MIDT I EN BEATTID

Torben Bille spiller luftguitar på sindets gribebræt

Chubby Checker twister stadig

Da Ernst Evans som hvalpefed teenager gik til hånde på fjerkræmarkedet hjemme i Philadelphia, underholdt han kunder og kolleger med at imitere tidens sangere.

Det talent førte ham til et pladeselskab, der kunne høre talentet. Det kunne konen til tidens mest magtfulde musikpersonlighed, Dick Clark, også. Hun foreslog, at man omdøbte ham til Chubby Checker, et ordspil på Fats Domino, en af dem, unge Ernst elskede at efterligne.

I dag, hvor Chubby Checker fylder 70, kan han se tilbage på en berømmelse, som stort set skyldes en eneste dans, twist’en.

I 1958 havde Hank Ballard & The Midnighters som en b-side udgivet Ballards egen ‘The Twist’ om en dans, der så småt var ved at få ben at gå på i de sorte klubmiljøer. Den melodi genindspillede Checker i 1960 på 35 minutter, så Ballard senere troede, han hørte sig selv i radioen.

Dick Clarks landsdækkende tv-program ‘American Bandstand’ gav Checker sendetid på at lære amerikanerne det der med syv hoftevrik frem og syv tilbage. Og i september samme år toppede ‘The Twist’ hitlisten.

Der kunne historien have sluttet. Godt nok hittede Checker moderat i USA og enormt i Europa sommeren efter med ‘Let’s Twist Again’, alle danseskoleelevers frikvarter, men andre danse havde i virkeligheden overtaget opmærksomheden. Bl.a. The Pony, som Checker storhittede med i februar 1961.

Så skete der noget uplanlagt: De rige og indflydelsesrige ville lege tvangfrie. Det praktiske og dermed uforpligtende ved twist var jo, at man som noget nyt hverken behøvede at kunne danse eller røre sin partner for at udføre den. Man kunne danse med sig selv. En ønskedrøm for narcissister. På in-stedet Peppermint Lounge på Manhattan blev jet set-kongen og reklamemogulen, prins Serge Obolensky, set vride hofterne af led. Senere fulgte tidens mediedarling, præsidentfruen Jackie Kennedy, op, og i januar 1962 gjorde Checker comeback øverst på hitlisten.

Siden har han levet af at twiste. Han blev Mr. Twist. Selv om han altid fastholdt, at han kunne meget mere. Det beviste han, da han i 2007 fik et rockende dance-hit i USA med ‘Knock Down The Walls‘.

De fleste penge for ‘The Twist’ er gået til Hank Ballard. Checker, som i fem årtier har været gift med den hollandske Miss World 1962, har dog haft sparepenge nok til at investere dem i et firma, der producerer chokoladebarrer, popcorn og anden snack. Og selv om det ser ud, som om han selv prøvesmager produkterne, er hans energi på en scene usvækket.

Det så man senest, da han ved Emmy-overrækkelserne sidste år fik hele salen af berømtheder til at danse twist, lige som vi gjorde det for de mange somre siden.

Kollega Capac er en smule yngre end jeg, så han danser i den grad i dagens anledning.

Tagget med: ,

4 Comments

  1. Torben, du skulle have set mig danse twist i Kaj Hansens danseskole. Det var et syn for guder…:)

  2. Jeg tror det så ud som mig på Sussi Christiansens Danseskole i Sydhavnen…

  3. 75 i Politiken, 70 her!