85 day-o: Harry Belafonte
1. marts 2012 //
Harry Belafontes sidste hitlisteplacering daterer sig til 1967, men betydningen af den nu 85-årige sanger, sangskriver og menneskerettighedsforkæmper kan ikke måles i antal solgte plader.
I en menneskealder har han været en af samvittighedens stemmer i USA. Ikke mindst over for magthavere som George W. Bush og udenrigsministre som Colin Powell og Condoleezza Rice. Hans kritik af det amerikanske engagement i Irak og Afghanistan har været ubønhørlig, ja, Powell og Rice har han sammenlignet med slaver, der kun fik lov at opholde sig i plantagens hovedbygning, fordi de logrede for deres herre. At han så offentligt har støttet Hugo Chavez siger noget om hans menneskelige fejlbarlighed.
Sagtmodighed har aldrig været en dyd for Harry Belafonte. Det har kompromisløshed til gengæld. Og det har givet kostet ham den karriere som skuespiller, der ellers var lagt op til, da den Harlem-fødte Harald George Belafonte jr. i 1954 brød lysende igennem i Otto Premingers filmmusical, Carmen Jones. Der blev hurtigt bud efter den flotte og elegante fyr med en musikalitet, der ikke kun sad i de slebne stemmebånd.
Belafonte ville ikke Hollywood så meget, som de ville ham. Han brød sig ikke om tidens stereotype casting af sorte, og overlod det til vennen, Sidney Poitier, at blive den første afroamerikanske førsteelsker, men vendte siden tilbage til lærredet med overbevisende mellemrum.
Til gengæld blev Belafontes silkesmidige baryton elsket verden over, da han på sin tredje lp, Calypso, i 1956 introducerede den genre for et hvidt publikum. Pladen lå 31 uger på den amerikanske hitlisteførsteplads, og ’Jamaica Farewell’ og ’Day-O’ (bedre kendt som ’Banana Boat Song) var verdensmusik, længe før vi kaldte det det. Herhjemme blev genren homogeniseret af Nina & Frederik, og vi er en del, der ikke kan høre den sidste sang uden at tænke på Fleksnes.
Belafonte vidste, hvad han sang om. Hans mor var jamaicaner og han havde tilbragt en del af sin barndom på den caraibiske ø, før han efter Anden Verdenskrig forsøgte sig som loungesanger. Mødet med de rytmiske rigdomme i Library of Congress’ pladesamling skulle dog udstikke hans musikalske kurs og bestemme hans politiske ståsted. Belafonte endte med at holde med dem, som Brecht kaldte ’de nederste’.
Sideløbende med en pladeproduktion, der indeholdt meget mere end calypso, blev Belafonte en af primus motorerne i den gryende borgerrettighedsbevægelse. Han blev ven med Martin Luther King, ja, støttede King og dennes familie økonomisk, og var medarrangør af den skelsættende march mod Washington i 1963, hvor et andet Amerika manifesterede sig, så der ikke var nogen vej tilbage. At han kunne høre græsset gro, havde han bevist året før, hvor af en tidens unge protestsangere pladedebuterede, som mundharpespiller, på Belafonte-pladen, ’Midnight special’. Hans navn var Bob Dylan.
I 1984, i en anden verden med andre dagsordener, men med samme bundlinje, var Belafonte aktiv i arbejdet med at få velgørenhedsprojektet, U.S.A. for Africa, og slagsangen ’We Are The World’ i vej.
Som et provinsielt p.s. på et liv, præget af udsyn og iver efter at sige fra og imod, kan nævnes, at danskerne for et par år siden kunne se en af hans svigerdøtre, danske Malena Belafonte, i ’Vild med dans’.
Denne omtale kan også læses i dagens printudgave af Politiken
FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK
