Crosby, Stills & Nash uden Young

Lad os et kort øjeblik tage tilbage til januar 1970, den ellevte nærmere bestemt, i Falkoner Teatret: Det var en af de aftener, hvor alting hænger sammen. Og hvor klicheen ‘The Woodstock Nation’ gav hjertevarmende mening. Vi var ikke så mange, som vi lød. Der sad næsten ikke nogen på balkonen den søndag, men nede på det fuldsatte gulv var vi højt oppe fra første akkord.

Vi vidste, hvad vi kom for, og vi fik det. Siden har jeg bildt mig ind, at albummet Deja Vu kom lige før koncerten. Det gjorde det ikke. Det arriverede først i marts, men det var som et møde mellem gamle venner, som sammen med os skrev og sang de nye sange på stedet, omgivet af ti tons stålgråt state-of-the-art udstyr.

Bagefter var der dømt gruppekram nede i salen. Vildt fremmede omfavnede hinanden, mange grundlagde livslange venskaber og kærlighedsforhold den aften, hvor smilene fik cinemascopebredde og den samme utopiske film om “peace, love and understanding” rullede for alles øjne.

Nu om dage kan kun få af os være i de batikfarvede undertrøjer fra dengang, men Crosby, Stills & Nash med eller uden Young har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Uanset hvor kunstnerisk vakkelvorn deres karriere siden har formet sig.

For nogle sæsoner siden turnerede de med Neil Young på en slags anti-krigsturne. Og krig eller rettere modstanden mod den er stadig et emne på den netop udsendte dobbelt-cd, CSN 2012, en live-dokumentation af trioens 2011-koncerter.

Det er rørende at høre dem tro på, at man kan stoppe krige ved at få folk til at synge med “stop the war”, og Graham Nash lyder stadig indigneret på ‘Military madness’, men de har altid sunget mere medrivende om kærlighed end om krig. Ret sympatisk, når man nu tænker nærmere over det.

Fedtsugningerne har gjort Stephen Stills godt. Hans blues-hæse stemme lyder ikke så alderskvæstet som den tidligere har gjort, og hans guitarspil minder om, hvorfor han i sin tid ikke så nogen grund til at se op til Jimi Hendrix. Stills betragtede sig som hans jævnbyrdige, og Hendrix gav ham ret.

Kvinterne sidder fortsat, hvor de skal. Trioens vokalharmonier er til tider ikke af denne verden. Hør bare udlægningen af Manassas-nummeret, ‘So Begins The Task” og kendingsmelodier som ‘Carry On’ og ‘Judy Blue Eyes’.

Graham Nash er den mest velsyngende, men David Crosby stadig den mest interessante. Han har gløden intakt på sange som ‘Long Time Gone’ og en ærefrygtindgydende ‘Wooden Ships’, hver på sin måde protestsange uden at sige det alt for højt, og netop derfor mere virkningsfulde. “Speak out against the madness,” tordner Crosby uden at lyde patetisk.

CSN bliver på de 25 sange akkompagneret af et mere end adækvat band under ledelse af Crosbys søn, den meget kompetente keyboardspiller James Raymond.

CD’en suppleres af en dvd, som er både rørende og medrivende. Alderen har sat sine spor, men det gør ikke spor. Faktisk er det en del af charmen. I 1970 troede de på livet. Nu, mange år senere, har de prøvet det og levet det, og tror stadig på det. Ganske stimulerende…

Crosby, Stills & Nash: CSN 2012. Producer: Graham Nash. CSN Records.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK