Beck fylder kun fyrre

Hvordan lyder postmodernisme? Et godt bud kunne være den amerikanske sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Bek David Campbell, bedre kendt som Beck Hansen. I dag fylder han omsider 40. Omsider, fordi han har været mere produktiv end andre er i et helt liv.

Siden Beck i 1994 hittede med det Dylan-skramlede anti-hit ’Loser’ og debutalbummet ’Mellow Gold’ (han havde året før taget forskud med privatudgivelsen ’Golden Feelings’) har han ikke sat bare et, men mangfoldige fingeraftryk på det, vi forkorter rock. Det særlige og det særligt irriterende og inciterende ved Beck er nemlig, at han aldrig lyder som sig selv. Eller: Han lyder altid som sig selv.

Ordet ’kamæleon’ ligger lige for, men det mærkelige er, at Beck ikke forsvinder. Han får lytterens fordomme til at forsvinde i en musik, der er som et sort hul, der opæder vanetænkning.  Iørefaldende som skamløs pop og studentikost fortænkt som dele af den indie-scene, der ikke ved om den skal betragte ham som sin lykkeamulet eller som en skide folkesanger, der medløberagtigt forklæder lidt mere end tre akkorder som noget mere interessant.

Trygheden ved det normnedbrydende har han ikke fra fremmede. Morfaderen, Al Hansen, var billedkunstner af Fluxus-skolen, og moderen, Bibbe Hansen, hang ud med Warhol og kan ses i nogle af dennes eksperimentalfilm.  Beck forlod skolen i utide til fordel for livet som løsarbejder og gadesanger i bedste busker-stil.

Det gjaldt om at blive hørt, og det kan høres på de første plader. ’Mellow Gold’ blev fulgt af to, vidt forskellige indie-udsendte plader, hvorefter han i 1996 udgav ’Odelay’, et stilistisk vildt sammensurium af musik, der mindede om en anden pluralist Todd Rundgren, men var produceret af The Dust Brothers, holdet bag Beastie Boys. De blev på ’Mutations’ afløst af Nigel Godrich, der havde produceret Radiohead-milepælen ’OK Computer’ uden at det var til at høre på ’Mutations’, der mest bød på moderne folkrock med et psykedelisk twist. Hvis man kan forestille sig det.

Det er der flere og flere, der kan. Siden har Beck udsendt fem cd’er plus det løse. Hans produktivitet er ustoppelig og uoverskuelig. Nogen burde af og til bede ham luge ud i indfaldene samt lære ham at sige nej til de mange, der gerne vil sole sig i hans skygge. Men med i det hastigt skiftende billede hører også, at Beck altid afskærmer sin inderste kreative kerne, hvor enkelhed spiller en større rolle end alle de stilistiske narrestreger.

Hvordan kan man høre, når Johnny Cash synger Becks ’Rowboat’ på sin ’Unchained’-cd. Da bliver postmodernisten renlivet traditionalist. Og for at kaste endnu en håndfuld spørgsmålstegn ind i en karriere, bestående af udråbstegn, kan vi lige nå at få med, at Beck fra barnsben har været overbevist tilhænger af Scientology.

Foto fra Artfutura.