Blur: Britpop a la carte

Kommentarer slået fra

Britiske Blur forstår stadig at få overskrifter. I februar i år modtog de ved Brit Awards en Outstanding Contribution To Music-award. Og gav fem sange live. Om nogle måneder spiller de på Skanderborg. Og en karriereopsamlende boks er på vej fra et band, som vist nok i virkeligheden er opløst. Alt i alt en god anledning til at genhøre deres tredje og mest holdbare cd:

SIDEN britisk rock i 60’erne med The Beatles og Rolling Stones som frontløbere gjorde den sorte amerikanske musik spiselig for det hvide middelklassepublikum og samtidig grundlagde moderne pop, har de haft det svært i England. Ingen har nemlig derefter kunnet nå samme niveau og kunstneriske rækkevidde. Derfor har de britiske medier stået så tyngende på skuldrene af hinanden i en ugentlig, oplagsbestemt kamp for at komme først med kåringen af denne eller hin sagesløse debutant som ’Årets Fund’, at det har været svært at skelne kerner fra avner, når rockhøsten skulle gøres op. 90’erne satte ny højderekord i den retning, og de kunstnere, der ikke selv råbte op om deres fortræffelighed i forhold til konkurrenterne, måtte klare sig på det vanskeligste af alt – musikken.

På den led kunne Damon Albarn, sanger og mastermind i Blur, sikkert godt have tænkt sig at være popstjerne i et andet årti end de storskrydende Gallagher-brødre i Oasis. Men når det musikalske regnestykke skal gøres op, er der sorte tal på Blurs bundlinje.

Oasis vil derimod stå i livslang gæld til Beatles i almindelighed og John Lennon i særdeleshed. På samme måde som en anden samtidig konkurrent, Suede, lige så godt kunne have fusioneret med David Bowie. Ikke sådan at forstå, at Blur ikke kunne se det fornuftige i hellere at købe en brugt bil med masser af kilometer i sig end forsøge at genopfinde hjulet, men bandet rækker i sin musik ud over stilsikkerhed og kopi.

Det er Parklife fuldt så godt et eksempel på som Blur-plader som 13 og Modern Life. Det er en plade bristefærdig af holdbare ideer og spøjse indfald, som man aldrig trækker så langt ud, at pointen skæres ud i taktfasthed. Albarn er medkomponist på det meste, men på sæt og vis genopfinder Blur den klassiske beatgruppe og tilsætter samtidig formen noget skævt, uforudsigeligt, foranderligt.

Inspirationskilderne er tydelige, men ikke distraherende. Snarere letter det adgangen til sangene, som lyder nemme, men i virkeligheden rummer ikke så lidt mere bund end det gennemsnitlige hitlistebidrag. Kinks’ vittige, men beske samfunds- og samtidssatirer og Bowies oprindelige, nærmest børnerimsagtige sange møder new wave, svimlende ballader, som afleveres uden skygge af ironi, og den særlige folkloristiske engelske vaudevillestil, komplet med noget, der lyder som lirekasser, men er computere, isprængt aggressive guitarer. Og ikke et øjeblik bliver melodien væk. Samtidig er umiddelbarhed kodeordet, uden at sangene ender med at nødlande som døgnfluer.

Parklife er en plade om et England, der har kendt bedre dage og aldrig har forvundet, at verden gik videre efter at Imperiet gik under. I små skitseagtige streger tegnes med telegramkorte sætninger og vid og bid et billede af en nation, der også åndeligt ernærer sig ved fish ’n’ chips. Og leder efter lykken, om ikke andet så ved sig selv eller kortva- rig nydelse. Pladens hit, ‘Girls And Boys’, sætter det på spidsen:

Love in the 90’s
is paranoid
on sunny beaches
take your chances looking for girls who are boys

who like boys to be girls
who do boys like they’re girls
who do girls like they’re boys
always should be someone you really love …

Og på ‘End Of The Century’ oprulles i korthugget form et signalement af det moderne (følelses)liv, hvor ingen ønsker at være ensom, men hvor vi kysser med tørre læber og famler ved remote controll’en og det, der er syd for den: »sex on the tv, everybody’s at it, and the mind gets dirty as you get closer to thirty …« Og så, midt i al distancen, en sang som den klangligt renfærdige ‘Badhead’ om at være blevet forladt og slå det hen, som var det tømmermænd eller influenza. Noget forbigående. Og fuld af tidstypisk frygt for at søge forklaringer. Blændende sunget af Damon Albarn.

Som om alt dette ikke er nok, fylder Parklife mere end sangene objektivt berettiger til. Med stor indsigt i, hvordan elektronisk musik ikke skal dominere, giver gruppen alle sangene en baggrund, hvor der foregår alt muligt andet. Sådan er det jo i det virkelige liv. Og Blur var et meget virkeligt band, midt i tidens tiltagende virtual reality. Og man kan ikke lade være med at nynne og danse med. Uanset om man har motorik som en gorilla…

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top