Abrahamsen møder Andersson

Peter Abrahamsen har som sanger altid haft en hang til en stemmeføring, som man sagtens kan affeje som lidt gammelmodig patos, men så er det fordi, man ikke hører efter. Den højtidelighed, ja, højstemthed, der kan være over hans stemme, skyldes noget så fundamentalt som indlevelse og engagement og en stålsat tro på, at han ikke behøver undskylde noget endsige iklæde sig nogen form for distance. Det er ikke det samme som at mandens plader kan høres som lignelser over hans privatliv. Det kan de ikke, men de dokumenterer hans passion som kunstner og menneske. “Take it or leave it eller sådan noget lignende”, som han ville sige med lige dele Louisiana- og Larsbjørnstræde-accent.

Det er længe siden, jeg har hørt ham lyde i den grad i overenstemmelse med både sig selv og den digter, han låner mæle, som på de netop udkomne tonsætninger af Dan Anderssons digte, Vejen til Luossa.

Til de, der har ham til gode: Dan Andersson var en svensk digter (1988-1920). Litteraturhistorisk kaldes han proletardigter. Det betyder sådan set bare, at han ikke boltrede sig på parnasset i Stockholm, men var autodidakt, ufaglært bondedreng. Som teenager blev han af sin familie sendt til Amerika, det forjættede land, på en slags researchtur for at se om det kunne svare sig for familien at bosætte sig der. Det kunne det ikke, ræsonnerede han, men han fik tunet sit engelsk og fik nogle perspektiver ind i sin svenske virkelighedsopfattelse, som afspejlede sig i hans digte, der var inspireret af både Kipling og Baudelaire og Bellmann. Han blev afholdsagitator og journalist, men mest digtende trubadur. En fri, men også plaget sjæl.

Andersson døde, kun 32 år gammel, ved et uheld. Det hotel, han var indlogeret på, havde sjusket med desinficeringen mod utøj, så han blev tragisk gasset i sin seng.

En skæbne som en hel film, og en skæbne, der har gjort indtryk på svenske musikere som Joachim Thåström, Mikael Wiehe, Eldkvarn, Ulf Lundell og Staffan Hellstrand. Herhjemme indspillede Jens Okking tidligt i 80′erne et udvalg af hans tekster. Velment, men lige lovlig meget duarder for min smag.

Peter Abrahamsen går som sanger og (ny)oversætter til Dan Andersson uden ærefrygt, men med respekt og identitetsfølelse (han har tidligere været forbi). Det er folkemusik i ordets oprindelige betydning. Ikke folkemindemusik. Musikalsk befinder vi os et ret unikt sted mellem Cornelis Vreeswijk, Jeppe Aakjær og The Band.

Bag sig har Abrahamsen de fleste af sine børn, inklusive Veto-sangeren Troels og datteren Franka. Perry Stenbäcks mandolin og nyckelharpe giver ikke bare lokalkolorit, men understøtter den naturmystik, der var en del af Anderssons verdensbillede. Peter Abrahamsens egen fortid i det københavnske minefelt pointeres smukt af Hans Leonardo Pedersens saxofon og klarinet. Det eneste, vi mangler, er lyden af Ry Cooder, som ikke ville have været ved siden af her.

Der er en vemodig erfaringsvarme og en rensende uafvendelighed over disse tolv sange, som man burde unde sig selv at forsvinde ind i. Så langt er der altså ikke til de svenske urskove. Og Peter Abrahamsen er en god stifinder. Han synger ensomheden frem og får den i tale.

Peter Abrahamsen: Vejen til Luossa. Producer: Peter Abrahamsen m. Flemming Rasmussen. Oscar.

Ukrediteret pr-foto. 

 FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK