Bobby McGees far kigger forbi

KRIS KRISTOFFERSON har altid været fuld af gode historier. De fleste af dem har været sande. Som dengang i 1965 da han absolut ikke havde noget arbejde og i døren ind til et pladestudie i Nashville bogstavelig talt stødte ind i sin ven, guitaristen Billy Swan. Mon Swan kendte nogen, der havde brug for en rask mand? Swan havde lige sagt sit job op. Det troede han da godt, Kris kunne overtage.

Samme eftermiddag startede Kristofferson så som pedel i studiet. Hans opgave var at sørge for drikkelse, friske sandwiches og den slags samt støve af og tømme askebægre for stjernerne. Bob Dylan var i færd med at indspille dobbeltalbummet ’Blonde On Blonde’, men det var fyringsgrund for studiets løsarbejdere at tale med stjernen. Så Kris Kristofferson holdt sin mund. Meget mod sin natur.

Eller dengang han, efter forgæves at have rendt Johnny Cash på dørene for at få countrylegenden til at høre sine sange, landede sin helikopter på plænen foran Cash’ hus og gav ham et bånd med kompositionen ’Sunday Morning Coming Down.’ Året efter, 1970, sang Cash den melodi op til en førsteplads på den amerikanske countryliste, og Kristofferson havde tømt sit sidste askebæger for andre.

DET LÅ ELLERS i generne, at Kris Kristoffersons fremtid mere ville komme til at handle om helikoptere end om hitlister. Han er ud af en familie med svenske rødder, der altid har været forankret i militæret. Faderen var generalmajor i luftvåbnet, og familien flyttede fra base til base gennem Kris’ barndom. I gymnasieårene boede de i Californien. Kris afveg fra familietraditionen. Han ville være forfatter. Og kom i 1954 på universitetet i Ponoma, men den atletisk byggede og meget fotogene Kris var også vild med både piger, rugby, boksning og amerikansk fodbold. Da han fire år senere fik sin bachelorgrad var litteraturen noget overraskende dog løbet af med sejren. Kristofferson var så lovende en akademiker, at han fik et af de efterspurgte Rhodes-stipendiater, der sikrede han to år med studier af Shakespeare og William Blake på universitetet i Oxford.

I et England, hvor luften genlød af Tommy Steele og den unge Cliff Richard, begyndte Kristofferson selv at skrive sange. Steeles manager, Larry Parnes, ’opdagede’ ham, da han optrådte på de små, listige studentersteder under navnet Kris Carson. Et par numre blev indspillet, men aldrig udsendt.

EFTER VELOVERSTÅET litteraturstudium vendte han hjem til Californien, hjem til værnepligten, hjem til helikopterne, som han ligesom sin far lærte at flyve. Lige som Elvis Presley blev Kristofferson udstationeret som del af besættelsesmagten i det daværende Vesttyskland, hvor han endte som kaptajn indtil han planlagde at melde sig til den begyndende krig i Vietnam. Militæret syntes dog, de havde mere brug for ham som underviser i engelsk litteratur på militærakademiet West Point. Det blev han så sur over, at han opsagde sin kontrakt og besluttede at se, om der var en fremtid i de stadig flere sange, han fik skrevet til skuffen.

Sådan endte Kristofferson som mutter med kost og spand, mens Dylan indsang ’Just Like A Woman’. Da hans datter led af en sjælden spiserørslidelse, som gav store udgifter til medicin og lægehjælp, så han sig om efter noget mere indbringende. Han havde ikke tid til at vente på, at musikforlæggerne skaffede ham et gennembrud, og blev derfor helikopterpilot på transporter til og fra boreplatformene i oliefelterne i Den mexicanske Golf. Et par af hans sange var blevet afsat til mindre countrysangere med beskedne hitlisteplaceringer til følge. En dag blev han ringet op af sin nye agent Fred Foster. »Jeg har en god sangtitel dig«, sagde han: »Me and Bobby McKee…«

Kris var eet stort spørgsmålstegn. »Her er sangens plot,« fortsatte Foster: »Bobby er navnet på en pige«. Faktisk var hun sekretær for sangskriverparret Boudleaux og Felice Bryant (’Bye bye, love’ og ’Wake up, Little Susie’). Nu blev hun, med en lettere omskrivning af efternavnet, verdensberømt som del af sangen ’Me And Bobby McGee’. Og i refrænet kunne man høre sangskriverens privatlivskaos. Han havde forladt kone og barn og var på vej ud ad livets landevej, ud, hvor »freedom’s just another word for nothing left to lose…«

EN AF TIDENS største countrystjerner, Roger Miller, gjorde sangen til et countryhit i 1969, og det samme gjorde canadieren Gordon Lightfoot året efter. Og Kristofferson udgav et debutalbum, der formede sig som en vifte af visitkort for hans sangskrivertalent. Især sange som ’Help Me Make It Thru The Night’ og den Frank Sinatra-lydende ’For The Good Times’ viste, at Nashville havde fået en sangskriver med kant – og som tak for titlen fik Fred Foster halvdelen af indtægterne, Kris Kristofferson har aldrig været smålig. De begyndte at kalde ham countryhovedstadens eneste hippie og de jævnaldrende sangskrivere, han hang ud, fik tilnavnet ’The Nashville Underground.’  Time Magazine kørte ham på forsiden som »the new face of country music.« Kort tid efter begyndte mere etablerede sangere som Waylon Jennings og Willie Nelson også at lade fuldskægget gro.

Kristoffersons gennembrud var dog stadig begrænset til countrybranchen – der var endnu vandtætte skotter mellem genrerne – men han var begyndt at kysse lidt på en vild og vildt fordrukken rock- og bluessangerinde ved navn Janis Joplin. Joplin døde i oktober 1970 og hendes berømmelse tog ikke af. Tværtimod. Uden at fortælle Kristofferson det, havde hun lige før sin død indspillet en pinefuld, nøgen og smuk udgave af ’Me And Bobby McGhee.’ Da Joplin posthumt fik udsendt albummet ’Pearl’ i februar 1971 endte det med at toppe hitlisterne, ikke mindst på grund af ’Me And Bobby McGee’.

I modsætning til sangskriveren Kris Kristofferson havde sangeren af samme navn ikke mediemedvind. Han udgav en række soloplader, som i dag er genudsendt med rosende noter, men dengang, først i 70’erne, hvor de milde singer-songwriters regerede, fandt man hans stemme for rå, upoleret, amatøragtig. Han blev ved at skrive, og kunne snart fylde kaminhylden med en række trofæer, mens hans egne plader jævnt hen solgte så ringe, at de blev trukket ud af markedet.

I 1973 BLEV han gift med den gudindesmukke, halvt indianske korsanger Rita Coolidge. Sammen lignede de enhver marketingafdelings drøm om et par. Så naturligvis blev hendes soloplader suppleret af et par albums, hvor de sang duet. Det første, ’Full Moon’, solgte til guld og parrets fortolkning af Kristofferson’s ’From The Bottle To The Bottom’ scorede en grammy samme år. Sangtitlen gav en klar antydning af, hvor Kris Kristofferson var på vej hen. Han kæmpede, som en række af sine kolleger, med et accelererende alkoholproblem. Som han siden har sagt: »Vi var alle forført af den særlige aura, der omgiver folk, der er fordrukne. Alle flirtede med tanken om at blive Hank Williams. Det var som om der var noget meget tiltrækkende ved at brænde op lystigt og dø ung.«

Kristofferson kom dog, som han siger, »ud på den anden side, mest fordi jeg var ti år ældre end dem, jeg hang ud med og sammenlignede mig med.« I dag holder han sig som 74-årig i form ved løbeture hjemme på øen Maui i staten Hawaii, hvor han har boet en årrække.

