1 Comment

I morgen kunne Charles Hardin Holley have fejret sin 75 års dag, men der kom en inkompetent pilot i vejen:

DET VAR pissehamrende koldt. Turnébussen var allerede brudt sammen et par gange, og varmeanlægget var kaput, så popstjernerne frøs, iført flere lag tøj.

Der lugtede af zoologisk have i turbussen, døgngammel sved, uvasket tøj og hår, der sad i kager af frossen brylcreme, som lige så stille smeltede ned ad de crew-cuttede nakker, når man kom indendørs.

Jo, The Winter Dance Party arbejdede sig fra det ene job til det næste i det amerikanske midtvesten.

Vi taler om provins her, verdens røvhul, som pludselig var verdens navle, takket være radioen, som sendte blufærdighedskrænkende rock ‘n’ roll lige ind i hjertet af et koldkrigs-Amerika, hvor petting var politisk korrekt, og oprør var noget, indianerne bittert havde fortrudt, de gjorde i forrige århundrede.

Efter koncerten i Clear Lake i det nordlige Iowa syntes Buddy Holly, han ville vise, hvem der var den sande stjerne på turneen, som også talte de kommende stjerner Ritchie Valens, novelty-døgnfluen The Big Bopper alias Texas-discjockey’en J.P. Richardson samt Dion og hans doowop-backingband The Belmonts, hvis bassanger Carlo Mastrangelo den aften sad ind som trommeslager for Hollys Charles Bunch, som havde fået frost i fødderne.

Kamp om sæderne
Holly havde, som frontfigur i The Crickets, allerede hittet året før med sangene “That’ll Be The Day”, “Peggy Sue” og “Oh, Boy” – på begge sider af Atlanten, og dette var hans første tur som egentlig solist, så selv derude hvor kragerne vender, var der lidt verdensmand over at love bandet at hyre et fly, så man kunne nå at komme til Moorhead, Minnesota og dér få vasket tøj og hår før aftenens job. Formedelst 36 dollar pr. sæde lejede Holly et lille 4-sædet Beechcraft Bonanza.

The Big Bopper hostede og harkede sig til at overtage det sæde, der egentlig var tiltænkt Hollys bassist, den senere country-stjerne Waylon Jennings, som endte med at blive i bandbussen. Det samme gjorde Dion. Valens prøvede at bosse sig til at komme op at flyve i stedet for Hollys guitarist Tommy Allsup. De endte med at slå plat og krone. Valens vandt. Eller hvordan man nu skal udtrykke det.

Få minutter efter at være lettet fra Mason City i et begyndende uvejr med dalende sigtbarhed mistede man ved halvto-tiden kontakten med piloten, som af bar benovelse over at have popstjerner som passagerer, havde glemt at fortælle, at han ikke havde licens til blindflyvning.

Maskinen blev fundet kvast i en majsmark næste morgen, den 3. januar, 1959, “the day the music died”, som Don McLean senere udødeliggjorde begivenheden i sit 1972-hit ‘American Pie’.

Buddy Holly nåede ikke at blive 23. Han var, med bitter ironi, kun på Winter Dance Party-turneen, fordi han trængte til pengene midt i et kontraktligt slagsmål efter et brud med Norman Petty – produceren, der var med til at forvandle Holly fra en country & western-sanger som alle andre til en af dem, der tydeligst var med til at udstikke rammerne og kursen for fremtidens rock ‘n’ roll.

Naboens kiksede søn
Buddy Holly var den, han lignede. Naboens lidt kiksede nørd af en søn med hinkestenstunge sygekassebriller, som endte med at blive hans varemærke. Der eksisterer kun meget få filmstrimler af ham som performer, men han var paradoksalt nok en frenetisk raver, der hængte genertheden fra sig på en knage i omklædningsrummet, inden han entrede scenen.

Myten om Holly ligner ingen andre rockmyter. Han døde så tidligt, at han ikke nåede at få nogen historie. Han levede ikke et udsvævende hedonistisk liv, han stak sig ikke i armen og han drak og teede sig ikke som et præmiesvin.

