Bjørn er okay
I går sendte jeg i Politiken denne fødselsdagshilsen:
Bjarne Reuters erindringsroman ’Når Snerlen Blomstrer’ handler om Brønshøj, Birgit, Bjørn og Beatles. Vi skriver 1963, men alligevel bliver der i bogen ved at dukke en anden person op, nærmest som baggrundsmusik. Han hedder også Bjørn, men Tidmand til efternavn. Og sangen fra erindringens jukeboks hedder ’Brænd mine breve’. Den sang var alle vegne det år som en påmindelse om, at nok var vi nogle, der sagde yeah, yeah, yeah til det hele, men der var trods alt flest, der gik til frisør og hørte musik af den slags, vor mor ikke skruede ned for.
24.1 fyldte Bjørn Tidmand 70. Han er kun ni måneder ældre end John Lennon, men tilhører en anden kultur. Det har han aldrig undskyldt eller skammet sig over. Tværtimod er han et renlivet eksempel på at den brede pop nok har en svaghed for det sentimentale, men ikke behøver være forloren.
Bjørn Tidmand sang sig varm i Københavns Drengekor under den legendariske Mogens Wöldike og begyndte som ung at optræde for sjov på danserestauranter og natklubber, mens han om dagen ekspederede i stormagasiner og solgte smykker for en sølvsmed. En aften hørte Dirch Passers manager, Svend Borre, ham og hans guitar på et ydmygt sted. Det resulterede 1959 i en indspilning af Sam Cooke-klassikeren ’Seksten et halvt’ (’Only Sixteen’).
Det skete der ikke meget ved, men tidens underholdningsmafioso, Sejr Volmer Sørensen, holdt øje med ham. Og gav i 1963 Tidmand chancen. På afbud fra Poul Bundgaard sang han ’Amiga Mia’ til en andenplads i Dansk Melodi Grand Prix, men da det var det år, Grethe og Jørgen Ingmann vandt med ’Dansevise’, regnede ingen med at høre mere til den venlige, unge mand. De tog fejl. Senere samme år blev han hørt af Bjarne Reuter og hundredetusinder af andre med ’Brænd mine breve’. Året efter var det Tidmands tur til at vinde grand prix’et. Med den lige lovligt smægtende “Sangen om dig”, skrevet af Aksel V. Rasmussen, som et par år tidligere havde gjort ’Angelique’ og Dario Campeotto lige landskendte. I øvrigt vandt Tidmand i en konkurrence, der nærmest blev til mod DR’s vilje, men man havde en forpligtelse over for Eurovisionen. Det lokale grand prix det år varede en time, og man ville først få navnet på vinderen dagen efter! Det blev dog forpurret af B.T.
I det hele taget havde DR det svært med poppen. En overgang havde man nedsat en jury med tykke, kulturradikale briller, der afgjorde, om en plade havde kvalitet nok til at blive spillet i statsradiofonien. Det havde Tidmand ikke. Folket var ligeglade, og i 1967 var tonen blevet anden i Radiohuset, og han scorede en ny landeplage med ’Nu tager jeg til Dublin (med det første fly)’, længe før der var tænkt på Ryan Air.
Samme år havde han hørt en plade, som genopdagede en Ludvig Brandstrup/Elith Worsing-sang, Ingeborg Bruhn-Bertelsen triumferede med i de brølende 20′ere i Tivoli-revyen. Hans producer var ikke vild med ’Lille sommerfugl’. Det blev han. Over 100.000 købte singlen, da den udkom i 1968. I dag er salgstallet ikke til at gøre op, men den er blevet så stor en del af dansk kultur, at man burde udstille den på linje med kolonihavehuset. Og så er det jo tankevækkende, at ’Lille sommerfugl’ og ’Hvem har du kysset i din gadedør’ var de største salgshits i det år, ungdomsoprøret ellers har tegnet livsvarigt abonnement på.
Bjørn Tidmand fortsatte ad den udstukne kurs, da Dansktoppen i 70’erne annekterede den musikalske folkelighed. Men der kom noget maskinelt over arrangementerne, som nok sikrede succes, men ensartede Tidmand, som kunne have udviklet sig til en crooner a la den skånske Sinatra, Östen Warnerbring. Midtvejs mellem country og schlager.
Bjørn Tidmand satte midt i 90’erne tempoet ned, slog sig ned i Århus, hvor han i mange år var en skattet konferencier i Tivoli Friheden. I slutningen af 90’erne fik han lungekræft efter at have røget siden han var 14. Han blev helbredt og røgfri, og velsigner rygeforbuddet, når han som skattet gæst underholder i ældreklubber og på plejehjem, som foredragsholder med og uden guitar.
Han udsender en ny cd i næste måned. Nej, ikke med Beatles-sange, men med viser af Poul Feldvoss og Finn Jørgensen.
Foto: Pressefoto fra sangerens hjemmeside.
