C.V. lever på dobbelt-cd

8 Comments

I en nutid, hvor det er livet om at gøre opmærksom på sig selv, står C.V. Jørgensen på tredivte år helt for sig selv. Ude af sync, som han synger. Eller er det tiden, der er det?

Virkeligheden er i hvert fald, at ingen anden dansk sanger og sangskriver i den grad har skabt sin egen tid. Han er ikke bange for at blive glemt, men frygter at glemme, hvorfor han gør, som han gør. Derfor holder han sig for sig selv, men af og til skal han ud og luftes for ikke at støve til i selvfedt mismod eller hvad det nu er, han fordriver tiden med hjemme i Birkerød.

De koncerter i 2010, som netop er udsendt på dobbelt-cd’en Sange fra scenen, var hans første i syv år. De blev et comeback for en kunstner, der aldrig har været væk. Og de formede sig som et triumftog til skaberens fulde tilfredshed. Sfinksen både talte, smilte og jokede.

Måske fordi han bedre end nogen anden kunne se, at så meget var tiderne heller ikke skiftet. Disse år ligner nemlig i forbløffende grad de 80’ere, der i C.V. Jørgensen havde den både skarpeste og mest subtile revser.

Gadebilledet præges atter af offroaders, Porsche’n er igen i frigear, sushi er blevet hvermandsspise, Lacoste er ikke længere plebs og selvspejlercafeerne slås med tøjbutikkerne om at komme til. Til overflod er billederne ude i de små, tv-blå fladskærmshjem fyldt til hobetal med eksempler på det, C.V. i ’Datadisciplin’ kalder »ryggesløs, kongenial narcissisme.« Fra Amalie til X Factor. Eller som han synger: »Hvis det at være noget er det du vil, så spil med…«

Allerede på sit andet album, T-shirts, terylenebukser og gummisko, fra 1975, ønskede han sig et liv, hvori han selv »kunne være boss.« Det må siges at være lykkedes. Årene med ’det ganske lille band’ udvidede C.V.’s kunstneriske c.v., men da han efterhånden frygtede at blive solgt til stanglakrids, gik han, der altid har været en enspænder, nu også officielt solo. 1980-albummet Tidens tern blev en landeplage, ikke mindst takket være ’Costa del Sol’.

C.V. overlevede fællessangssuccesen (og den senere kulturkanonisering) og skruede ned for det radiovenlige og op for eftertænksomheden på plader som Lediggang a go-go og Vennerne og vejen for så i 1988 at gå i det meditative mode på Indian summer, et album, der udstak den kurs, han siden har fulgt. Eksklusiv, men aldrig elitær. Distanceret, men aldrig fraværende.

Mens vi venter på det nye studiealbum, der da må komme en dag, er Sange fra scenen en fuldgod påmindelse om, at selv musikalske eneboere af og til trænger til at få tanket energien op i samvær med musikere, der trækker vejret på samme måde. Og borte har ikke taget sangerens kælent-sataniske, men aldrig indladende stemme, der vender vrangen ud på idyllen, og et sted er der en generationsbombe, der tikker, tikker og tikker. Uanset hvor gammel C.V. Jørgensen bliver.

Som sin åndsfælle, Bob Dylan, er han dog ikke meget for at fremstå som protestsanger. I dokumentarfilmen, Skygger og skønhed, sagde han i 2006: »Jeg udleverer i virkeligheden kun mig selv. Sådan har det jo været længe. Vil folk virkelig vide noget, kan de tage sangene. Dér står det hele.«

Og lidt til og meget mere, fristes man til at sige, trods sangerens protester.

C.V. Jørgensen: Sange fra scenen. Producere: Kose og Mads Nørgaard m. Per Both og Carsten Valentin Jørgensen. ArtPeople, 2cd

Coverfoto: Mathias Laurvig

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

8 Comments

  1. comment-avatar
    arne schiøtt18. april 2012 - 14:13

    Rigtig god kronik! Og et mesterværk af et live-album. Jeg elsker “Sjælland og Fraklip……..” med dens inspiration fra Miles Davis men klogelig nok har CV dennegang fravalgt trompeten for at undgå at denne liveudgivelse kommer til at ligne den forrige (“Så live som muligt”).

  2. comment-avatar
    Mig20. april 2012 - 01:22

    Men er det ikke bare pladeselskabets blabbelab, vi kan læse her?

  3. comment-avatar
    Torben Bille20. april 2012 - 10:36

    Ovenstående tekst er ganske rigtigt sendt ud som del af markedsføringen af albummet, men intet pladeselskab har nogensinde kunnet få mig til at skrive noget, jeg ikke mener. Og som du kan se, tør jeg godt lægge mit fulde navn til min mening – i modsætning til dig, Mig…

  4. comment-avatar
    arne schiøtt21. april 2012 - 19:20

    Nu er pladeselskaber ikke ens og jeg syntes ikke det gør noget at TB bruger deres materiale når han, på vanlig vis, udviser god dømmekraft i sin formidling!

    Det skal lige nævnes at jeg ikke altid er enig med TB (F.eks. “Pindsvin i pigsko”), men jeg har aldrig på nogen måde fornemmet at TB optræder uredeligt!

  5. comment-avatar
    arne schiøtt21. april 2012 - 19:23

    PS: og hvor er det da en voldsom uskik at man kan optræde “Undercover”. Det er da ganske respektabelt at være uenig med TB, men man bør være sin mening bekendt og “fægte med åben pande”!

  6. comment-avatar
    Torben Bille21. april 2012 - 22:38

    For at få det helt på det rene: Det er ikke mig, der bruger pladeselskabets materiale, men pladeselskabet, der bruger mit, hvert eneste ene ord uden at jeg af den grund står mindre inde for det.

  7. comment-avatar
    Klaus22. april 2012 - 11:45

    “Nu er pladeselskaber ikke ens og jeg syntes ikke det gør noget at TB bruger deres materiale når han, på vanlig vis, udviser god dømmekraft i sin formidling!”

    Formidling eller pressemateriale – eller dét er måske det samme i dagens musik Danmark hvor alle har et produkt de skal have afsat?

    Savner Lars Hybel i CVs band – ser ham tit “hænge ud” på Vesterbro, ville gerne se ham på scenen…

  8. comment-avatar
    arne schiøtt22. april 2012 - 20:29

    Kære Torben, jeg skal beklage at jeg har byttet om begreberne. At et pladeseskab vil have dig til at skrive presemateriale finder jeg naturlig, Især når der er tale om en kunstner du kan stå 100% inde for. Normalt kan man ikke blæse og have mel i munden, men lige på dette felt har jeg stor tillid til at du kan holde balancen!….Ikke mindst fordi CV og hans publikum har 100% sammenfaldende interesse i at få “sandheden” frem. Din indsats er tydeligvis baseret på en kombination af stor faglig kundskab og dyb kærlighed til musikken…..Og husk de vise ord: “Kærligheden svigter aldrig”

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top