»I’ve been all ‘round this great big world/and I’ve seen all kinds of girls/yeah but I couldn’t wait to get back to the States/back to the cutest girls in the world./ I wish they all could be California girls …«
Ordene stammer fra 1965, og mens Beach Boys sang dem, ulmede allerede en voksende modstand mod det amerikanske såkaldte ’engagement’ i Vietnam; inden årets udgang havde USA 200.000 soldater i landet, Bob Dylan arbejdede på Highway 61 Revisited og The Beatles på Help. De udkom begge måneden efter. Men da lå »California Girls« nr. tre på den amerikanske hitliste, så for Murray Wilsons drenge var det stadig business as usual, sol, sommer, surf og (næsten) uskyldig sex.
Petting kaldte vi det dengang, som i Pet Sounds.
Men det med det uskyldige var kun en overflade. På »California Girls« lægges fingrene ikke imellem, de lægges på de rigtige steder, samtlige amerikanske stater rundt, inden turen går hjem til alle kæresterne. Når ’strandrengene’ hævder, at de har set »all kinds of girls«, så mener de renskurede fem alle slags piger. Også »the Northern girls,« som »keep the boys’ beds warm at night.«
Beach Boys er det ultimative sommer-band, rockens svar på en evigt tørstslukkende læskedrik. Selv på en ruskekold efterårsdag kan »California Girls« bringe minderne fra én eller talrige sommeroplevelser frem, eller i værste fald få én til at gå helt i frø i ventetiden på den næste.
Omkring ’65 myldrede Beach Boys rundt i toppen af alverdens hitlister, og de efterfølgende tiders op- og specielt nedture kan ikke fjerne fornemmelsen af, at det ikke rigtig er sommer uden The Beach Boys og deres californiske piger.
Over en periode på tre år havde undertegnede signatur muligheden for at undersøge citatets sandhedsværdi på nærmeste hold. Det var rigtigt nok.
The Beach Boys: California Girls. 1965. Tid: 2.31 min.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
