Bob for begyndere vol. 2

Kommentarer slået fra

70 år er så godt et tidspunkt som noget til at gøre status. Her er anden halvdel en slags stifinder til Dylans plader. Man må gerne være uenig. Det er derfor Dylan ikke blev pianist for Bobby Vee, men sanger og sangskriver.

1991: The Bootleg Series vol. 1-3

Et overflødighedshorn af Dylan-outtakes gennem årene. En musikalsk åbenbaring. Intet mindre. Nødvendigheder: »Seven Curses,« 1962-liveudgave af »No More Auction Block« (forlægget til »Blowing In The Wind«), »Like A Rolling Stone« i valsetakt, »She’s Your Lover Now« og resten. Et must.

1992: Good As I Been To You

Dylan går to skridt tilbage for at komme et skridt frem. Han har skriveblokering, men overvinder den ved at grave dybt i de sangskatte, han fandt, da han gik på universitetet i Minneapolis.

Fund: »Sitting On Top Of The World,« »Froggie Went A Courting« og »Diamond Joe.«

1993: World Gone Wrong

Mere af samme slags, og endnu bedre. Det er altså ikke kruk, men kærlighed, når Dylan på sin hjemmeside reklamerer for Harry Smiths ur-amerikanske sangantologi »American Folk Music« (1952). En troubadur genfinder sig selv. Flere fund: »Stack A Lee,« »Blood In My Eyes« og »Delia.«

1995: MTV Unplugged

Dylan sælger sig selv til MTV-generationen uden at sælge ud. Solidt, dækkende og somme tider rent ud sjovt med det daværende faste turnéorkester med bassisten Tony Garnier og guitaristen Bucky Baxter. Scoop: »Dignity.«

1997: Time Out Of Mind

Mediekynikere siger, at det bedste mediestunt, Dylan har lavet siden motorcykelulykken, var at få en livstruende virus i hinderne til hjertesækken. Sangene om liv eller død, om mørke og lys, var dog skrevet inden. Og med Daniel Lanois ved pulten lyder Dylan som en ’dead man walking’, men han vandrer mod lyset. Blot hænger mørket tungt om disse sjælsrystende sange. Milepæle: »Love Sick,« »Not Dark Yet,« »Standing In The Doorway.«

1998: Live 1966

4. kapitel af Bootleg-serien genopfører i cd-restaureret udgave den legendariske Royal Albert Hall-koncert med The Band. Den viser sig at stamme fra Manchester, men er stadig et centralt aktstykke i sagen Dylan vs. folkpuristerne. Rock har aldrig lydt så angrebslysten og overbevisende. Beviser: »Tell Me, Momma,« »Baby Let Me Follow You Down« og »Like A Rolling Stone.«

2001: Love and theft

En slags fortsættelse af Time out of mind. Lidt mere sorgløs, men absolut ikke ubekymret. Masser af god musiceren og Dylan er i form. Han vil stadig sig selv og os noget. Om ikke andet så fortælle om forgængelighed. Højdepunkt: ‘High Water’.

2008: Modern Times

Hvorpå Dylan igen viser, at hans brug af fortiden er så selvfølgelig en del af ham, at han ikke ulejliger sig med at kreditere, når han låner fra andre. Når det er sagt, skal også siges, at det er meget afslappet og alligevel disciplineret album. Fuld af noget så umoderne som levet liv, trods den lidt musealt-musikalske indpakning. Blivende sang: ‘Spirit on The Water’.

2009: Together through life

Hvor Dylan fortsætter sine ekskursioner i traditionel amerikansk musik. New Orleans og Texas er destinationer i denne sumpede, blæserakkompagnerede rock & roll. En plade, der rummer en sval resignation og først og fremmest emmer af spilleglæde og noget så uvant som hygge. Bob Dylan for iPod-generationen. Den bedste sang er typisk nok ‘My Wife’s Home Town’, hvor Dylan broderer videre på Willie Dixons ‘Just Wanna Make Love To You.’

Bob Dylan, eller rettere hans hovedpladeselskab gennem årene, Columbia/CBS/Sony, har desuden udsendt en lang række opsamlingsplader. Hvis man har The Bootleg Series vol. 1-3 og Biograph har man dem og mere til. Skal man partout ud på Greatest Hits-markedet, investér da i de officielle Bob Dylan’s Greatest Hits I-III (1967, 71 og 93). De rummer også specielle bonusnumre.

Hans ikke så skæve juleplade kan du finde min mening om her.

Bootleg-serien er som bekendt fortsat. Ikke alt er lige nødvendigt, men sjældent dårligere end interessant. Og sidste år nåede man til nummer ni i rækken, The Witmark Demos, som jeg tidligere har skrevet om her.

I anledning af Dylans 30 års-jubilæum udkom The 30th Anniversary Concert Celebration (1993) med mere jubel end varig musik, men med masser af gæstestjerner og et højdepunkt eller to:

Unikke, historiske Dylan-optrædener finder man på George Harrison-projektet The Concert For Bangla Desh (1972) og The Band’s officielle afskedskoncert The Last Waltz (1978).

Og så er der jo hele bootleg-markedet, som fortsat kan belønne den, der vil samle og har god tid. Vi venter f.eks. stadig på en officiel kanonisering af de komplette bånd fra kælderen i The Big Pink.

Let’s Bob till we drop….

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top