Hans opvækst som Charles Hardin Holley i (Janis Joplins fødeby) Lubbock, Texas var usensationel og total gennemsnitlig. Hans vej til hitlistetoppen var helt traditionel fra lokalt og regionalt slid til det pludselige nationale gennembrud. Og Holly kan kun med mobilisering af optimal overfortolkning tolkes som symbol på noget som helst.

Lethedens energi
Han var ikke forældreudfordrende som sin jævnaldrende inspirationskilde Elvis Presley, der alene via sit kropssprog legemliggjorde muligheden af at træde i karakter med en kødelighed, som var demoraliserende i et USA, hvor knæene var samlet og hænderne lå artigt over dynen. Eller som forfatteren og kritikeren Hans-Jørgen Nielsen skrev her i Information i december 1969: “Hollys musik … bygger ikke på nogen stedfortrædende virilitet og individualisme … her er ingen presleysk bastanthed, ingen postuleret maskulinitet, men derimod samme særlige lethedens energi som i tidlige forelskelser …”

Myten om Buddy Holly er ingen myte i den forstand, at den ‘kun’ grunder sig på mandens sange, men hvilke … En sand kongerække af kompositioner: ‘Rave On’, ‘True Love Ways’, ‘Words Of Love’, ‘Not Fade Away’, ‘Everyday’, ‘Wishing’, ‘Crying, Waiting, Hoping’ … et aldrig gulnende stikordsregister til virkelige og indbildte stævnemøder, sange, der besidder en næsten barnligt-enfoldig melodisk oprindelighed, og forener rytmeopfattelsen hos sorte kunstnere som Bo Diddley med den specielle urform af country, som Bob Wills & His Texas Playboys under navnet western swing gjorde populær i 30’erne og 40’erne.

At nøjes med at kalde det rockabilly ville være en utidig og usaglig forkortelse.

I dag ejes det meste af Holly-kataloget af Paul McCartney. Meget passende eftersom The Beatles ville have været utænkelige uden inspirationen fra især Hollys ballader.
I det hele taget blev den britiske bølge i 60’erne sat igang af to amerikanere, to modsætninger, Buddy Holly og Chuck Berry. Hvad den ene havde i hovedet, havde den anden i benene.

Berrys rullende mundrappe rock ryddede hæmningerne af vejen og gjorde enhver i stand til at indtage og eje et dansegulv – om ikke andet så i fantasien. Holly skrev sange for bænkevarmeren i os alle, og sang dem med en skrøbelig, lidt kejtet, næsten kvindagtig stemme, der gik ubesværet i falset og som særligt kendetegn havde en rendyrket ‘hikkende’ effekt, der var med til at give sangene en særlig sårbarhed. Når han da ikke lyder så kluntet-eksalteret som en teenager, der får for tidlig sædafgang – hør en sang som ‘Oh, Boy’, og gæt, hvad den handler om.

Poppioner
Og så var Buddy Holly derudover en popteknologisk pionér, der som den første brugte ekkomaskinen som kunstnerisk raffinement, sang dobbelt med sig, introducerede Fender-elguitaren i popsammenhæng og arbejdede energisk og eksemplarisk med trio-formens muligheder. Især indspilningerne med The Crickets blev en slags blueprint for de talløse bands, der med afsæt i hans sange om forelskelse, forsmåelse og forhåbning selv fandt ind til deres eget udtryk. Fordi det banale bliver ophøjet til det basale i alle Hollys sange.

Den dag i dag er Buddy Hollys sangkatalog det oftest kopierede. Og det er med Holly som med ægte arvesølv:

Jo mere man pudser det, jo mere skinner det.

Hele to tributeplader markerer dagen. Bedst er dog mandens eget oeuvre, som fås i diverse aftapninger. Ofte til en lavpris, der nærmest er en fornærmelse mod musikken.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar

    [...] 1959. Buddy Holly blev 22 år, men havde allerede skrevet sig ind i populærmusikkens historie. Torben fortæller om den dag, musikken døde, og om Hollys betydning, som svært kan overvurderes. Som et supplement er her nogle af de få, [...]

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top