Clarence Clemons 1942-2011
21. juni 2011 //
Det kom desværre ikke som en overraskelse, at Bruce Springsteen-saxofonisten Clarence Clemons i weekenden døde, 69 år. For over en uge siden fik han et slagtilfælde, og trods midtvejsmeldinger om bedring overlevede han altså ikke. Det er stadig svært at fordøje.
Det gør hans indsats som medlem af Springsteens E Street Band derimod. Ganske vist fandtes der de kritikere, der mente, at han truttede musikken ihjel, men flertallet så hans optagelse i bandet som prikken over i’et på sangerens vision om at modernisere lyden fra de tidlige tressere. Phil Spector, The Ronettes og ikke mindst saxofonisten King Curtis var klangbund for den tidlige Springsteen, og albummet Born to run var en apoteose af den vision og samtidig Clarence Clemons’ stjernestund.
Faderen var fiskehandler og moderen lægprædikant i den lokale baptistmenighed i Norfolk, Virginia. Som niårig fik Clemons i julegave en altsax, og selv om han med sin statur blev selvskreven som football-stjerne på high school-holdet, satte en knæskade retningen mod hans anden store kærlighed, musikken.
Han lærte sig alle blæser-riffs i James Brown-kataloget og spillede i et fritidsband, samtidig med at han virkede som ungdomsrådgiver. I 1972 bankede han på døren til The E Street Band og inviterede sig selv indenfor.
Gennem årene fik han kultstatus hos Springsteen-publikummet som ‘The Big Man’ og kapelmesteren kaldte ham både ‘The Minister of Soul’ og ‘The secretary of the Brotherhood’. Uden Clemons’ suggestive sax bliver det svært at fremføre numre som ‘Jungleland’ og ‘Tenth Avenue Freeze-Out’ på scenen.
Synligheden via Springsteen udløste bijob. Bl.a. spillede Clemons temaet på Aretha Franklins ‘Freeway of love’, og i 1985 havde han i duet med Jackson Browne et hit med ‘You’re A Friend Of Mine’ ligesom han udfyldte rollen som saxofonist i Scorcese-filmen New York, New York.
Derimod ændrede en håndfuld soloplader ikke på indtrykket af Clarence Clemons som en holdspiller. Han befandt sig bedst ved at kunne få en stjerne til at lyse og tog selv det genskær, der måtte falde på ham, med samme stoiske ro, som den, der var bærebølge i hans stolte musiceren.
Og et lille ps: Det ville slet ikke have været til at bære at se dette livsstykke af en kraftkarl, siddende som en grøntsag i en rullestol, så når det nu åbenbart skulle være…
Ukrediteret foto fra booklet til Born to run-deluxeudgaven.
Kollega CAPAC blæser ham også et smukt stykke.
Tak for en kærlig nekrolog over denne havefræser af en saxofon, som alt andet lige har leveret momenter af stor skønhed i soundtracket til min ungdom,- samt til jævnligt tilbagevendende nostalgiske tilbageblik henover vinylsamlingen. Jeg havde på forhånd proklameret, at det ville klæde de unge mennesker fra New Jersey, at mindes The Big Man, når de nu stod på scenen i Horsens søndag aften! Til min fornøjelse diskede Jon Bon Jovi ikke alene op med Tenth Avenue Freeze-out som første ekstranummer, men samtidig kørte en skøn billedkavalkade fra storskærmen, der så vidt jeg husker startede med et stemningsfuldt dvale ved netop det billede fra Born to Run, som pryder denne nekrolog. Det var sympatisk,- og en grund mere til ikke altid at rakke ned på et rockband, som altid blev anset for at være mest til tøserne. Nå men, Big Man,- rest in peace og tak for musikken!!
og få the freaks er der lige en 45 numres live playlist fra Wolfgangss Vault med the Big Man! http://www.wolfgangsvault.com/playlists/clarence-clemons-tribute/playlist-3037273.html
Det har altid skabt en ekstra kant hos Springsteen, at Clemmons var der. For os der så dem i 1981 (eller 82?) i Brøndby Hallen, tror jeg billedet af the Big Man er ganske tydeligt, når han stillede sig i spidsen og blæste hallen igennem var alle klar over vi var vidne til noget stort!