Al Jardine fylder 70

Kommentarer slået fra

De mødtes på football-banen hjemme i Hawthorne, Al Jardine og Brian Wilson, før der var tænkt på The Beach Boys. Wilson, der elskede den amerikanske nationalsport mere end den elskede ham, kom i 1958 ved et uheld til at brække Jardines ben.

De to endte med at blive venner, mest fordi Wilson tårevædet undskyldte det skete. Folkemusikentusiasten Jardine, som i dag fylder 70, blev primus motor i dannelsen af Beach Boys, som ellers nærmest var et familieforetagende.

Da de brød igennem i 1961 med ‘Surfin’, var det med ham på kontrabas. Han behersker i øvrigt en række strengeinstrumenter, og råder over en hæs, rå stemme, der stod – og står – godt til de andres kønnere stemmer.

Han (og hans forældre) troede dog i starten ikke meget på gruppen. Og slet ikke på Wilson-brødrenes koleriske og tyranniske far, Murray. Derfor påbegyndte Jardine et uddannelsesforløb, der skulle have gjort ham til tandlæge eller læge. Så vidt kom det ikke. I 1963 overtalte Brian Wilson ham til at genindtræde, og for nylig kunne man opleve ham i fuldeste vigør i Århus.

Mens det til dels af naturlige grunde var Wilsons fætter, Mike Love, der ragede op på scenen i The Beach Boys, ville en række af sangene ikke have fået samme raspende snert uden Jardine. Han er forsanger på bl.a. ‘Help Me, Rhonda’ (YouTube-link), ‘Then I Kissed Her’ og ‘Good Time’. Og han opfordrer siden Brian Wilson til at tage ‘Sloop John B.’ på repertoiret. På senere værker som Holland og Surf’s Up springer Jardine ud som arrangør og mere end tre minutters-komponist.

I de mange år, hvor Wilson lå psykisk underdrejet, holdt Jardine sig neutral i de interne stridigheder, men forlod i 1998 gruppen, da Brians bror, Carl, døde. Siden turnerede han for sig selv, indspillede med Brian og skændtes med Mike Love, som i 2008 fik rettens ord for, at kun han har ret til at bruge navnet ”The Beach Boys” som turnéorkester.

I 2010 udsendte Al Jardine sit hidtil eneste soloalbum, hvis titel rummer essensen af den musik, han var med til at skabe i The Beach Boys. Det hedder A postcard from California.

Ukrediteret PR-foto

Capac markerer også dagen.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top