Pengene til den livsførelse har han fået dels ved at mere end 500 sangere gennem tiden har indspillet hans sange, og så ved at have haft en karriere, hvor han gik på to ben. Man skulle nemlig ikke have været ret længe i filmbranchen for at kunne se, at Kris Kristofferson brændte igennem på et lærred. Han var både hippie-følsom og Marlboro-mand. Samme år som han blev gift med Coolidge spillede han Billy The Kid i Sam Peckinpahs gådegulde ikke-western ’Pat Garrett And Billy The Kid’. Her kom han omsider til at tale med Bob Dylan, der spillede figuren Alias. Og han gjorde sig bemærket i en birolle i Martin Scorceses ’Alice Doesn’t Live Here Anymore’.

I 1976, MENS hans nye album solgte lige så lidt som de seks foregående, var han som Barbra Streisands medspiller med i blokbusterhittet ’A Star Is Born’. Det var to temperamenter, der mødtes, så det slog gnister. Også under indspilningerne. Han fik en Golden Globe som bedste skuespiller, og kunne pludselig se sig selv som et sex-ikon. Og så var det lige ved at være ovre før det var begyndt: I 1979-80 medvirkede han i filmen ’Heavens Gate,’ Michael Ciminos første og generøst budgetterede film efter billetstorsælgeren ’The Dear Hunter’. ’Heavens Gate’ floppede monumentalt, og Kristofferson var ikke den eneste, der mærkede, at det ikke var god reklame at få sit navn knyttet til den kommercielle katastrofe. Heldigvis indspillede vennen Willie Nelson et album af lutter Kristofferson-kompositioner. De to spillede siden sammen i filmen ’Songwriter’, en af de mange Kristofferson-film, der kører i evigt kredsløb på natkanalerne. ’Convoy’ er en anden. Og i ’Lone Star’ fra 1996 viser han som den korrupte sherif nye sider af sit talent. Selv i de floveste b-film og tv-film lægger man mærke til ham.

MIDT 80’ERNE dannede han og Willie Nelson sammen med Waylon Jennings og Johnny Cash en kvartet, der aldrig hed, men blev kendt som The Highwaymen. Især den første plade blev en tordnende succes. Og definerede den stil, der siden er blevet outlaw country. I virkeligheden var der ’bare’ tale om en iscenesættelse af den livsstil, Kris Kristofferson havde anlagt sig (og forladt) længe før de andre tre. Nashville havde forandret sig, og Kristofferson kunne nu tale åbent om sin modstand mod krig, velfærdspolitik på de fattiges bekostning og mediernes højredrejning. Uden at behøve frygte for smørret på brødet. Og han støtter selvfølgelig Barack Obama, og så kan man ikke blive mere venstreorienteret i den amerikanske offentlighed.

I 90’erne lod Kris Kristofferson sig genopdage af produceren Don Was, som også havde arbejdet med Dylan. Metoden lignede den, Rick Rubin havde anvendt over for Johnny Cash, men selv om både Kris og vennen, som han altid kaldte John, begge besynger et Amerika, der efterhånden kun findes i fantasien, er Kris Kristoffersons tre sidste plader ikke så meget en fejring af en myte eller en nekrolog i utide som en kunstnerisk genopstandelse af et meget ægte menneske, der ikke vil vide, hvordan historien ender for nu at citere titlen på den fremragende cd med hans tidligste demoer, der udkom tidligere i år. For som han har sagt til GAFFA med en sætning, der lyder som titlen på en ny sang: »Jeg bliver ved med at spille til de kaster jord på min kiste.«

Det kan man forvisse sig om, når Kris Kristofferson igen giver koncert i Danmark. I Tivolis Koncertsal den 15. juli. Mon ikke han har hende, Bobby McGee, med?

PR-foto: Mary Ellen Mark