Bill Medley har ikke tabt følelsen

DET ER EN skamreden anmelderkliche at tale om, at musik kan være som en katedral. Men i sangen ’You’ve Lost That Loving Feeling’ bliver klicheen til gåsehudsfremkaldende virkelighed den dag i dag, 45 år efter at The Righteous Brothers førte sangen til førstepladsen af hitlisterne i en tid, hvor The Beatles ellers havde patent på den position.

Alene starten, hvor duoens ene halvdel, Bill Medley, med sin rige, soulmættede baryton intonerer dramaet med ordene »you never close your eyes…« sikrede ’brødrene’ udødelighed. Sådan føles det, når kærligheden dør ud.

Bill Medley fylder i morgen 70 og er stadig aktiv, men af naturlige grunde langt fra på samme niveau som da han og den falsetstræbende tenor Bobby Hatfield var med til at definere genren ’blue-eyed soul’ og blev rollemodel for en trio som Walker Brothers og gav Tom Jones noget at tænke over.

Hatfield og Medley mødtes som high school clean cuts i 1962 på den sydcaliforniske klub-scene, og vakte mild undren og tøvende begejstring blandt den sorte del af publikum, fordi den gospel-opflaskede Bill Medley faktisk lød som Ray Charles. De fik et stort, lokalt hit med ’Little Latin Lupe Lu’, som Phil Spector hørte, da han var kapelmester ved et show, hvor de optrådte. Spector hørte i dem to stemmer, der kunne forny den ’wall of sound,’ han havde opbygget omkring pigegrupper som The Crystals og The Ronettes.

Han fik prompte Barry Mann og Cynthia Weil til at skrive en sang, eller rettere en symfonisk poparie. Indspilningen satte en ny standard for pladeproduktion – og inspirerede Beach Boys til at sige farvel til surfmusikken og gav siden Paul Simon inspiration til ’Bridge Over Troubled Water’.

’You’ve Lost That Loving Feeling’ og dens efterfølgere, ’Unchained Melodi,’ – ledemotiv i filmen ’Ghost – ’Ebb Tide’ og ’Soul And Inspiration’ er for popmusikken, hvad Jørn Utzons operahus i Sydney er for arkitekturen.

I 1968 VAR det ovre. The Righteous Brothers, som først i 70’erne lod det tilbagestrøgne look vokse sig hippielangt, måtte se sig overhalet af en tid, hvor det ikke var nok at synge følelsesfuldt. Man skulle også helst være imod noget. Medley forsøgte en solokarriere – en sigende singletitel var ’I Can’t Make It Alone’ – mens Hatfield fortsatte med en ny ’broder’.

Det lå i kortene, at en genforening ville være godt for forretningen. Og i 1974 fik Medley og Hatfield et pænt comeback med ’Rock And Roll Heaven’, en lidt for slubrende, sentimental sang om forne tiders rockidoler. En status, de nu selv havde fået og som gav dem peanutbutter på brødet den næste snes år. Men ikke mange kunstneriske chancer og udfordringer.

Bobby Hatfield døde i 2003, få måneder efter at duoen var blevet indlemmet i rockens Hall of Fame – Billy Joel holdt, meget passende, talen. Medley genoptog solist-virket. Han udsendte i 2007 albummet ’Damn Near Rigtheous’, hvor han, med bistand fra Brian Wilson og Phil Everly, uden at vælte verden bekræfter, hvad vi hørte dengang – at man ikke behøver være bleg, bare fordi man er hvid.